Debat

Borgmester i garnisonsby: Forsvarets virke er en stor og vigtig opgave for kommunerne

Udover at sikre uddannelser og nye boligområder til Forsvarets ansatte og familier, skal kommunerne også sikre en stærk infrastruktur, der sætter Forsvaret i stand til at løse Host Nation Support-opgaven hurtigt og effektivt, skriver Venstre-borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau.

Politikerne bør&nbsp;overveje, hvorvidt etableringen af Hærvejsmotorvejen bør fremrykkes, skriver&nbsp;Mads Skau (V).<br>
Politikerne bør overveje, hvorvidt etableringen af Hærvejsmotorvejen bør fremrykkes, skriver Mads Skau (V).
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Mads Skau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har et markant ændret verdensbillede, hvor der først og fremmest er et øget trusselsniveau. Det ville jeg og mange andre ønske forholdt sig anderledes – men det er virkeligheden i 2024, og den skal vi forholde os til.

For os som en kommune, der huser en stor del af Forsvaret, betyder det, at vi skal sikre, at Danmark er bedst muligt i stand til at reagere hurtigt. Køretøjer skal hurtigt på farten, og med det følger logistik. Materiel skal til alle tider være vedligeholdt, opdateret og klart.

Koordination er et nøgleord – det er mere end afgørende, at vi løfter sammen; kommuner, Forsvaret, civile aktører. Vi er vant til det – for det med forsvar er velkendt for flere af de jyske kommuner. Og så alligevel.

Hverdagen er forandret

Vi hører F35-flyene og F-16-flyene dagligt i Haderslev, når de flyver på deres træningsture fra Skrydstrup. Og vi ser soldaterne fra kasernen i deres uniformer, når de henter deres børn eller handler ind i det lokale supermarked.

Vi ser den kommende Hærvejsmotorvej som essentiel, da den styrker den logistiske forbindelse igennem Jylland.

Mads Skau (V)
Borgmester, Haderslev Kommune

Sådan har det været i mange år – og alligevel er intet som det plejer.

I det forsvarsudspil om fremrykning af militære kapaciteter, som regeringen fremlagde 13. marts, står der blandt andet, at Danmark bygger 1. Brigade op, og der skal indkøbes tungere og mere slagkraftige køretøjer. Militæret bliver med andre ord mere synligt i gadebilledet for den almindelige borger.

Muligheden for at placere Piranha V-køretøjer her i Haderslev Kommune er i spil – et Piranha V-køretøjer yder ekstra beskyttelse til soldaterne grundet dets pansring.

Vi ved ikke, hvordan det endelige forlig ser ud, men vi ved, at vi har travlt, så derfor forbereder vi os under alle omstændigheder.

Det ligger os på sinde at hjælpe Forsvaret, med det vi som kommune kan.

Læs også

Forsvaret er en arbejdsplads i vækst – og der mangler hænder. Derfor arbejder vi i kommunen, i dialog med Forsvaret og andre aktører, med blandt andet at identificere de uddannelser, der skal bruges for at fremtidssikre arbejdspladsen Forsvaret. Vi kigger på at udvikle nye boligområder, så medarbejderne har et attraktivt sted at bo.

Vi sikrer os også, at lokalplanerne tillader, at Forsvaret kan udbygge deres lokale faciliter.

Hjælper med logistikken 

Det kan føles lidt lokalt, når vi taler om lokalplanlægning i en lille by som Skrydstrup, men det handler om noget større.

Danmark er med i det samarbejde, der hedder Host Nation Support, og her har vi forpligtet os til at hjælpe med logistikken, når Nato-partnere har brug for at transportere materiel og personel videre til områder i eksempelvis Østeuropa.

Et konkret eksempel kan være, at der skal transporteres materiel fra havnen i Esbjerg hen over Sønderjylland og ned gennem Europa. Det skal gå hurtigt og problemfrit – og derfor skal der koordineres med Forsvaret, Politiet og os kommuner: Hvilken rute skal benyttes? Hvordan tager vi størst muligt hensyn til den lokalbefolkning, der er i de berørte områder?

Herunder ser vi også den kommende Hærvejsmotorvej som essentiel, da den styrker den logistiske forbindelse igennem Jylland og skabe en betydelige større kapacitet for transport af gods.

Lokalbefolkningen skal kunne føle sig trygge ved, at soldaterne i gadebilledet og de grønne køretøjer på vejene er en del af en større plan.

Mads Skau (V)
Borgmester, Haderslev Kommune

Som en del af de sikkerhedspolitiske drøftelser, som fylder meget i medierne for tiden, bør man overveje, hvorvidt etableringen af Hærvejsmotorvejen bør fremrykkes? En stærk infrastruktur er omdrejningspunktet for, at Forsvaret er i stand til at løse Host Nation Support-opgaven hurtigt og effektivt.

Et andet eksempel kan være, at der i perioder vil være en større tilstedeværelse af udenlandske soldater, og her vil der være et behov for at skabe tryghed lokalt – hvad er nu det for noget? Hvorfor myldrer det med mænd og kvinder med våben på sig?

Det skal vi svare på, for lokalbefolkningen skal kunne føle sig trygge ved, at soldaterne i gadebilledet og de grønne køretøjer på vejene er en del af en større plan, som i sidste ende skal sikre fortsat fred og frihed for os – i Danmark og i Europa.

Stor opgave for kommunerne 

Danmark har allerede ydet Host Nation Support i 2022 og 2023 i forbindelse med, at USA skulle have materiel til Polen. Her blev større mængder køretøjer transporteret via vej og jernbane ned igennem Jylland, efter at materiellet var ankommet via skib til Esbjerg og Århus.

Det har heldigvis været vellykkede operationer, hvor Danmark har bidraget til hurtig levering af hårdt tiltrængt transport til soldater på opgave.

Og det er det, der er den nye virkelighed. Og en stor og vigtig opgave for os som kommuner.

Det var ikke den udvikling, vi ønskede os for Europa – det tror jeg alle, der vil fred, er enige om. Men vi er klar til den – vi forbereder os, vi samarbejder, og vi hjælper de mennesker, der har brug for det, igennem Nato-fællesskabet.

Og det gør vi med stolthed, for de værdier, vi står på, er – uanset trusselsniveauet – uændrede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Skau

Borgmester (V), Haderslev Kommune, fhv. regionsrådsmedlem, selvstændig landmand
landmand (Vejlby Landbrugsskole 1991)

0:000:00