Af Dennis Kristensen
Formand for fagforbundet FOA

I den politiske debat er det kommunale selvstyre næsten et religiøst relikvie, der ligesom katolske madonnaer og helgener bæres gennem det offentlige rum, hver gang lejligheden byder sig. Og bærerne messer undervejs, at kommuner og regioner selv træffer de afgørende beslutninger om velfærd og service – tæt på borgerne og dermed inden for de lokale borgeres ønsker og behov.

Jeg hører til en af dem, der er gået glip af religiøse mirakler, og som heller ikke rigtig længere oplever de lokale politikeres store frihedsgrader i forhold til regering og folketing.

Magten centraliseres
Med den fordeling af især de offentlige velfærds- og serviceopgaver, som den danske velfærdsmodel indebærer, anvendes så stor en del af de offentlige udgifter i kommuner og regioner, at det vil være umuligt for nogen regering ikke at inddrage den samlede kommunale sektor i sin økonomistyring.

Det er fair nok. Der kan ikke føres økonomisk politik i dette land uden om kommuner og regioner. Det er også fair nok, at borgernes vilkår i forhold til velfærden og servicen ikke alene er underlagt lokale beslutninger. Vi er én befolkning og ét samfund. Og det er ligeledes fair nok, at skatteyderne har fælles rettigheder og krav på fælles retfærdighed. En borgers behov kan ikke imødekommes i Skagen og ignoreres i Gedser.

Men inden for de tre forudsætninger burde der være et spillerum for det lokale demokrati. Det spillerum er det i mine øjne blevet sværere og sværere at få øje på. Jeg får øje på mindre og mindre kommune eller region og mere og mere centralmagt, når jeg kaster blikket ud over det kommunale og regionale landskab.

Selvom pendulet i dansk forvaltning kan synes at svinge med regelmæssige mellemrum mellem centralisering og decentralisering, så oplever jeg at udsvingene mod centralisering bliver stadig større, mens udsvingene mod decentralisering bliver stadig mindre. Og derfor går udviklingen, så vidt jeg kan se - på trods af erklærede målsætninger om det modsatte - i retning af et fjernstyret kommunalt selvstyre

Dennis Kristensen
Formand for FOA

Kommunalreformen og kvalitetsreformen skulle dels skabe mere råstyrke og mere plads til de lokale beslutningstagere og dels frisætte de samme beslutningstagere for statslig detailstyring. Og noget har da flyttet sig som følge af de to reformer, men ny detailstyring er nu også kommet til siden da.

Kommunalt ansatte skal have spillerum
I mine øjne har personaleorganisationerne for de ansatte i kommuner og regioner en klar interesse i, at der er den rette balance mellem central styring og lokalt demokrati. Forudsætningen for, at de ansatte kan levere det gode stykke arbejde, hvor fagligheden sættes i centrum er nemlig, at kommuner og regioner har reel kompetence på velfærds- og serviceområderne, som de ansatte kan agere indenfor.

Det sidste har det nu knebet med efter de to reformer. Foreløbig er en alt for stor del af kommuners og regioners delvise frisættelse endt på rådhusene og er ikke vandret videre ud til de ansatte, som arbejder ansigt til ansigt med borgerne, og som i mødet mellem den professionelle med en faglighed i rygsækken og en borger med et behov netop skal have rum til at anlægge de faglige skøn, der i samarbejde med borgeren sikrer det bedste resultat for den pågældende på de givne betingelser.

Rådhusene og regionsgårdene har ganske enkelt endnu ikke helt lært at give slip på den nyvunde frihed. Samtidig må det være træls for mange lokalpolitikere at opleve sig selv som administratorer af centralt udstukne detailregler.

En balance mellem fjern- og lokalstyring
Selvom pendulet i dansk forvaltning kan synes at svinge med regelmæssige mellemrum mellem centralisering og decentralisering, så oplever jeg at udsvingene mod centralisering bliver stadig større, mens udsvingene mod decentralisering bliver stadig mindre. Og derfor går udviklingen, så vidt jeg kan se - på trods af erklærede målsætninger om det modsatte - i retning af et fjernstyret kommunalt selvstyre.

Tømmes det kommunale selvstyre for alvor for indhold, så mister vi noget meget væsentligt i dansk offentlig forvaltning; nemlig muligheden for den lokale dialog mellem borgere og politikere og udviklingen af det nære samfund.

Kommunalreformen bragte det nære samfund på lidt længere afstand, men skulle samtidig give mulighed for større kvalitet i kommuners og regioners arbejde. Bliver resultatet i stedet, at det nære samfund styres fra København, så vil det for alvor sætte den danske velfærdsmodel, som vi kender den i dag, på spil.

Skal vi i stedet udvikle den danske velfærdsmodel, så skal vi finde en ny balance mellem fjernstyring og lokalstyring.