Her er anbefalingerne fra Koch-udvalget

DOKUMENTATION: Carsten Koch-udvalgets første rapport er klar. Udvalget foreslår bl.a. at afskaffe selvvalgt uddannelse og fremrykke kravet om aktivering til efter kun et halvt års ledighed. Se alle anbefalingerne her.
Foto: Hasse Ferrold
Jørgen Skadhede
I dag tirsdag modtager arbejdsmarkedets parter Carsten Koch-udvalgets rapport om beskæftigelsessystemet for de forsikrede ledige.

Allerede mandag blev rapporten dog lækket til flere medier, og Altinget.dk har her samlet de væsentligste anbefalinger i rapporten.

Som ventet foreslår udvalget at afskaffe selvvalgt uddannelse, ligesom udvalget anbefaler at fremrykke aktiveringen af ledige over 30 år.

I dag skal de først i aktivering efter 9 måneder ledighed, men det bør, set i lyset af den halverede dagpengeperiode, fremrykkes, så der er krav om aktivering i form af eksempelvis virksomhedspraktik allerede efter et halvt års ledighed.

Arbejdsmarkedets parter har nu mulighed for at komme med feedback til Koch-udvalget, som først i februar kommer med sine endelige anbefalinger til regeringen.

Derefter vil regeringen på baggrund af anbefalingerne komme med sit eget udspil til en reform. Den skal så forhandles på plads i løbet af foråret med de borgerlige forligspartier.

Nedenfor ses de væsentligste anbefalinger:

Jobsøgning og aktivering
Vejleding og opkvalificering skal fremover kun være et tilbud, ikke en pligt.

Ledige med gode muligheder for at komme hurtigt i job skal kunne vælge, om de vil have jobsøgningsstøtte fra a-kassen eller fra jobcentret i de første 6 måneder.

Ledige, der vurderes at have sværere ved at finde job, skal tilknyttes jobcentret.

Alle ledige tilknyttes jobcentret efter mere end 6 måneders ledighed.

Ret og pligt til aktive virksomshedsrettede tilbud for ledige over 30 år bør fremrykkes fra ni måneders ledighed til 6 måneders ledighed.

Ledige under 30 år bør have ret og pligt til aktive tilbud allerede efter 3 måneders ledighed.

Ledige under 30 år skal tilknyttes jobcentrets jobsøgningsforløb.

I de sidste 6 måneder af dagpengeperioden får alle ledige ret til en personlig jobformidler.

Den maksimale varighed af et jobrotationsvikariat sættes ned fra 12 til 6 måneder.

Etablering af joblog for alle ledige på tværs af a-kasser og jobcentre til dokumentation af jobsøgningsaktivitet.

Rådighedsvurderingen skal fortsat ligge hos a-kasserne. Men jobcentrene skal have bedre indblik i a-kassernes afgørelser og mulighed for at klage over dem.

Uddannelse
Retten til 6 ugers selvvalgt uddannelse for alle ledige afskaffes.

Ret til jobrettet uddannelse og kurser af op til 3 måneders varighed efter 6 måneders ledighed, hvis der er skriftlig tilkendegivelse om job i en virksomhed, hvis den ledige får pågældende uddannelse.

Ret til 6 ugers uddannelse og kurser efter 6 måneders ledighed. Valg af uddannelse træffes i samarbejde med jobcentret. Uddannelse kan først påbegyndes, når den ledige har været i virksomhedspraktik eller lignende aktivt tilbud.

Ufaglærte ledige over 30 år får fra første ledighedsdag ret til at deltage i en erhvervsuddannelse på reduceret dagpengesats. Det kræver dog, at den ledige kan få merit for praktikken, og at uddannelsen kan gennemføres i løbet af dagpengeperioden.

Den ledige skal have mulighed for at tage et lån, så den enkelte kan få fuld dagpengesats under uddannelsen, men betale lånet tilbage bagefter.

Ret til læse-, skrive- og regnekurser samt ordblindekurser for ledige, der mangler basale færdigheder.

Voksenlærlingeordningen afskaffes for beskæftigede med en kompetencegivende uddannelse, men kan uændret benyttes af alle ufaglærte.

Alle ledige skal efter 6 måneders ledighed have mulighed for at benytte sig af voksenlærlingeordningen.

Incitamentet til at ansætte voksenlærlinge, der kommer fra ledighed, skal styrkes ved enten at forlænge eller forøge tilskuddet til arbejdsgiveren.

Færre proceskrav
Afskaffelse af proceskrav til jobcentre og a-kasse om indkaldelse til samtaler.

Afskaffelse af reglerne om gentagen aktivering.

Afskaffelse af det særlige beskæftigelsestilskud til fordel for kompensation via det generelle bloktilskud.

Nye regionale arbejdsmarkedsråd
De nuværende 94 lokale beskæftigelsesråd (LBR) og 4 regionale beskæftigelsesråd (RBR) nedlægges.

Der etableres 8-12 nye tværgående arbejdsmarkedsråd, der dækker regionale arbejdskraftsoplande.

De nye arbejdsmarkedsråd skal bestå af arbejdsmarkedets parter, kommuner, handicaporganisationer, Vækstforum og uddannelsesinstitutioner.

Styrket virksomhedskontakt
Alle jobcentre skal have en strategi for en opsøgende og systematisk virksomhedskontakt.

Jobcentrene skal tilbyde virksomhederne hjælp til at rekruttere arbejdskraft eksempelvis via jobopslag på jobnet.dk.

Kommunerne forpligtes til at drøfte muligheden for samarbejde på tværs af kommunegrænser om virksomhedskontakten.

Virksomheder med større rekrutteringsopgaver skal kunne kontakte en hotline og anmode om håndholdt jobformidling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00