Men ud over at lære af de gode eksempler, så er tiden også inde til at forklare befolkningen, at fordi en service én gang politisk er blevet vedtaget, så betyder det ikke, at det er en evig gyldig ret. Det er ikke mindst en opgave i kommunerne, som er ude i frontlinjen, når det drejer sig om den borgernære service.

Jacob Jensen (V)
MF og kommunalordfører

Af Jacob Jensen
Medlem af Folketinget og kommunalordfører for Venstre

Nulvækst. Udgiftsstop. Nedskæringer. Kært barn har mange navne – og navnet gives utvivlsomt, alt efter hvilken platform man anskuer situationen fra. Det er en bunden opgave at sikre en stærk og troværdig økonomi. Det er en opgave, som langt de fleste i Folketinget, regioner og kommuner har taget på sig. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan denne opgave løses mest hensigtsmæssigt.

Udfordringen er den enkle, at der ikke er midler til at fortsætte udgiftsvæksten i den offentlige sektor, som det er set i de tidligere årtier. Det pludseligt at skulle nøjes med det samme som sidste år, kan naturligt nok opfattes som en nedskæring – i særlig grad, når der er en stadig stigende forventning og efterspørgsel i befolkningen efter diverse serviceydelser.

Kommunerne prioriterer forskelligt
Nu er god offentlig service jo ikke lig med størrelsen på de anvendte ressourcer til den specifikke opgave. Det er i lige så høj grad måden, som ressourcerne bliver anvendt på. Vi kan se meget store forskelle kommunerne imellem i forhold til, hvor meget der anvendes på de forskellige kerneområder. Noget kan naturligvis tilskrives reelle forskelle for eksempel sociale faktorer eller geografi, men langt fra det hele.

Når Københavns Kommune bruger dobbelt så meget på ældreservice per ældre som Kerteminde, så skyldes det ikke, at plejen er dobbelt så god. Måske snarere tværtimod. Det er derfor en vigtig opgave i den kommende tid for de lokale beslutningstagere at kigge ud over kommunegrænsen i endnu højre grad end hidtil og samtidig sænke både de lokale og politiske parader i forhold til at finde den alternative og gode løsning.

Men ud over at lære af de gode eksempler, så er tiden også inde til at forklare befolkningen, at fordi en service én gang politisk er blevet vedtaget, så betyder det ikke, at det er en evig gyldig ret. Det er ikke mindst en opgave i kommunerne, som er ude i frontlinjen, når det drejer sig om den borgernære service.

Velfærdsydelser skal op til debat
Tiden er kommet til at tage op til en grundlæggende diskussion om, hvilke ydelser der skal defineres som kernevelfærdsydelser, og hvilke borgerne selv må stå for. Er det for eksempel naturligt, at det offentlige skal tage sig af rengøring og opvask hos den ældre? I dag opfattes det måske naturligt, men hvad gjorde den ældre, før denne ydelse blev tilbudt? Er alle forskellige tilskud eksempelvis boligsikring, varmetilskud, børnecheck, ældrecheck, etc. en fundamental ret? Hvorfor skal man have tilskud til at få ordnet sine tænder eller få høreapparat, men ikke til sine briller?

Jeg vil understrege, at jeg ikke her argumenterer hverken for eller imod, at disse ordninger skal ændres. Jeg argumenterer blot for, at vi bliver nødt til at tage denne diskussion. Hvis vi ikke gør det og lukker øjnene, så går problemerne ikke væk. Det vil i stedet underminere vores mulighed for at have midler til det, som vi anser for virkelig nødvendigt – samtidig med at omkostningsniveauet for at investere i arbejdspladser i Danmark bliver stadig for højt i konkurrence med udlandet.

Samfundet udvikler sig både teknologisk og i forhold til det globale marked, hvor job og mennesker er mere mobile. Det skal fremtidens velfærdsmodel og herunder de beslutninger, som tages i kommunerne, også tage bestik af, når vi planlægger vores økonomi, og herunder de ydelser, som finansieres over skattebilletten. Vi skal foretage den svære prioritering. Alt andet er uansvarligt!