Debat

Økonomi styrer udviklingen af specialområdet

DEBAT: Økonomien er blevet en væsentlig drivkraft, hvorfor bekymringen for, at borgere med særlige behov tilbydes billigere og mere almindelige tilbud, kan være berettiget, skriver Søren Liner Christensen, socialdirektør i Herning Kommune.
Foto: Colourbox
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det afgørende i vurderingen, af om der samlet set er tale om en positiv udvikling efter strukturreformen, er, om vi har fundet den sunde balance mellem de hovedsageligt modsatrettede hensyn.

Søren Liner Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune
Fakta

Fra 21. marts og en måned frem handler femte udgave af Socialdebatten om fremtidens specialiserede socialområde.

Mød Socialdebbattens debatpanel 

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Emnet for den første udgave af Socialdebatten, der startede i november måned, var anbringelser af udsatte børn. Det er nu femte gang, Socialdebatten kører.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.


 

Af Søren Liner Christensen
Direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune

Udvalget om evaluering af kommunalreformen peger på, at kommunerne i stigende omfang fravælger at købe specialiserede tilbud uden for egen kommune.

Det positive i denne udvikling er, at opgaverne i højere grad løses i nærmiljøet i et tættere samspil med de mere almindelige tilbud – helt efter intentionerne i strukturreformen.

Det knap så positive i denne udvikling er, at det kan føre til udvanding af de faglige miljøer og afspecialisering særligt inden for det højt specialiserede socialområde.

Det afgørende i vurderingen af, om der samlet set er tale om en positiv udvikling efter strukturreformen er, om vi har fundet den sunde balance mellem de hovedsageligt modsatrettede hensyn.

Økonomi er en væsentlig drivkraft
Hvad har så været styrende for denne udvikling – har kommunerne styret efter intentionerne i strukturreformen eller har kommunerne økonomien som drivkraft? Svaret er vel et både/og.

Der er dog ikke nogen som helst tvivl om, at finanskrise og sanktionslovgivning mv. har ført til en skærpet fokus på den økonomiske styring af udviklingen. Økonomien er således blevet en stadig mere væsentlig drivkraft.

Der kan derfor godt være en berettiget bekymring for, at borgere med behov for et højt specialiseret tilbud ikke længere tilbydes dette, men i stedet for tilbydes mere almindelige tilbud. Eller med andre ord shoppes der nedad på tilbudsstigen. I stedet for et dyrt højtspecialiseret tilbud udenfor kommunegrænsen tilbydes et billigere, mere almindeligt tilbud indenfor kommunegrænsen.

Enstrenget ansvar er afgørende
Der kan med rette stilles det spørgsmål, om normalbegrebet reelt er konjunkturafhængigt. Udvides normalbegrebet, når der er lavkonjunktur, fordi der ikke er råd til andet? Indsnævres normalbegrebet under højkonjunktur, alene fordi vi har råd til det?

I den økonomiske styring af det specialiserede socialområde bliver der arbejdet med både pris, mængde og varighed. Hvor mange og hvem kan gøre krav på et tilbud, i hvor lang tid og til hvilken pris?

Der er via rammeaftalesystemet synlig fokus på prisen via takstreduktioner. Arbejdet med mængde og varighed via særligt visitation og revisitation er der knap så synlig fokus på. Disse styringsparametre er da også noget fraværende i rammeaftalesystemet.

Hvis der, som anbefalet af evalueringsudvalget, etableres en national koordineringsstruktur til små og/eller særligt komplekse målgrupper, skal der således tages højde for de faktorer, der påvirker den økonomiske styrbarhed.

Det er afgørende at fastholde det enstrengede myndigheds- og finansieringsansvar.

Skulle der sidde en læser med en opfattelse af, at dette debatindlæg er noget økonomifarvet, så er det en fuldstændig korrekt opfattelse. Det er en røst fra virkeligheden, hvor økonomi og styrbarhed fylder rigtig rigtig meget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00