Af Karin Holland
Direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune

Er de teknologiske muligheder medvirkende til at fremme og danne nye mindset, eller er det et nyt mindset, der bevirker, at teknologien i dag vinder frem i praksis? Der er vel tale om et ”både – og”!

Som borgere ser vi os i en anden rolle i dag ved mødet med professionelle end tidligere. Typisk vil en over 55 i dag have fokus på kunsten at blive ældre: Ældre uden at miste sin mulighed for selvbestemmelse.

Det nye mindset handler om fokus på de ubrugte ressourcer, der er uden for det offentlige system – hos borgerne selv, pårørende og frivillige samt i form af nye metoder og værktøjer. Det betyder, at offentlige aktører ikke skal ”levere” en ydelse, men fremme mobilisering af disse ubrugte ressourcer til gavn for borgeren og velfærdsøkonomien.

Vi søger viden om sundhed på egen hånd
Jesper Bo Jensen, Center for fremtidsforskning, udtrykker det således: ”Vi er blevet vores egen autoritet på vores sundhed”.

Ja, nogle trodser lægers og andre professionelles anbefalinger og søger i stedet viden i kontakter med ligestillede på diverse sociale medier. Håndtering af sundhed og sygdom læres også af ligestillede og ikke længere af fagprofessionelle alene.

I flere forsøg med velfærdsteknologi har der været bekymring for brugernes tilegnelse, men flere har vist, at denne bekymring er gjort til skamme. Brugerne ser muligheder for netop at kunne få et mere aktivt og selvstændigt liv og kan derfor se potentialet i den nye teknologi. Skepsis kommer ofte mest til udtryk hos de offentligt ansatte.

Frontpersonalets kontakt og viden kan være afgørende for at træffe de rette og skræddersyede valg for den enkelte. Teknologi skal give tæthed og kontakt og må ikke være fremmedgørende og skabe isolation

Karin Holland
Direktør for sundhed og socialservice i Horsens Kommune

Fra relation til relationsdannelse
Offentlige aktører fremmer velfærdsservice i skiftende relationer med andre aktører og ved at formidle relevante teknologiske værktøjer til brugere. Det stiller krav til den professionelles kompetencer – krav, som er anderledes i dag end i går og måske anderledes i morgen.

Opgaver og relationer med andre aktører og med borgerne er skiftende og i forandring. Udfordringen er, at medarbejdere formår at finde tryghed i kompetencer, som betyder, man kan gøre det, man beder om i morgen.

De nye opgaver kan være at formidle nye kommunikationsværktøjer, der understøtter kommunikation mellem brugere og professionelle. Helt centralt står springet fra at være ”relationen” til borgeren, til at understøtte relationsdannelse bruger imellem eller mellem bruger og pårørende – og her formidle eller vejlede i de rette virtuelle eller teknologiske muligheder herfor.

Ansvar uden denne styring?
De offentlige aktører kan som katalysatorer ikke på samme måde som hidtil styre processerne og handlingerne, og det udfordrer i den grad den planlægnings- og styringslogik, der anvendes.

For eksempel er en hovedregel i dag, at der er kontakt med borgeren efter aftalt plan og tidsbestilling, men ideen med de nye teknologier er, at borgere kan kontakte de professionelle, når de har behov herfor.

Nok tør vi give slip på styring, men hvad er det professionelle ansvar uden denne styring, og hvordan kan man påtage sig det faglige ansvar i denne nye virkelighed?

For mange, og de praktiserende læger i særdeleshed, er dette en af de helt store udfordringer: kan virtuel kommunikation mellem bruger og professionelle give tryghed og sikkerhed? Findes der en 100 procent sikret løsning? Og hvem har ansvar ved uforudset nedbrud af teknologi eller manglende netdækning?

Teknologi skal skabe nærhed
Både uddannelsesinstitutioner og de offentlige arbejdspladser har en forpligtelse til at sikre tilegnelse af nye kompetencer hos de offentlige aktører - særligt i forhold til de grupper af professionelle, der er i front, og har den direkte kontakt med de mange borgere.

Hele omskiftet betyder, at de ypperste kompetencer må i front til understøttelse af, at borgere kan anvises eller understøttes i brugen af rette teknologi. Frontpersonalets kontakt og viden kan være afgørende for at træffe de rette, skræddersyede valg for den enkelte. Teknologi skal give tæthed og kontakt og må ikke være fremmedgørende og skabe isolation.