Der er mange gode grunde til at skaffe mere og bedre viden om dansk kultur i alle dens afskygninger. Hvem bruger hvad i den store vifte af kulturtilbud, og hvad får de ud af det?

Hvad betyder det for det samlede kulturliv, at en væsentlig del af kulturforbruget udspiller sig i en markedsbaseret udveksling mellem ”producenter” af kulturtilbud og alle os andre ”forbrugere”?

Og på hvilke kulturområder får vi, både som individ og nation, det meste og bedste for de mange penge, som stat, kommuner, fonde med videre - og vi selv - betaler til kulturen? 

Det er blot nogle enkelte eksempler på de mange vigtige spørgsmål, som vi – herunder også dem, der står for kulturudbuddet, og dem, som bevilliger pengene – ved relativt lidt om.

Derfor må forslaget fra Dansk Erhverv, Kommunernes Landsforening og Augustinus Fonden med flere om at etablere et Kulturens Analyseinstitut hilses velkommen.

Men vi bør lette lidt mere på låget til den kulturanalytiske Pandoras æske, for den rummer også kontroversielle snublesten. Dem fik jeg et lærerigt indblik i under mit flerårige udredningsarbejde for Nordisk Ministerråd, der førte til oprettelsen i 2016 af et nordisk kundskabscenter for kulturpolitik, Kulturanalys Norden, placeret i Stockholm.

Nyttetænkningen skævvridder kultursynet
Et ofte fremført argument for at lave kulturanalyser er, at de – for at sætte det på kort form – kan påvise kulturens nytte for samfundet.

Det gælder også det oplæg, som den ovenfor omtalte gruppe bag forslaget om et Kulturens Analyseinstitut offentliggjorde 16. august i år. Det er med mange eksempler et af papirets gennemgående hovedtemaer.

Nyttetænkningen kan føre til et skævvredet kultursyn, hvis vi sådan spænder kulturen for andre formål og måler dens værdi som trækdyr. For et vildtvoksende kulturliv er vel et mål i sig selv og har et helt eget værd, uanset om effekten på livskvalitet, marked og økonomi og så videre er positiv, neutral eller negativ.

Christian S. Nissen
Fhv. generaldirektør, DR

En enkelt sætning kan tjene som illustration. Der er, siges det i papiret, et ”(…) behov for – gennem analyser – bedre at kunne forstå og dokumentere de helt basale sammenhænge, hvor kulturen spiller en rolle i forhold til økonomi, lykke, livskvalitet, marked, arbejdsmarked og værdiskabelse bredt i samfundet”.

I og for sig en meget forståelig tankegang. Men der er et par diskutable hager ved denne jordnære rationalisme?

Nyttetænkningen kan føre til et skævvredet kultursyn, hvis vi sådan spænder kulturen for andre formål og måler dens værdi som trækdyr. For et vildtvoksende kulturliv er vel et mål i sig selv og har et helt eget værd, uanset om effekten på livskvalitet, marked og økonomi og så videre er positiv, neutral eller negativ.

Intern konkurrence om bevillinger
I forlængelse af nyttetænkningen ligger også (bag)tanken om, at flere og bedre analyser af kulturens nyttige samfundseffekter vil fremme kultursektorens interesser i konkurrencen om politikernes gunst og de statslige og kommunale bevillinger, som flyder deraf.

Mange kulturanalyser bliver gennemført med det sigte at påvise, at flere penge til det ene eller andet kulturområde kan betragtes som en klog investering, der på sigt vil forrente sig.

Afkastet kan for eksempel vise sig i form af flere turistbesøg, øget omsætning i hotelbranchen - og andre afledte erhverv - eller tilflytning til kommunen af efterspurgt arbejdskraft og så videre.

Listen kan med en vis opfindsomhed og forhåndenværende statistik gøres lang. Nogle gange er beregningerne sikkert nogenlunde retvisende, og en gang imellem gør det indtryk på bevillingsgiverne. 

Men i sådanne sammenhænge er det langt fra, at alle kunst- og kulturområder står lige stærkt. Derfor kan en nyttestyret analyseaktivitet på de mest markedsforbundne kulturområder let føre til en skævvridning af både kulturforskningen og kulturstøttens fordeling.

Skal museer og teatre med høje besøgstal og mange billetindtægter have en større andel af støttekagen end for eksempel eksperimenterende kunst og kommunale musikskoler, hvis rolle, effekt og værdi er sværere at fange ind i nytteregnskabets regneark?

Og hvad med den kunst, som forkastes i sin samtid og først anerkendes mange år senere? Hvis analyser og forskning på kulturområdet skal give os ny viden, bør det også omfatte grundforskning, hvis umiddelbare anvendelighed og nytte aldrig er givet på forhånd.

Videnskabelig rygrad og basisfinansiering
Oprettelsen af et Kulturens Analyseinstitut vil om ikke skulle starte fra scratch - så dog fra et svagt udgangspunkt. Vi har dygtige forskere på kulturfeltet i Danmark.

Men der har ikke været kræfter, penge og vilje til, som i Norge, Sverige og Finland, at etablere og udvikle større, rimeligt velfinansierede forskningsmiljøer.

Danske kulturforskere har i al for høj grad været nødt til i spredt fægtning at arbejde fra hånden til munden med rekvirerede og udefra betalte ad hoc opgaver.

Og det udgør et reelt problem, hvis man, som initiativtagerne så åbent lægger op til, vil anvende analyserne til på en troværdig måde at gøre indtryk på beslutningstagere og bevillingsgivere inden for kulturpolitikken.

Netop i den sammenhæng er det en alvorlig svaghed, at det – som det helt rigtigt og meget ærligt siges i oplægget – er ”(…) vanskeligt at dokumentere kausaliteten og de konkrete kvalitative og kvantitative effekter”.

Vil kultursektorens interessevaretagere, herunder nogle af initiativtagerne bag forslaget, i praksis kunne leve med, at instituttet bliver så uafhængigt af særinteresser, at de ingen reel indflydelse har på dets aktiviteter?

Christian S. Nissen
Fhv. generaldirektør, DR

Dette og andre metodeproblemer er nok hovedgrunden til, at beslutningstagere langt fra altid lader sig overbevise af rekvirerede undersøgelser iværksat og betalt af kultursektorens interessevaretagere og lobbyister.

Derfor bør en seriøs analysevirksomhed baseres på, og tilknyttes, løbende, langsigtet forskning og metodeudvikling i et institutionelt miljø med videnskabelig rygrad og en nødvendig basisfinansiering.

Kun derved vil det blive muligt også at gennemføre og publicere resultaterne af analyser på de mange kulturområder, hvor positive effekter på andre samfundsformål ikke kan påvises - og heller ikke inden for en overskuelig tidshorisont seriøst kan forventes.

Armslængde og uafhængighed
Det er ikke let at finde en organisatorisk løsning for et kommende Kulturens Analyseinstitut, som imødekommer de til dels modstridende hensyn, der her gør sig gældende.

Bag selvfølgelige principper om armslængde og uafhængighed skjuler der sig helt reelle dilemmaer. Hvor lang kan armslængden til stat og kommuner være uden, at det går ud bevillingsgivernes accept af de gennemførte analyser?

Vil kultursektorens interessevaretagere, herunder nogle af initiativtagerne bag forslaget, i praksis kunne leve med, at instituttet bliver så uafhængigt af særinteresser, at de ingen reel indflydelse har på dets aktiviteter?

For eksempel hvis instituttet i en række udefra betalte bestillingsopgaver skuffer rekvirenterne med analyser, som ikke kan påvise væsentlig samfundsnytte. Vil resultatet af sådanne analyser blive offentliggjort og indgå i vidensopbygning?

Og hvad er grunden til, at det skriftlige oplæg blandt dets anbefalede løsninger helt forbigår en tilknytning til et universitetsmiljø? Er det fordi, det vil give en for lang armslængde og gøre uafhængigheden lige lovlig stor?

Forslaget om etablering af et analyseinstitut på kulturområdet er vigtigt og er med god grund blevet budt velkomment fra stort set alle sider. Derfor fortjener det en grundig diskussion og viderebearbejdning af svære spørgsmål og kontroversielle dilemmaer.

Da den græske mytologis Pandora åbnede sin æske, vældede det frem med al landsens ulykker for menneskeheden. Kun et blev tilbage: håbet. I arbejdet med oprettelse af et analyseinstitut er der heldigvis ikke tale om ulykker, og problemerne kan håndteres.

Håbet har vi da ind til videre.