Connie Hedegaard i front for public service-udvalg

MEDIER: Kulturminister Marianne Jelved (R) har udnævnt den tidligere EU-klimakommissær Connie Hedegaard (K) til formand for det public service-udvalg, der er en del af sommerens medieforlig. 

Kulturminister Marianne Jelved (R) har udnævnt Connie Hedegaard (K) som formand for public service-udvalget. 
Kulturminister Marianne Jelved (R) har udnævnt Connie Hedegaard (K) som formand for public service-udvalget. Foto: EU-Kommissionen
Anne Justesen

Sammensætningen af det udvalg, som skal se på, hvordan et stærkt public service-tilbud sikres fremadrettet, er på plads. 

Formand for udvalget bliver tidligere EU-kommissær og klimaminister Connie Hedegaard (K).

Kulturminister Marianne Jelved (R) er glad for, at den konservative politiker har sagt ja til at lede public service-udvalgets arbejde.

"Hun er et vidende og indsigtsfuldt menneske med globalt udsyn. Hun kender medieverden indefra og har ved flere lejligheder vist, at hun formår at bringe folk sammen om at skabe en udvikling," skriver hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

Hun (Connie Hedegaard, red.) er et vidende og indsigtsfuldt menneske med globalt udsyn. Hun kender medieverden indefra og har ved flere lejligheder vist, at hun formår at bringe folk sammen om skabe en udvikling.

Marianne Jelved (R)
Kulturminister

"Som formand for public service-udvalget skal hun sammen med udvalgets medlemmer give input til, hvordan vi skaber et stærkt public service-tilbud i en mediefremtid, hvor borgerne ikke samles foran tv-skærmen, men foran hver sin skærm." 

Hedegaard: Hvad er public service?
Udvalget er en del af medieforliget for perioden 2015-2018, som alle Folketingets partier indgik i juni. Udvalget får til opgave "at udarbejde et grundlag for overvejelser om public service-mediernes rolle i medievirkeligheden de kommende år," lyder det i kommissoriet for udvalget. 

Connie Hedegaard siger om sin nye formandspost: 

"Ofte bruger vi public service-begrebet, som om vi er enige om, hvad det betyder. Men ER vi det? Hvad er, og hvad skal public service være i den moderne medievirkelighed? Hvordan kan public service bedst bidrage til den demokratiske debat og til vores fælles referenceramme? Det er helt klart lettere at stille spørgsmålene end at komme med svarene, men jeg glæder mig meget til sammen med udvalget at komme med nogle bud på, hvad public service meningsfyldt kan være og ikke mindst til at sætte forskellige bud til offentlig debat," siger hun i pressemeddelelsen. 

Connie Hedegaard har de seneste fem år været EU-klimakommissær. Hun har desuden i en årrække arbejdet som journalist på DR og hos Berlingske.

Forskere og mediefolk med i udvalget
Udover formanden består udvalget af forskere, mediefolk og folk med teknologisk indsigt, som skal sætte fokus på de udfordringer og muligheder, som de danske public service-tilbud får i de kommende år.

Udvalget starter sit arbejde primo 2015, og arbejdet skal være afsluttet 1. januar 2017. Undervejs skal udvalget afholde dialogmøder med interessenter, politikere m.fl. om de temaer, som udvalget afdækker.

De øvrige udvalgsmedlemmer af udvalget er: 

  • Henrik Søndergaard. Ph.d. og lektor i medievidenskab ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

  • Christian Nissen. Cand.phil. i samfundsfag og cand.scient.pol, uafhængig rådgiver, forfatter, foredragsholder m.m., adjungeret professor ved CBS, tidligere generaldirektør for DR.

  • Rasmus Kleis Nielsen. Ph.d. i kommunikation fra Columbia University, Research Fellow ved Reuters Institute for the Study of Journalism ved University of Oxford.

  • Mette Davidsen-Nielsen. Journalist, administrerende direktør for Dagbladet Information.

  • Carsten Andreasen. Cand.scient.soc., Nordic Research Manager hos Google siden 2013.

  • Christiane Vejlø. Cand.mag. i medievidenskab, direktør for medie- og konsulentvirksomheden Elektronista.

  • Rune Bech. Journalist og iværksætter. Driver virksomheden BechMedia. Medstifter af Netdoktor.dk

  • Lasse Jensen. Journalist, stifter og indehaver af Jensen & Kompagni ApS.

  • Ole Mølgaard. Selvstændig medierådgiver og bestyrelsesmedlem, Sveriges Radio.

  • Keld Reinicke. Cand.phil. i film, tv og kommunikation. Selvstændig rådgiver inden for udvikling af tv-programmer og digitalt indhold. 

Læs 'Kommissorium for udvalg om public service i fremtidens medieverden' her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00