Kulturel iværksætter: Globale konflikter risikerer at knægte den kunstneriske ytringsfrihed

Teatret endte i sidste uge på borgerrepræsentationens dagsorden, hvor kulturborgmesteren skulle forsvare, at Københavns Kommune havde støttet forestillingen (med 30.000 kroner). Dansk Folkeparti havde bedt kulturborgmesteren om en garanti for, at kulturarrangementer, som kommunen støtter, ikke kan "opfattes" ensidigt.

På Venedig Biennalen har kunstnerne bag den israelske pavillon netop meldt ud, at de nægter at åbne pavillonen for offentligheden, før der er kommet våbenhvile, og en aftale om gidslernes udlevering er kommet på plads. Det sker, efter at der har været stærk kritik af deres tilstedeværelse.

Alt handler om kontekst, og for israelske kunstnere med internationale ambitioner er deres allerstærkeste træk lige nu at vise, at de også ønsker våbenhvile. Det står klart, at kulturinstitutionerne bliver kampplads for geopolitiske konflikter – både globalt og lokalt.

Kriser må ikke overskygge den kunstneriske ytringsfrihed

Men er det ikke netop kulturinstitutionernes rolle at sikre det kunstneriske frirum til refleksion og svære dilemmaer? Sikre det rum, hvor mennesker kan forstå sig selv, andre mennesker og den hyper komplekse verden, vi er en del af, gennem kunsten? Skal vi virkelig acceptere, at verdenspolitiske kriser overskygger den kunstneriske ytringsfrihed på de enkelte kulturinstitutioner?

Kulturevents bliver i stigende grad politiserede, alene fordi de benytter sig af ytringsfriheden.

Karen Toftegaard
Iværksætter, forfatter og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Ser man på, hvordan geopolitiske kriser i nyere tid har påvirket kunsten, kunstnerne og kulturinstitutionernes positioner, så var 11. september 2001 en skelsættende dag. Alle husker, hvor de var, da nyheden kom frem. Mange vestlige medier præsenterede det som et angreb på ikke bare USA, men på hele den vestlige kultur.

Det gjorde derfor stort indtryk på mig, da jeg i januar 2024 hørte en egyptisk festivalleder sige fra en scene i teatret PAC NYC, som for nyligt åbnede ved Ground Zero, at der efter den 11. september begyndte en stigmatisering af arabiske kunstnere over hele verden.

Det, at han fik stemme til at sige det, lige netop dér, er så essentielt for, at vi kan være i en respektfuld dialog – uden at udskamme dem, der har andre holdninger end os selv. Russiske kunstnere og sportsudøvere har oplevet boykot siden Ruslands angreb på Ukraine, og nu er turen kommet til israelske og palæstinensiske kunstnere.

De geopolitiske forhold rykker direkte ind i gallerierne og på scenerne, og det påvirker både arrangører og publikum.

Kulturinstitutioner skal pludselig håndtere, at verdenspolitiske kriser får indflydelse på deres lokale miljøer. De skal nu kunne balancere mellem ytringsfrihed og strategier til at håndtere aktivisme, der truer med at ødelægge oplevelser, som organisationer har investeret både mange penge og ressourcer i.

Kulturforbrugeren, som loyalt og nysgerrigt har indløst billet, bliver pludselig også kastebold i den ligning.

Politiserede kulturevents

Det er ikke ukompliceret det her. Der er flere aspekter, kulturlivet skal forholde sig til. Der er det rent sikkerhedsmæssige aspekt, hvor alle er enige om, at det er politiet, der foretager en trusselsvurdering i en konkret situation. For eksempel er politiet de senere år blevet særligt opmærksomme på terrortrusler mod Copenhagen Pride, fordi de sætter LGBT+-rettigheder på dagsordenen.

Så er der det globale skifte, som betyder en generel forandring for at skabe sikkerhed ved at skabe trygge eventrum. Roskilde Festival forandrede for altid deres sikkerhedspraksis efter tragedien i 2000, der resulterede i ni unge menneskers død. Nu er Roskilde Festival front runner på eventsikkerhed – og afholder sikkerhedskurser.

Det er godt set, fordi kulturinstitutioner i stigende grad er nødt til at opgradere sikkerhed og beredskabsplaner. Sikkerhed handler om at skabe et trygt rum for alle deltagere, og her er redskabet i højere grad dialog og håndtering af forskellige typer adfærd hos deltagere fremfor benlås.

Kulturinstitutioner skal pludselig håndtere, at verdenspolitiske kriser får indflydelse på deres lokale miljøer.

Karen Toftegaard
Iværksætter, forfatter og cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling

Brug for nye kompetencer

Kulturevents bliver i stigende grad politiserede, alene fordi de benytter sig af ytringsfriheden, og giver plads til andre og nye holdninger og perspektiver.

Jeg har den seneste tid spurgt mine kulturkolleger om, hvilke værdier de oplever ved at arbejde internationalt.

Nogle svarer, at gevinsterne ligger i national branding, eksport og derigennem udvidelse af publikum. Andre ser et kunstnerisk udviklingspotentiale i mødet med andre kulturer og et vigtigt kulturdiplomati, hvor man gennem kunsten skaber et trygt og poetisk frirum til at udforske hinandens tankesæt, ståsted og værdier.

Jeg mener, at svarene viser, hvor stor værdi, kunst og kultur er i stand til at skabe.

Nu har vi imidlertid en række situationer, hvor politikere, støttegivere og folkestemning går ind og kritiserer eller decideret regulerer kulturinstitutionernes måde at håndtere geopolitiske kriser i lokal sammenhæng. Det er en tanke værd, at det er i kunsten, at værdidiskussionerne viser sig tydeligst.

Og det er en stor diskussion værd, at vi netop i og gennem kunsten giver stemme til menneskehedens mørkeste sider. Selvom eller netop fordi verden brænder skal vi værne om det poetiske frirum.

Vi har ikke råd til, hverken kunstnerisk eller menneskeligt, at kulturlivet skal bøje sig for politiske strømninger, hverken fra den ene eller den anden side, og tvinges til at aflyse alt det, der risikerer at blive ubehageligt.

Der er brug for at finde en vej igennem dette. Men det kræver, at politikere, støttegivere og kulturinstitutioner hjælper hinanden med den opgradering af kompetencer og ressourcer til at skabe sikkerhed og trygge rum for kunsten, kunstnerne og kulturforbrugerne i denne nye virkelighed.