DF: Islam truer den kunstneriske frihed

Af Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører 

Træder vi ikke håndfast frem, vil den kunstneriske frihed blive indskrænket. Det er allerede så småt på vej på grund af selvcensuren hos bange kunstnere. 

Alex Ahrendtsen (DF)
Kulturordfører

I Syrien går skæggede barbarer rundt med boremaskiner og ødelægger årtusindgamle statuer i oldtidsbyen Palmyra. De bruger bulldozere og sprængstoffer til at ødelægge gamle templer. Alt sammen for at efterkomme islams billedforbud.

Det er ikke første gang i verdenshistorien, det sker. Andre kulturer og religioner har gjort det tidligere. Men for øjeblikket er det næsten kun rettroende muslimer, der gør det. Hvad kan vi gøre for, at noget sådant ikke sker i Danmark?

Demokrati er ikke nok
Min kollega Marianne Jelved (R) skriver i et debatindlæg på Altinget, at demokratiets udbredelse kan sikre kunstnerisk frihed. Det er uomtvisteligt, at folkestyret har en god indvirkning på folks omgang med kulturarv. Det er bare ikke nok. I fredelige og oplyste Danmark bor der muslimer, som er født i Danmark, har gået i folkeskole her, og som er vokset op med danske demokratiske traditioner. Alligevel vælger de at true kunstnere til tavshed, hvis de føler islams eller profetens såkaldte ære gået for nær. Demokratiets udbredelse er altså ikke nok til at sikre den kunstneriske frihed.

Det skyldes, at folkestyre, ytringsfrihed og kunstnerisk frihed for rettroende muslimer ofte er forbudt. Det opfattes som en synd, og derfor skal disse friheder undgås eller ligefrem bekæmpes. Holdningerne trives især i moske-miljøerne, hvor de snedige imamer og selvbestaltede religiøse vejledere fordrejer hovedet på vrede unge mænd, og de har i mange år haft frit spil, fordi Socialdemokraterne, venstrefløjen, Det Radikale Venstre og visse dele af en politisk korrekt borgerlighed har haft berøringsangst over for disse miljøer.

Handling bag ord
Havde man haft mandsmod tidligere og sammen med Dansk Folkeparti og andre utvetydigt taget afstand og ladet ord følge handling, for eksempel med udvisning og lukning af moskeer og forbud af organisationer som Hizb-ut-Tahrir, ville mange ting have set anderledes ud.

Mange kunstnere og intellektuelle har dukket sig (og gør det for så vidt stadig), fordi man var bange for at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti. For mig som forlægger og forfatter var det sørgeligt at se, hvordan venstresnoede og kulturradikale kunstnere angreb Dansk Folkeparti, som var det eneste parti, der kæmpede for, at muslimske fanatikere ikke skulle tvinge dem til tavshed.

Derfor er det ikke nok at skrive pæne ord om kunstnerisk frihed i Altingets klummer. Der skal handling bag ord. Det første, vi kunne gøre, var at få lukket de moskeer, hvor mørkets galde flyder, og få udvist de mennesker, der ikke vil være en del af demokratiet. Et folkestyre skal forsvare sig. Kan man ikke lide at leve i et land med frihed og folkestyre, så må man flytte hen, hvor det ikke findes. Træder vi ikke håndfast frem, vil den kunstneriske frihed blive indskrænket. Det er allerede så småt på vej på grund af selvcensuren hos bange kunstnere. Det er tid til handling.