Forfatter: Hvor blev alle "Je suis Charlie'erne" af?

Af Helle Merete Brix
Journalist, forfatter og grundlægger af Lars Vilks Komiteen 

Vi har ikke brug for frygt, for kunstnere og intellektuelle er bange nok i forvejen. Vi har brug for mere frygtløshed. Vi har kort sagt brug for Charlie's genkomst.

Helle Merete Brix
Forfatter, journalist og grundlægger af Lars Vilks Komiteen

Hvad blev der af forsvaret for ytringsfriheden?

Det spørgsmål begyndte med rette at dukke op i medierne noget tid efter den gigantiske march gennem Paris' gader tidligere i år. Her viste fire millioner mennesker, fra statsoverhoveder til almindelige borgere deres massive støtte til satiremagasinet Charlie Hebdo efter massakren 7. januar i år.

Men pludselig var alle ”je suis Charlie'erne” væk. Kunstnere og intellektuelle, der tidligere havde annonceret, at ytringsfriheden var den vigtigste frihedsrettighed overhovedet, var nu påfaldende tavse om emnet.

Folk, der tidligere højt og klart havde udtalt, at man ikke kunne gå på kompromis, listede lige så stille ud af debatten.

Skræmt som kaniner 
Forklaringerne har været forskellige. En af dem, jeg har rystet mest på hovedet af, er påstanden om, at Muhammedtegningerne efter terrorangrebene i Paris og København nu er kapret af en ”konfrontationsideologi”, og at man derfor ikke længere vil tegne dem. Men det er jo bare er en mere floromvunden måde at sige på, at man er skræmt som en kanin.

Charlie Hebdo selv har annonceret, at det er slut med at tegne Muhammedtegninger. Den beslutning er forståelig. Ingen kan forlange, at man skal fortsætte med tegninger af det, der fik så mange af ens kammerater dræbt. Men det er samtidig en trist beslutning. ”Man har ret til at blive pensionist i denne branche”, var den svenske tegner Lars Vilks´ kommentar til Charlie Hebdos beslutning, da jeg talte med ham for nylig. Det var Vilks, der var målet for terrorangrebet i Krudttønden, og Vilks siger selv – med et smil – at han ”hører til dem, der fortsætter til den bitre ende”.

Det er glædeligt. Man kan naturligvis ikke forlange, at alle skal have denne indstilling. For hvem vil ende som Vilks? Have Al Qaeda eller Islamisk Stat på nakken? Blive flyttet fra safe house til safe house, hvor persiennerne altid er trukket for, og man har udgang en gang om dagen?

Hvad bliver det næste?
Men samtidig: Ytringsfriheden, retten til at skrive, tegne og mene, hvad man vil, er måske den vigtigste frihedsrettighed af dem alle. Hvis ingen vil bruge den til at udfordre islams dogme, hvad bliver så det næste, vi ikke må tegne eller sige eller afholde møder om?

Endvidere: Vi er ikke alle højrisikomål, og det er nok lidt overdrevent at forestille sig, at der ligger en terrorist på lur bag hver en busk. Men frygt smitter.

Men vi har ikke brug for frygt, for kunstnere og intellektuelle er bange nok i forvejen. Vi har brug for mere frygtløshed. Vi har kort sagt brug for Charlie's genkomst.