Gadeidrætten skal med ind i varmen

Af William Frederiksen, Royal Copenhagen Skate, Morten Hansen, StreetDome, Mikkel Rugaard, Parkour DK og Simon Prahm, GAM3
Arbejdsgruppen for en national platform for gadeidræt 

I 2014 skal loven for uddeling af tipsmidlerne revideres, og spørger man udøverne af gadeidræt, er det dermed tid til at gøre op med det traditionelle, foreningsbaserede paradigme, som gennemsyrer fordelingen af midlerne i dag.

Der er ingen tvivl om, at Danmark er et foreningsland, og at vi gennem tiden har yndet at organisere os i alt lige fra antenneforeninger til idrætsforeninger.

Men billedet er i dag knapt så tidssvarende, da det kniber med repræsentativiteten.

Mange foreninger har mistet deres tag i bunden af samfundet, og i en tid, hvor antallet af fattige børn er i voldsom vækst, er det et problem, at både de økonomiske og talentmæssige forudsætninger for at indgå i idrætsforeningerne mange steder er uoverkommelige for de ressourcesvage familier.

Foreningerne har ikke længere den samme folkelighed
Det ses blandt andet ved, at andelen af idrætsaktive danskere, som dyrker foreningsidræt, siden 2004 er faldet fra 67 til 41 procent.

Det er derfor på høje tid, at politikerne overvejer, om foreningsidrætten fortsat er den eneste, som vores velfærdssamfund skal støtte via tipsmidlerne.

Der er ingen tvivl om, at idrættens nuværende hovedorganisationer gør og gennem årene har gjort meget godt for idrætten i Danmark.

Danmarks Idrætsforbund har med sine 117 år på bagen været med til at opstarte en tradition for at mødes omkring den fysiske udfoldelse, dengang det handlede om skøjteløb på Københavns søer og fodbold på Fælleden.

Men med de seneste 15 år, hvor antallet af fysisk inaktive unge er steget markant, er det – i sportens ånd – blevet tid til at give plads til, at nye talenter kan komme på banen.

Gadeidrætten i rivende udvikling
Gadeidrætten har i den samme årrække været i rivende udvikling, og især i København og omegn har gadeidrætsfaciliteter fået et kæmpe boost gennem de senere år.

Det er et produkt af en stor indsats fra miljøets egne aktører, der igennem mange år har taget ansvar og udviklet løsninger og etableret faciliteter i samarbejde med de lokale kommuner. Men store dele af landet halter bagud.

De selvorganiserede miljøer og praksisfællesskaber omkring skateboarding, gadefodbold, rulleskøjter, løbehjul, parkour, street basket osv. fungerer på helt andre præmisser og skal grundlæggende gødes helt anderledes end den etablerede del af idrætsverdenen.

I gadeidrætten er de vigtigste nøgler til succes faktorer som autenticitet, faciliteter af høj kvalitet samt en brugerfacilitering, der understøtter det selvorganiserede.

Men midlerne til at fastholde, udbrede og udvikle gadeidrætten til hele landet mangler.

En national platform for gadeidrætten
Derfor har en bred skare af gadeidrættens aktører taget initiativ til at etablere en national platform for gadeidræt med det formål at fremme udviklingen og udbredelsen af gadeidrætten i Danmark.

Bag platformen står mere end 20 organisationer fra hele landet, som brænder for legen på gaden, men som lige nu er overladt til sig selv.

Forud for revideringen af tipsloven har Folketinget igangsat en udredning om idrættens struktur og økonomi, som skal danne baggrund for en ny lov om fordeling af spillemidlerne.

Kulturministeriet er i fuld gang med arbejdet, men allerede nu kan man roligt nedjustere sine forventninger.

De foreløbige meldinger fra teamet af konsulenter bringer nemlig ikke noget nyt til torvs, da man har valgt at basere størstedelen af udredningen på analyser af idrættens eksisterende organisationer.

Ganske paradoksalt kommer det nye dermed ikke i spil, fordi det ikke allerede er med.

Mere bevægelse for velfærdskronerne
Derfor dette opråb:

Skal vi vedblive, hvad vi er, eller tør vi som samfund udfordre billedet af Danmark som foreningsland?

Og hvor får vi mest bevægelse for velfærdskronerne? I en tid med knaphed, hvor alle andre hjørner af velfærdsstaten bliver vendt og drejet, hvorfor så ikke også anlægge et kritisk blik på effekten af vores idrætsstøtte?

Spørgsmålet er måske nærmere, om vi tør lade være? Ultimativt er det nationens sundhed og sammenhængskraft, som er på spil.

Nogle vil mene, at netop sammenhængskraften vil lide, hvis vi åbner op for alternative organiseringsformer. Men da skreddet allerede er sket, handler det om at udnytte de kreative potentialer, gadeidrætten rummer og på den måde skabe et nyt, åbent og tilgængeligt fællesskab.

Tipsmidlerne bør derfor fordeles på en måde, som afspejler befolkningens idrætsudøvelse.

Gadeidrætten står uden for i kulden
I dag modtager den organiserede idræts hovedorganisationer over 600 millioner kroner årligt, mens gadeidrætten står uden for i kulden med et budget på 0 kroner.

Ved efterårets store idrætskonference i Vejen blev ledende kræfter i DIF og DGI alligevel hurtigt enige om, at det ville være ”fuldstændig hul i hovedet” at give penge til et selvstændigt initiativ for gadeidræt.

Fokus for konferencen var idrættens største udfordringer, og løsningen blev – desværre ikke overraskende – mere af det samme. Dette til trods for, at nye undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut viser, at over halvdelen af idrætten i Danmark i dag dyrkes selvorganiseret uden for foreningsregi.

Gadeidrætten hverken kan eller skal topstyres, registreres eller puttes i kasser. Men ved at skabe en national platform kan vi understøtte og sikre, at udøveren på asfalten står fast.

Ved at udfolde gadeidrættens potentialer skabes et vækstlag til glæde og gavn for hele idrætten.

Resultatet vil være en øget mangfoldighed i idrætsdeltagelsen, som vil give idrætten den folkelighed og legitimitet tilbage, som den er godt på vej til at miste.