Hesseldahl: Vi skal fremme kunstens elite

Af Morten Hesseldahl
Teaterchef ved Det Kongelige Teater

Vi skal bevidst fremme eliten, men sikre, at resultaterne bliver formidlet til gavn for enhver.

Af mange gode grunde er vi danskere glade for demokratiet og stolte af den måde, det her til lands bliver forvaltet på. Demokratiet sikrer, at magten kan omfordeles, uden at der anvendes vold, og giver alle over 18 en stemme uanset køn, uddannelse eller social status.

Demokrati bygger på forestillingen om en menneskelig lighed, en anerkendelse af, at vi alle er lige meget værd og har ret til at blive hørt, og det er et vidunderligt ideal, som det er værd at sætte livet på spil for at bevare.

Problemet er blot, at der findes sider af tilværelsen, der ikke er demokratiske, og hvor idealet om lighed kommer til kort. Sygdom for eksempel. Det rammer i flæng og efterlader ikke sjældent en følelse af uretfærdighed. Hvorfor var det lige mig eller hende eller ham, der skulle rammes af kræft? Hvorfor er min biologiske konstitution svagere end de andres?

Se talent som en gave
Samme udfordring for vores indgroede forestilling om lighed kommer, når vi står over for talent. Talent inden for videnskab, i sportens verden eller inden for kunst. Nogle virker bare, som om de starter på et højere niveau end os andre. Det kan vi på den ene side vælge at være fortørnede over, eller vi kan – som folk er flest – vælge at modtage det som den gave, det er.

Talent udvikler verden, som når videnskaben finder stadigt nye løsninger på de problemer, vi står med, og talent opløfter og inspirerer, som når det udfolder sig inden for sport og kunst.

Alt sammen resultater fra nogle, der gør og kan mere end os andre, eller som Storm P. ville have sagt det, ”hvis alle kunne det, ville det ikke være nogen kunst”. Højst udemokratisk og samtidig stærkt nødvendigt for os alle.

Et slør af uvidenhed
Filosoffen John Rawls taler om, at vi skal designe vores samfund, som om vores beslutninger herom blev truffet på den anden side af et slør af uvidenhed (”a veil of ignorance”). Tanken er, at hvis man ikke ved, hvem der får gavn af bestemte sider af en samfundsindretning, så vil man tage hensyn til dem, der har det største behov for hjælp, fordi det kunne tænkes at være én selv.

Er der ikke noget uvidenhedens slør, men tværtimod en viden om os selv og vores position i verden, vil vi bevidst eller ubevidst træffe beslutninger, der fremmer os selv og dermed ikke tjener helheden.

Det er indlysende, at Rawls' metafor er en abstraktion, for i praksis er vi jo altid viklet ind i den verden, vi skal træffe beslutninger om, men moralsk set er der ingen tvivl om, at vores beslutninger vil blive hjulpet af, at vi altid overvejer Rawls' slør af uvidenhed.

Sats på eliten 
Med vores grunddemokratiske tilgang til verden og vores stærkt rodfæstede veneration for lighed kan der være en risiko for, at vi træffer beslutninger, der konsekvent fremmer bredden, i stedet for at træffe beslutninger, som truffet bag et uvidenhedens slør i virkeligheden ville fremme almenvellet.

Det kunne være ambitiøse satsninger på eliten, på det excellente, på de niveauer, som ikke alle er i stand til at nå, men som alle får gavn af, at nogen når.

Det er det, vi ser, når man bevidst udvikler en elitesportsstrategi eller anerkender nødvendigheden af en særlig begavet elite af forskere, eller når vi fremmer kunst, for at det kan nå det højst tænkelige niveau – som for eksempel med Det Kongelige Teater.

Det sker ikke for kunstnernes skyld, endnu mindre for institutionernes skyld, men for vores alle sammens skyld. For vi har alle brug for at opleve, at verden er større end det, vi umiddelbart ser.

Det excellente er derfor måske nok et kors for lighedstanken, men det er ikke desto mindre en gevinst for os alle. Derfor skal vi bevidst fremme eliten, men sikre, at resultaterne bliver formidlet til gavn for enhver.