Kjærsgaard: Jelved er anonym og blodfattig som kulturminister

Dansk Folkeparti og de Radikale har om noget været modpoler i kultur- og værdidebatten i de seneste årtier, og de har hver især kæmpet for at trække samfundsdebatten i hver sin retning.

Men den forhenværende Dansk Folkeparti-formand vil meget gerne både se og høre mere til den radikale kulturminister Marianne Jelved, som overtog det lille værdiministerium på Gl. Strand for et års tid siden.

"Hvor er Marianne Jelved henne? Hun har jo bare muret sig inde i Kulturministeriet og lader embedsmændene svare for sig. Jeg bliver så tosset over sådan noget. Så hellere tage konfrontationen og blive kritiseret for det i stedet for at være total anonym og blodfattig. Det, synes jeg, Marianne Jelved er," siger Pia Kjærsgaard.

Kulturen er misrøgtet
Da den radikale nestor overtog posten efter sin nu forhenværende partifælle Uffe Elbæk, blev der da også lagt op til, at værdidebatten skulle fylde meget mere. Ministeren udtalte selv, at hun ville gå Dansk Folkeparti på klingen om, hvad der er danske værdier.

Den debat er dog ikke blevet til noget, mener Pia Kjærsgaard.

"Jeg havde forventet noget mere af Marianne Jelved, for det burde jo være en hjertesag for de Radikale. Men kulturen er misrøgtet, fordi ministeriet ikke er på dupperne, og fordi ministeren gemmer sig bag embedsmændene. Der er gået for meget Carina Christensen i Marianne Jelved," siger Pia Kjærsgaard med henvisning til den forhenværende konservative kulturminister under VK-regeringen, som hun i et interview for et par år siden kritiserede for at være fraværende.

Hvor er Marianne Jelved henne? Hun har jo bare muret sig inde i Kulturministeriet og lader embedsmændene svare for sig. Jeg bliver så tosset over sådan noget. Så hellere tage konfrontationen og blive kritiseret for det i stedet for at være total anonym og blodfattig.

Pia Kjærsgaard
Værdiordfører for Dansk Folkeparti

Dengang sagde du også, at du savnede "lidt mere spark i løgsuppen" fra Carina Christensens side. Gør du også det fra Marianne Jelved?

"Ja."

"Kulturministeriet er så undervurderet"
Pia Kjærsgaard har haft sin daglige gang på Christiansborg i mere end 29 år, og kulturpolitikken har fyldt meget i de år.

Så meget, at hun for et par år siden udtalte, at hun da gerne ville være landets kulturminister.

"Nu lægger jeg slet ikke op til at skulle være minister. Men hvis jeg skulle, så ville det i hvert fald ikke være et ministerium, som jeg ville være ked af at få. Det er så undervurderet et ministerium, og det er frygteligt. Kulturministeren sidder på bagerste række i Folketingssalen, og hun er den sidste, der kommer ind, når der er statsråd. En skal jo være den sidste, men hvorfor kulturministeren? Det, synes jeg, siger meget om vores indstilling til, hvad det egentlig er for en post og et ministerium."

Kunst og kultur er vigtigt for Pia Kjærsgaard, som i dag er værdiordfører for sit parti, efter hun sidste år trådte tilbage som formand. Hun tropper ofte op til biograf- og teaterpremierer, hun deltager gerne i underholdningsprogrammer på tv, og i den seneste biografi om hendes liv - "Fordi jeg var nødt til det" - fortæller hun, at hun har en kulturklub sammen med nogle af sine venner.

"Kunst og kultur er med til at berige min hverdag, og jeg mener absolut, at det er noget, man ikke kan undvære. Man skal gøre sit for at være et kulturmenneske, og man skal følge med på det kulturelle område for at vide, hvad der sker i samfundet."

I bogen udtaler du, at kultur er oplevelser, "der giver én noget særligt følelsesmæssigt", men at det også er noget, der er med til at "udvide ens horisont". Handler det både om fornuft og følelser?

"Ja, og der skal være en balance mellem de to ting. Men det skal også altid være en fornøjelse. Man skal ikke gå ind og se en forestilling eller en udstilling, fordi man ellers vil føle sig dum. Man skal gøre det, fordi man ikke kan lade være."

Armslængdeprincippet er "en sjov ting"
Pia Kjærsgaard har da heller aldrig været bange for at delagtiggøre omverdenen i, hvad hun mener, er god og dårlig kunst.

Hendes yndlingsfilm er "Kunsten at græde i kor", og Leonard Cohens sange bliver ved med at røre hende følelsesmæssigt.

Til gengæld syntes hun "absolut ikke", at filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens succeskrimi "Kvinden i buret" var god. Hun er imod kunst, der provokerer for provokationens skyld, og hun er heller ikke den store tilhænger af elitær installationskunst.

"For at sige det lige ud har det aldrig interesseret mig. Jeg ved ikke rigtigt, hvad man skal bruge et eller andet skrammel, som ligger på gulvet, til," siger hun og understreger, at hun ikke bare "kan holde sin mund", fordi hun er politiker.

"Jeg bliver jo hele tiden konfronteret med forskellige spørgsmål, som man forventer, jeg svarer på. Hvorfor skulle det være anderledes, fordi det handler om kunst og kultur? Jeg har fået at vide, at jeg ikke skulle blande mig i det, fordi vi har et armslængdeprincip. Hold da op. Det er min pligt at blande mig, og jeg håber da også, det rykker ved noget. Det er jo det, der er hele meningen," siger Pia Kjærsgaard.

Hun betegner samtidig armslængdeprincippet som "en sjov ting".

"Man griber altid til det. Men er det ikke sådan, at kulturministeren udmærket godt ved, hvem der bliver sat i de forskellige råd og nævn? Og hvor meget armslængdeprincip er der så i virkeligheden? Der er ingen, der har været for god til det. Alle har udnyttet det."

Men er det ikke et godt princip?

"Jo, for selvfølgelig skal vi ikke sidde på Christiansborg og beslutte ned i detaljer. Men vi må bare være medbestemmende i forhold til, hvad der skal ske. Partierne kunne udpege nogle repræsentanter alt efter, hvor store partierne er. Så der bliver en mere ligelig politisk fordeling."

Kovending i forhold til støtten
Dansk Folkeparti har ikke altid været lige så kulturbegejstret, som det er i dag.

I partiets første 10 punkts-program stod der, at "kulturen skulle gøres uafhængig af staten". Det mener Pia Kjærsgaard ikke i dag.

"Det var vist meget Fremskridtsparti-agtigt. Jeg tror ikke, vi i et land som Danmark kan undvære støtten til kunsten. Det kan man i et land som USA, hvor der er så mange mennesker, som gerne vil se en hel masse."

Ifølge Danmarks Statistik brugte staten sidste år 7,6 milliarder kroner på at støtte kulturen - heriblandt musikken, scenekunsten, bibliotekerne, litteraturen og kulturarven. Pia Kjærsgaard så gerne, at det beløb blev sat op.

"Det, tror jeg, enhver minister ville sige. Men jeg kender også de kolde, økonomiske kendsgerninger. Derfor siger jeg også, at penge alene ikke gør det hele. Det er et spørgsmål om holdninger, og hvad der skal støttes. Jeg synes, der skal støttes meget mere bredt, og vi skal styrke kulturen i provinsen og de små museer. Så kan vi også begynde at tale om, at vi skal støtte de kunstnere, der gerne vil frem, og som skal have et skub. Selvom der er lavet om på kunststøtten i de seneste år, synes jeg stadigvæk, det er latterligt, at veletablerede kunstnere skal have penge til et par flasker ekstra Bourgogne om måneden. Pengene kunne gøre bedre gavn hos andre," siger hun.

Skidt-med-det-gamle-ragelse-holdning
Pia Kjærsgaard mener samtidig, at det er nødvendigt at få afsat flere penge til det, som hun betegner som "bevaringsværdige kulturklenodier". Ikke mindst Fregatten Jylland, som har set bedre dage.

"Det gør ondt i mig, når jeg hører om den. Det er en del af vores historie, og derfor er det så uendeligt vigtigt, at vi støtter den. Jeg er bange for, at det fra regeringens side handler mere om ideologi end penge. At de har en skidt-med-det-gamle-ragelse-holdning. Men vi skal støtte alt det, der er en historie i, og som fortæller noget om vores fortid, kultur, tilhørsforhold og sammenhængskraft," siger hun og understreger, at disse klenodier også skal fortælle noget om den nutid, vi lever i.

"Jeg er totalt begejstret for Den Gamle By i Aarhus. Det er nogle ildsjæle, der arbejder der, og det er virkelig et museum, der aldrig falder til ro. Nu snakker de om at lave en lejlighed fra dengang, fremmedarbejderne kom til Danmark. Med deres mærkelige gulvtæpper og krimskrams. Det er skægt, for det er også en del af vores tid nu," siger Pia Kjærsgaard.

Yahya Hassans digte "er forfærdelige"
Og netop indvandring fra ikke-vestlige lande har om noget været en af byggestenene i Dansk Folkeparts politiske DNA.

Godt hver 10. dansker er indvandrer eller efterkommer af indvandrere fra vestlige og ikke-vestlige lande, og i den seneste tid er flere og flere andengenerationsindvandrere begyndt at blande sig i debatten. Ikke mindst den 18-årige dansk-palæstinenser Yahya Hassan, hvis digtsamling "Yahya Hassan" har fået stor anmelderros og skabt en masse omtale.

Pia Kjærsgaard mener, det er godt, at han åbner op, men hun deler ikke anmelderbegejstringen.

"Jeg synes, at hans digte er forfærdelige. Det er godt, at han rører ved det og åbner for det, men lad være med at fortælle mig, at det er digte. Det er protestbrøl. Jeg forstår godt, han er så vred, for han har haft en forfærdelig opvækst. Men for mig at se har det intet med poesi at gøre, selvom hele kultureliten står og klapper ad ham. Hassan Preisler (forfatter til "Brun mands byrde", red.) er derimod rigtig sjov og dejlig selvironisk. Det er der virkelig behov for. Han tager gas på hele hvordan-har-du-det-mentaliteten. At man helst skal have det dårligt, fordi man har en anden etnisk herkomst. Det er så befriende," siger hun.

Kultureliten har ofte været i opposition til dig. Har det ændret sig?

"Til dels. Der er nogle, jeg aldrig nogensinde vil kunne nå. Men jeg tror, at folk har fattet, at jeg rent faktisk godt kan lide kultur. Og jeg synes, at der er mange af vores kunstnere, som er ufatteligt dygtige."