Debat

Nyt debatpanel: Her er vores kulturønsker

DEBAT: Venstre-regeringen er på plads, og et nyt folketingsår står for døren. Kulturdebatten sætter i den næste måned fokus på, hvad der skal øverst på kulturdagsordenen. Mød panelet her.

Et nyt debatpanel diskuterer, hvad der skal øverst på den kulturpolitiske dagsorden. 
Et nyt debatpanel diskuterer, hvad der skal øverst på den kulturpolitiske dagsorden. Foto: Henrik Sørensen/ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

En ny, blå regering varsler nye tider på kulturområdet.

Ser man på regeringsgrundlaget, står et mere kvalitetsbåret og fokuseret DR højt på kulturministerens to-do-liste.

Samtidig bebuder regeringen, at den inden udgangen af 2015 vil foretage en evaluering af mediestøtteaftalen fra 2013.

Der skal derudover arbejdes for et tættere samspil mellem folkeskolen og de lokale foreninger samt et varieret kulturudbud til hele landet.

Kulturdebatten benytter anledningen og stiller en række nye kulturordførere og centrale kulturaktører spørgsmålet: "Hvilke forventninger har I til den nye Venstre-regering, og hvilken sag, mener I, skal øverst på kulturdagsordenen?

Mød hele panelet her:

Mogens Jensen (S)
Kulturordfører. Mogens Jensen har været medlem af Folketinget siden 2005. Han er tidligere handels- og udviklingsminister.

Rasmus Nordqvist (Å)
Kulturordfører. Rasmus Nordqvist blev valgt ved Folketingsvalget i juni. Han er uddannet bachelor i design ved Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Søren Søndergaard (EL)
Kulturordfører. Søren Søndergaard har siddet i Folketinget fra 1993-2005 og blev valgt igen ved Folketingsvalget i juni. Han var fra 2007-2014 medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Søren Søndergaard er uddannet svejser og skibsbygger, Lærlingeskolen på B&W Skibsværft.

Britt Bager (V)
Kulturordfører. Britt Bager blev valgt ved Folketingsvalget i juni. Hun er tidligere presse- og kommunikationskonsulent ved Skatteministeriet samt politisk konsulent for Venstre fra 2009-2013. Hun er uddannet master i journalistik ved Syddansk Universitet, cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse ved Copenhagen Business School og cand.jur. ved Aarhus Universitet.

Morten Hesseldahl
Teaterchef for Det Kongelige Teater. Morten Hesseldahl er tidligere kulturdirektør i DR. Han er forfatter og publicist, medlem af bestyrelsen for Dansk PEN og medstifter af den borgerlige tænketank Cepos. Han har tidligere været administrerende direktør på Dagbladet Information og formand for Det Danske Filminstitut. Morten Hesseldahl er uddannet i filosofi.

Bjarne Werner Sørensen
Formand for Billedkunstnernes Forbund. Bjarne Werner Sørensen er maler og grafiker. Han har tidligere været formand for Danske Grafikere og er Uddannet på Det jyske Kunstakademi.

Henrik H. Brandt
Direktør for Idrættens Analyseinstitut. Henrik H. Brandt har siden 2011 været leder for Play the Game og siden  2012 Videncenter for Folkeoplysning. Henrik H. Brandt er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har været ansat på Jyllands-Postens sportsredaktion fra 1993-2005 med ansvar for blandt andet idrætspolitik, doping og sportsøkonomi.

Lise Vandborg
Chefredaktør på Litteratursiden.dk - bibliotekernes site om litteratur. Lise Vandborg var fra 2000-2002 konsulent for Nordisk litteratur- og bibliotekssamarbejde (Nordisk Ministerråd). Hun er uddannet cand.mag i nordisk sprog og litteratur samt filosofi.

Jakob Vedelsby
Formand for Dansk Forfatterforening. Jakob Vedelsby er romanforfatter, skribent og foredragsholder. Jakob Vedelsbys nye roman Skyggespor er den sjette fra hans hånd siden debuten med digte i tidsskriftet Hvedekorn i 1990.

Michael Böss
Lektor i historie og samfundsvidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Univeristet. Michael Böss er ved siden af stillingen ved Aarhus Universitet journalist, kommentator og samfundsdebattør. Han er uddannet i etnografi, engelsk filologi og kristendomskundskab ved Aarhus Universitet.

Christian Have
Kreativ direktør og ejer af kommunikationsvirksomheden Have Kommunikation. Christian Have har desuden sin egen rådgivningsvirksomhed, hvor han arbejder som rådgiver for individuelle aktører, særligt inden for den kreative og kulturelle verden. Han har desuden skrevet en række bøger om kultur og kommunikation.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00