Debat

Professor: Derfor er det umuligt at sælge TV 2

DEBAT: TV 2 kan ikke sælges, før alle sagerne om ulovlig statstøtte er afsluttet ved EU-Domstolen, skriver Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.

TV 2 kan ikke sælges foreløbigt. Ikke før sagerne om ulovlig statsstøtte er afsluttet i EU, skriver Frands Mortensen, professor i medievidenskab. 
TV 2 kan ikke sælges foreløbigt. Ikke før sagerne om ulovlig statsstøtte er afsluttet i EU, skriver Frands Mortensen, professor i medievidenskab. Foto: Henrik Ohsten / TV 2
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frands Mortensen 
Professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet 

I 2004 afgjorde EU-Kommissionen, at Danmark i 1995-2002 havde givet TV 2 ulovlig og uforenelig statsstøtte på 628 millioner kroner.

Med renter blev dette til 1.050 millioner kroner, som TV 2 skulle betale. Herved var TV 2 teknisk konkurs. Danmark, TV 2, Viasat og SBS ankede afgørelsen til EU’s Ret. Viasat og SBS mente, at det beløb, TV 2 skulle betale, var meget større – Danmark og TV 2, at der slet ikke skulle tilbagebetales.

Dernæst søgte Danmark og fik Kommissionens tilladelse til at rekapitalisere selskabet.

Fakta
Deltag i debatten!
Sen dit indlæg til [email protected]

Salg på standby siden 2005
VK-regeringen satte herefter TV 2 til salg i oktober 2004. Der kom otte bud, bl.a. fra SBS, Viasat og JP/Politiken i samarbejde med Egmont. Men inden salget var gennemført, opdagede de danske myndigheder, at Viasat og SBS havde anket Kommissionens beslutning om rekapitalisering til EU’s Ret.

Det blev årsagen til, at salgsprocessen blev annulleret i april 2005. Mulige købere ville ikke stå lige, da Viasat og SBS havde indgående kendskab til de to nye retssager, hvad andre mulige købere ikke kunne få. EU’s lighedsprincip var afgørende.

EU’s lighedsprincip vil igen hindre salg. Det må vente, til alle sager er afsluttet. Og så er der måske ikke noget at sælge.

Frands Mortensen
Professor i medievidenskab, Aarhus Universitet

I 2008 dømte EU’s Ret i de første sager. Kommissionen havde ikke argumenteret godt nok for sin afgørelse i 2004, så det var en ommer. En ny afgørelse kom i 2011. Nu mente Kommissionen, at statsstøtten var forenelig, men stadigvæk ulovlig, fordi den ikke var meldt til Kommissionen, inden den blev sat i gang i 1986.

Hvis en støtte er ulovlig, skal støttemodtageren betale ulovlighedsrenter for det tidsrum, selskabet havde støtten til rådighed. Dog kun hvis en konkurrent har anlagt sag ved en national domstol. Det havde Viasat gjort i februar 2006, men sagen var frosset ned, indtil Kommissionens afgørelse om støtten blev endelig. Det er den endnu ikke.

Danmark, TV 2 og Viasat ankede nemlig 2011-afgørelsen til EU’s Ret. Viasat mente, at al støtte var uforenelig og derfor i sin helhed skulle betales tilbage, da den også var ulovlig. Danmark og TV 2 mente, at der slet ikke var tale om støtte og derfor ikke noget at betale.

Anket til EU-Domstolen - hvad nu?
I 2015 dømte EU’s Ret, at Kommissionens afgørelse om, at der var tale om statsstøtte, var korrekt. I forhold til den danske sag, som Viasat havde anlagt, var dette et nederlag for TV 2, da statsstøtten hermed var ulovlig. For Viasat var det ikke optimalt, idet Viasat stadigvæk mente, at støtten både var ulovlig og uforenelig, hvorfor den i sin helhed skulle betales tilbage med renter. Et beløb på omkring otte milliarder kroner. Både TV 2 og Viasat har derfor anket rettens dom til EU’s højeste retsinstans, Domstolen. Disse sager er netop gået i gang.

Hvis TV 2 taber, åbnes den danske sag om ulovlighedsrenter. Her er kravet fra Viasat foreløbigt 1,7 milliarder kroner. Dertil kommer to gamle sager om TV 2’s misbrug af dominerende stillinger på reklamemarkedet, som også har ventet. Kravene fra SBS og Viasat er foreløbigt på tilsammen 1,2 milliarder kroner.

Hvis Viasat vinder sin sag ved EU’s Domstol, skal Kommissionen kræve hele den gamle støtte betalt tilbage, det vil sige de otte milliarder kroner.

Umuligt at sælge TV 2
Kan kravene imod TV 2 isoleres i et særligt selskab, som Egmont har ment? Næppe. Den danske stat ejer TV 2, og det er den danske stat, der skal kræve ulovlighedsrenter og uforenelig statsstøtte tilbage. Staten kan næppe omgå sine egne krav.

Kan TV 2 sælges med risikoen? Nej. Situationen vil igen være som i april 2005. SBS og Viasat står med tunge sager imod TV 2, og ingen andre købere kan opnå samme position. EU’s lighedsprincip vil igen hindre salg. Det må vente, til alle sager er afsluttet. Og så er der måske ikke noget at sælge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frands Mortensen

Professor emeritus, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, dr.phil.
mag.art. i nyere dansk sprog (Aarhus Uni. 1971), dr.phil. (Aarhus Uni. 2021)

0:000:00