DM Bio: Hvis vi skal undgå en ny Nordic Waste-skandale, skal miljøgodkendelser prioriteres højere

Amternes opgaver blev fordelt mellem staten, kommunerne og regionerne, og miljøgodkendelserne og -vurderingerne blev flyttet til kommunerne.

Dermed opstod en interessekonflikt mellem på den ene side prioriteringen af erhvervsudvikling og på den anden side ressourcetildelingen til natur- og miljøopgaverne.

I dag er der fortsat ingen nemme svar på, hvor opgaverne bedst ligger, så de løses tilstrækkeligt. 

Miljøvurderinger kræver ressourcer

Kommunerne har et lokalt kendskab og en meget nær kontakt med borgere og virksomheder. 

De større kommuner har også de forskellige faglige kompetencer, der skal til for at håndtere komplekse miljøgodkendelser. Det har de mindre kommuner ikke i samme omfang af naturlige årsager.

At lave miljøvurderinger er krævende og komplekst arbejde.

Gertrud Knudsen
Forperson, DM Bio

At lave miljøvurderinger er krævende og komplekst arbejde.

Det forudsætter eksempelvis kendskab til vandmiljø, geologi og øvrige konkrete fysiske forhold samt til et omfattende regelgrundlag.

Det kræver også de rette kompetencer at vurdere risikoen for, at virksomheden, der ansøger om miljøgodkendelsen, kommer til at forurene.

Selvfølgelig bør virksomheden levere de nødvendige oplysninger, men den ansvarlige myndighed skal også have tilstrækkelig viden og indsigt til at kunne foretage en kvalificeret miljøvurdering på baggrund af oplysningerne.

Det kræver typisk kompetencer fra ingeniører, biologer og jurister - og et tværfagligt samarbejde mellem dem.

Miljøteamene i kommunerne er ofte små, og politikernes forståelige ønske om erhvervsudvikling og beskæftigelse kan lægge et betydeligt pres på sagsbehandlingen og sagsbehandlingstiden.

Ved budgetlægningen og kampen om midler kan det være svært at argumentere for behovet for flere ressourcer til sagsbehandling af miljøgodkendelser fremfor andre nære borgerrettede tiltag.

En oplagt løsning er ikke nødvendigvis den bedste

En mulig løsning på interessekonflikten i kommunerne eller det manglende "armslængde-princip" kunne være at flytte de mere komplekse miljøopgaver til staten.

Miljøstyrelsen forvalter trods alt allerede mange miljøgodkendelser – af de såkaldte bilag et og to virksomheder –, der har et særligt stort forureningspotentiale.

Mens denne lidt mere teknokratiske tilgang kan virke attraktiv, er der skeptiske stemmer, der påpeger, at en styrelse ikke på samme måde skal stå til ansvar over for borgerne.

Derudover har og kan en statslig styrelse ikke have et lige så indgående kendskab til lokalplaner, trafikale forhold og andre lokale forhold, som en kommune har.

Sidst har Miljøstyrelsen ikke uanede ressourcer. Så selvom styrelsens ansatte har de nødvendige faglige kompetencer, er der altså andre udfordringer forbundet med at placere miljøopgaverne her. 

Regioner kan mangle nære perspektiver

En sidste mulighed er at placere dem i regionerne, der i deres struktur mest ligner de amter, der oprindeligt forvaltede miljøvurderingerne.

På mange måder har regionerne gode forudsætninger for igen at påtage sig jobbet, idet regionerne stadig forvalter en anden og nært beslægtet opgave – nemlig at kortlægge og rense allerede forurenet jord fra eksempelvis gammel industri.

Jeg håber, at Nordic Waste-tragedien vil give anledning til at genoverveje, om man i sin tid fik placeret de gamle amtsopgaver det rigtige sted.

Gertrud Knudsen
Forperson, DM Bio

Regionerne er dog geografisk store, så det lokale kendskab kan stadig mangle. Der er trods alt langt fra Vejle til Langeland.

Uanset, hvor de mere komplekse miljøopgaver placeres, peger Nordic Waste-sagen på, at der er behov for at se på ikke alene placeringen af miljøopgaverne, men også på, om der prioriteres nok ressourcer til at forvalte miljøopgaverne.

Her tænker jeg også på tilsynet med virksomhederne, og hvorvidt de overholder miljøtilladelserne.

Jeg håber, at Nordic Waste-tragedien vil give anledning til at genoverveje, om man i sin tid fik placeret de gamle amtsopgaver det rigtige sted. Forhåbentlig kan den uheldige sag fra Ølst føre til en tiltrængt evaluering af, hvordan vores natur- og miljøopgaver bedst bliver forvaltet.