Debat

Fiskeriforening: Heunicke sparker nedad, når han udskammer fiskere for at passe deres job

Når man følger regeringens egne regler, skal miljøminister Magnus Heunicke ikke beskylde fiskerne for at hærge. Det er under lavmålet, og miljøministeren bør fokusere på at samarbejde med fiskerierhvervet om løsninger, der kan sikre udvikling af fiskeriet og bedre beskyttelse af havet, skriver Svend-Erik Andersen.

Jeg synes, at man som minister skal tale ordentligt om og til de mennesker, der passer deres arbejde og følger de regler, som nu engang er gældende her i landet, skriver Svend-Erik Andersen.
Jeg synes, at man som minister skal tale ordentligt om og til de mennesker, der passer deres arbejde og følger de regler, som nu engang er gældende her i landet, skriver Svend-Erik Andersen.Foto: Pressefoto/Danmarks Fiskeriforening
Svend-Erik Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg må indrømme, at jeg blev harm, da jeg forleden hørte miljøminister Magnus Heunicke i naturpodcasten Den Dyriske Time. Og det skyldes en specifik bemærkning.

I podcasten kan man høre miljøministeren sige, at de danske fiskere "hygge-hærger" i de indre farvande. Den kommentar synes jeg, for at være ærlig, ikke er en minister værdig. For fiskerne overholder de regler, som Magnus Heunicke og hans kollegaer i Folketinget har vedtaget.

Udtalelsen faldt med henvisning til, at der stadig må fiskes med bundslæbende redskaber i Bælthavet, hvilket regeringsgrundlaget har sikret. Og ministeren mener åbenbart, at det er noget, fiskerne gør for hyggens skyld, da der alligevel ikke er nogle fisk at fange.

Jeg vil gerne slå to ting fast over for miljøministeren. Det er ikke noget, fiskerne gør for sjov. De gør det for at forsørge deres familier. Fordi det er deres job. Og fordi politikerne selv har givet mulighed for det.

For det andet vil jeg gerne slå fast, at der ikke er nogen, der er mere kede af, at der ikke er torsk i de indre farvande, end de danske fiskere.

Det klæder bestemt ikke Socialdemokratiet at sparke til det arbejdende folk på den måde.

Svend-Erik Andersen
Formand, Danmarks Fiskeriforening

Heldigvis er der stadig andre fisk at fange. Eksempelvis er bestanden af rødspætter i de indre farvande, ifølge Det Interntaionale Havundersøgelsesråd, i ganske god gænge. Og fiskerne kan fange rødspætter uden betydelige bifangster af torsk.

Dernæst er det i øvrigt værd at huske på, at eksperter fra DTU Aqua ganske klart har slået fast, at et trawlforbud i Bælthavet ikke kommer til at styrke fiskebestandene, og at der kun er få studier, der viser en sammenhæng mellem trawlforbud og vækst i fiskebestandene.

Under lavmålet

Jeg synes, at man som minister skal tale ordentligt om og til de mennesker, der passer deres arbejde og følger de regler, som nu engang er gældende her i landet.

Et flertal i Folketinget – herunder miljøministerens eget parti – Socialdemokratiet – har selv besluttet at sætte trawlforbuddet i Bælthavet i bero.

Derfor skal de danske fiskere ikke udskammes for at fiske videre i Bælthavet. Det er under lavmålet, og det klæder bestemt ikke Socialdemokratiet at sparke til det arbejdende folk på den måde.

Læs også

Jeg synes især, at udtalelsen er ærgerlig, fordi vi i Danmarks Fiskeriforening langt henad vejen er enig med miljøministeren. Vi er enige i, at der skal gøres en indsats for havet. Vi er enige i, at udledningen af kvælstof med afstand er den største presfaktor, som miljøministeren ganske klart gjorde opmærksom på. Og vi er enige om, at fiskeriet selvfølgelig også skal bidrage til at sikre, at livet i havet igen kan blomstre.

Miljøministeren slog fast, at der er brug for at udpege trawlfri-områder, som ikke ligger i de områder, der er beskyttet i havplanen. Den tilgang er vi også enige i.

Til gavn for fiskeri og havmiljø

Jeg vil gerne gentage, at vi er klar til en dialog om at fastlægge 20 procent trawlfri områder i det danske havareal. For os er det afgørende, at der tages hensyn til de bedste fiskepladser, at udpegningen sker på et sagligt grundlag, og at effekterne af eventuelle trawlfri områder monitoreres grundigt.

Endelig ønsker vi, at der investeres i trawlfiskeriets udvikling, så aftrykket fra trawlfiskeriet bliver endnu mindre. Det er vi klar til at samarbejde med miljøministeren og resten af regeringen om.

Jeg håber, at Heunicke dropper hærge-retorikken og går helhjertet ind i en dialog med de mennesker, der bare gerne vil passe deres arbejde og passe på havet.

Svend-Erik Andersen
Formand, Danmarks Fiskeriforening

De seneste opgørelser viser, at det trawlede areal er faldet fra 27 procent i 2017 til 19,7 procent i 2022. Vi fanger dermed vores fisk på en forholdsvis lille del af det danske hav. Det er væsentligt, og jeg er træt af, at det faktum ikke blev nævnt i podcasten.

Jeg er også træt af, at podcastværten Alexander Holm udlagde den såkaldte 'displacement'-logik som en trussel. For det er ikke en trussel. Angrebet gik på, at fiskeriet truer med at fiske på et endnu større areal, hvis man indfører trawlforbud i de bedste fiskeriområder – det er det, man kalder 'displacement'.

Det er vi ikke interesserede i, og vi advarer netop imod, at vi ender i en situation, hvor fiskerne er nødt til at fiske på et større areal for at fiske kvoterne op. Det er i øvrigt ud fra præcis samme logik, at Fiskerikommissionen anbefaler, at de mest effektive fiskepladser reserveres til fiskeri, hvilket vi bakker op om.

Det håber jeg også, at regeringen og miljøministeren vil lytte til. For det er til gavn for både fiskeriet og for havmiljøet, og det er præcis den slags løsninger, der er behov for.

Vi er helt klar til at samarbejde, og jeg håber, at Heunicke dropper hærge-retorikken og i stedet går helhjertet ind i en dialog med de mennesker, der bare gerne vil passe deres arbejde og passe på havet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

Alexander Holm

Biolog med speciale i naturbeskyttelse, radiovært, debattør og foredragsholder.
Cand.scient i Biologi, KU

0:000:00