Stiig Markager: Skal vi have målrettet regulering i vores levetid?

Af Stiig Markager
Professor, Aarhus Universitet

Målrettet regulering betyder, at man dirigerer indsatsen derhen, hvor den gør mest nytte. Begrebet har været kendt siden omkring år 2000 og blev knæsat som det eneste fornuftige af Natur- og Landbrugskommissionen i 2013.

Grundlæggende består målrettet regulering af næringsstoffer af to dele, 1) hvor mange næringsstoffer kan en fjord tåle og 2) at finde de arealer i fjordens opland, hvor man mest omkostningseffektivt kan reducere de nuværende tilførsler.

For eksempel modtager Horsens Fjord i dag omkring 1.000 tons kvælstof per år, og dette skal reduceres med 500 tons, hvis fjorden skal i god tilstand.

Det er en reduktion på 50 procent. For andre fjorde er det langt mindre, som skal til. For Roskilde Fjord og generelt i Østdanmark er behovet kun 10-20 procent.

Hvis man kun bruger én national værdi, skal den være omkring 50 procent for også at bringe sårbare fjorde, som for eksempel Horsens Fjorde, i balance. En målrettet regulering på fjordniveau fritager dermed de mere robuste områder for en unødvendig regulering.

Hvis man forestiller sig at udsætte en målrettet regulering, til alle værdier for måltilførsler for alle 119 vandområder er fuldt ud velbegrundede rent fagligt, som udtalt af ministeren på området, så bliver det ikke i vores levetid, at målrettet regulering bliver indført.

Stiig Markager
Professor, Aarhus Universitet

Måltilførsler får topkarakter 
De danske kystvande er opdelt i 119 områder. Målrettet regulering på niveau 1 betyder, at man fastsætter en måltilførsel og dermed et reduktionsbehov for alle 119 områder.

Det giver ikke mening kun at gøre det for nogle områder, for hvad skal der så ske med resten? Skal de fritages for regulering, skal man bruge et gennemsnit eller...?

I 2013 blev DHI og Aarhus Universitet (AU) bedt om i fællesskab at beregne måltilførsler for alle 119 områder. Det var et krav fra det daværende Miljøministerium, at der skulle være en værdi for alle områder – ellers vil opgaven også være meningsløs.

DHI og AU har efter bedste evne løst opgaven og metoder og løsninger er netop blevet internationalt evalueret og har fået topkarakterer.

Fra evalueringspanelets konklusion hedder det: ’the Danish models are attaining the highest possible standard of WFD implementation’ og ‘The Panel was delighted to see that these resources have been mobilised to achieve a leading position at the European scale’.

Denne positive evaluering betyder selvfølgelig ikke, at resultatet er perfekt.

Man bør skabe et større datagrundlag
En af de store udfordringer har været, at der kun findes miljødata for cirka 25 procent af områderne. For de resterende cirka 75 procent - i hovedsagen små områder – findes der ingen eller kun ganske få data.

Vi har her interpoleret resultatet fra lignende områder med god datadækning, men det bliver selvfølgelig mere usikkert. En af panelets konklusioner er derfor også, at man bør indsamle flere data og forsøge at gøre interpoleringen mere finmasket.

Vi kan kun støtte denne anbefaling fra DHI og AU.

Men, hvad gør man så, indtil man får et bedre grundlag? Ingenting? Eller forvalter man indtil videre på det grundlag, man har?

Hvis man forestiller sig at udsætte målrettet regulering, til alle værdier for måltilførsler for alle 119 vandområder er fuldt ud velbegrundede rent fagligt, som udtalt af ministeren på området, så bliver det ikke i vores levetid, at målrettet regulering bliver indført.

Landbruget er skeptisk 
Landbruget har også været ret kritisk – for nu at sige det på godt jysk – over for det arbejde, som ligger til grund for målrettet regulering.

Både i form af en kampagne hen over sommeren i deres egne medier, og i en helt ubegrundet kritik her i Altinget, baseret på en fejllæsning af det internationale evalueringspanels rapport.

Desværre kommer de ikke med et forslag til, hvad man kan sætte i stedet. For ønsker de mon samme regulering alle steder?  - som så ville blive en cirka 50 procent reduktion, hvis vi skal opfylde EU’s Vandrammedirektiv? Næppe.

Måske er den taktiske overvejelse, at man kan købe tid ved at kritisere det grundlag, man har?

Ud fra en faglig synsvinkel virker det som en kamikaze-taktik. Vores havmiljø blev markant bedre fra cirka 1990 og frem til 2010. Færre næringsstoffer og alger, klarere vand og til sidst også mere ålegræs og fugle, der vender tilbage.

Alt sammen gevinsterne af 30 års indsats som samlet har kostet et tre cifret milliardbeløb. Siden 2011 er udviklingen vendt. Udledningerne af kvælstof stiger med cirka 1,5 procent om året og dag for dag bliver havmiljøet dårligere (kilde: NOVANA-rapporter og de mest aktuelle miljødata).

Regningen for at rette det op bliver dagligt tilsvarende større og vil ende hos landbruget og hele samfundet.

Her er det vigtigt at rette op på en udbredt misforståelse: De 119 måltilførsler for næringsstoffer til kystvande, som er grundlaget for målrettet regulering, er IKKE en fast størrelse.

Når havmiljøet bliver bedre, vil måltilførslerne over tid også stige, og omvendt. Så når vi i disse år bevæger os væk fra en god miljøtilstand, bliver måltilførslerne mindre, reduktionskravene større og vi opbygger en miljøgæld, som helt konkret skal betales af vores børn.

Se på indikatorer for indsatsbehov
I stedet for at læse anbefalingerne om måltilførsel for hvert enkelt af de 119 områder som et præcist antal tons kvælstof per år – og så stille spørgsmålstegn ved decimalerne, bør man se dem som indikationer af indsatsbehovet.

I de cirka 1/3 af områderne, hvor indsatsbehovet er under 20 procent, skal vi blot tilbage til de tilførsler af kvælstof, vi havde opnået omkring 2010 (siden da har tilførslerne været stigende med omkring 1,5 procent per år).

For omkring 1/4 af områderne er der behov for en indsats på 20-40 procent, men det kan opnås med noget, der ligner den landbrugspraksis, man har i dag, og med overskuelige omkostninger.

Så er der de resterende områder, hvortil man nok bør overveje delvis omlægning af landbruget i nogle områder til en anden driftsform og udtagning af nogle jorde.

Med den tilgang vil man kunne bevare landbruget omtrent som det er i dag i langt de fleste områder og kun foretage nødvendige indgreb.

Med ønsket om en positiv og konstruktiv dialog. Fra det videnskabelige Danmark er vi parate til at fortsætte arbejdet med at forbedre det faglige grundlag, baseret på god videnskabelig praksis og til gavn for alle, der har interesser inden for området.