Seges: Når der går københavneri i miljødebatten

Flemming Gertz
Landskonsulent, Seges

Overskriften er måske ikke helt retfærdig, men set fra en position ”Vest for Valby Bakke” er det mere end en anelse unuanceret at diskutere miljøtilstanden i danske kystvande med baggrund i en enkelt eller to klorofyl grafer, som det var tilfældet for eksempel her på Altinget.

Spørgsmålet er, om nogen egentlig kender miljøtilstanden i de enkelte fjorde og kystvande? Jeg vil postulere, at det er der faktisk ikke nogen, som systematisk gør mere.

Som en af Miljøstyrelsens regionale medarbejdere sagde til mig for nylig: ”Vi er blevet skrevet ud af historien”. Pointen er, at der samles data ind som del af det nationale overvågningsprogram (NOVANA), men de personer, som samler data ind, analyserer dem ikke, og der gives ikke noget regionalt overblik.

Der skal kigges på hver enkel fjord
Data lægges ind i en svært tilgængelig database, og det eneste overblik, som herefter gives, er et landsgennemsnit for tilstanden udgivet i den årlige NOVANA-rapport. Det vil sige, tilstande i alle fjorde midles til en samlet graf.

Hvordan i al verden skal det lykkes at lave målrettet regulering med bare et minimum af offentlig bevågenhed, når ingen kender tilstanden i den enkelte fjord?

Det paradoksale er, at mens vi i de sidste 10 år er blevet enige om at gå mod mere målretning, så er viden om miljøtilstanden i de enkelte kystvande gået den stik modsatte vej.

Spørgsmålet er, om nogen egentlig kender miljøtilstanden i de enkelte fjorde og kystvande? Jeg vil postulere, at det er der faktisk ikke nogen, der gør mere.

Flemming Gertz
Landskonsulent, SEGES

Og det er jo ikke ligefrem fordi, ”Målrettet regulering” ikke stadig er aktuelt.

Senest har Det Internationale Forskerpanel, der evaluerede de marine beregningsmodeller, påpeget, at beregningerne blandt andet skal være mere fjordtypespecifikke og mindre gennemsnitlige.

Der er i dag et akut behov for at publicere og anvende de mange vigtige data om tilstanden i fjorde og kystnære farvande, som møjsommeligt samles ind året rundt.

Et af resultaterne af den manglende detaljeringsgrad er den seneste tids diskussioner om miljøtilstanden på baggrund af en enkelt graf.

Diskussionen har gået på, at tilstanden var forværret fra 2015 til 2016. Hvilket i så fald var tredje år i træk. Men hvordan ser det ud, hvis man dykker ned og ser på de enkelte fjorde?

Da jeg stadig har en smule excel-evner tilbage, har jeg stukket snuden i databaserne og udført en større data sortering (Miljøportalen).

Et blik på graferne
Graferne nederst i artiklen viser udviklingen i 2015 og 2016 i to dele af Limfjorden, der begge kan betegnes som ”problemområder” med høje klorofyl-niveauer – henholdsvis Skive Fjord og Hjarbæk fjord, som ligger ikke langt fra hinanden, og deres oplande deler oplandsgrænse.

Men alligevel er både fjorde og oplande helt forskellige, og Skive Fjord viser en betydelig øgning i sommerklorofyl fra 2015 til 2016, mens Hjarbæk Fjord viser det stik modsatte i samme periode.

Et gennemsnit heraf ville formodentligt illustrere, at udviklingen var uændret, og til anvendelse i målrettet regulering ville det være unyttig viden, for her behøves den specifikke viden om den enkelte fjord for at finde den rette ”behandling”.

Specifik viden om vandområderne er ikke bare et helt centralt element, hvis der skal ske en faglig baseret målfastsættelse af indsatsbehovene.

Det vil også være helt centralt, hvis der skal ske en regional eller lokal involvering. 

En af grundsøjlerne i Vandrammedirektivet er involvering og fremgår af artikel 14 i VRD: Member States shall encourage the active involvement of all interested parties in the implementation of this Directive, in particular in the production, review and updating of the river basin management plans).

Jeg mindes ikke at have snakket med nogen, hverken myndigheder eller diverse interessenter, som ikke ser et betydeligt potentiale for et bedre samarbejde i forbindelse med vandområdeplanerne.

Seges arbejder i Interreg-projektet Water Co-Governance sammen med danske partnere, KL og Limfjordsrådet (det faglige sekretariat), om at finde nye samarbejdsformer og tester mere lokalt baserede vandområdeplaner.

Men hvis ikke vi får løftet al den faglige viden ud af databaserne og aktiveret de faglige kompetencer, som findes lokalt – også i Miljøstyrelsen, så bliver vandplanlægningen meget nemt endnu en omgang ”københavneri” uden lokalt og regionalt input, som kan bidrage til at kvalificere vandområdeplanerne.