Ingen bolig er hjemløses mindste problem

Af Per Kragh
Formand for SAND – De hjemløses landsorganisation

”I Danmark behøver ingen at være hjemløse”. ”Det er noget, de selv har valgt”. Sådan lyder nogle af de fordomme, man som hjemløs i Danmark hyppigst bliver mødt med. For hvorfor tager man sig ikke bare sammen, får et arbejde og en bolig? Danmark er jo et rigt land med et veludbygget socialt sikkerhedsnet.

På trods af dette er godt 6000 hjemløse i Danmark lige nu. For to år siden var tallet cirka 5000. Der bliver altså flere og flere hjemløse.

De sidste fire år har Social– og Integrationsministeriet sammen med 17 kommuner og 500.000.000 kroner i ryggen arbejdet målrettet på at komme hjemløsheden til livs og afprøvet nye metoder for at få hjemløse i bolig. Metoderne har virket nogenlunde efter hensigten, men det overordnede formål - at nedbringe antallet af hjemløse - er fejlet.

En forebyggende indsats er afgørende
For det første er det ikke lykkedes at mindske tilgangen til hjemløsegruppen – især når man kigger på gruppen af helt unge hjemløse. Kodeordet her er forebyggelse.

Allerede lang tid inden den unge fylder 18 år, skal der lægges en helhedsorienteret plan. De unges problemer har rod tilbage til en ofte kaotisk og ustabil barndom, så der skal sættes ind langt tidligere, så man undgår en opvækst i misbrugsfamilier, svingdørs-anbringelser, afbrudte uddannelsesforløb, tidlige misbrugskarrierer, og hvad de unge ellers beretter om, når de skal fortælle, hvordan det kan være, at de som 18-årige sidder på en boform for hjemløse. ”De unge skal vendes i døren til herbergerne”, sagde man flot, da hjemløsestrategien blev skudt i gang. Forkert. De unge skal slet ikke nå hen til døren.

Hjemløsegruppens problemer er komplekse, og hjemløsestrategiens ensidige fokus på boliger kan vise sig at være katastrofalt.

Per Kragh
Formand for SAND – De hjemløses landsorganisation

For det andet er det forfejlet at tro, at alle hjemløses problemer kan løses ud fra samme tilgang. Hjemløsegruppens problemer er komplekse, og hjemløsestrategiens ensidige fokus på boliger kan vise sig at være katastrofalt. Skrækscenariet er, at det vil koste de herbergs– og akutpladser, der er nødvendige for, at hjemløse af egen drift kan henvende sig, når de har brug for hjælp. For nogle hjemløse er det det helt rigtige at blive sluset hurtigt videre til egen bolig, mens andre har brug for at finde fodfæste på en boform - måske endda i længere tid.

Området skal prioriteres økonomisk
For det tredje er økonomien essentiel. Hvem skal betale? Der er ingen tvivl om, at det er kommunernes ansvar at løfte opgaven, men hvis alle de hjemløse, det er lykkedes at få i lejlighed, ikke skal stå og banke på hos herbergerne igen inden for meget kort tid, skal området prioriteres økonomisk.

Der skal gives massiv bostøtte; hjælp til at pakke flyttekasserne ud, hænge lamper og gardiner op – kort sagt; gøre lejligheden til et hjem. Men det er også nødvendigt med hjælp til at lægge budget, organisere og strukturere sit liv, passe misbrugsbehandling osv. Alle problemerne forsvinder jo ikke med et trylleslag, fordi man får fast adresse. Tværtimod er det en kæmpe omvæltning pludselig at få en lejlighed.

Ansvar, ensomhed og ikke mindst kreditorer står pludselig i kø og truer med at vælte læsset, og tilværelsen på gaden er pludselig et lokkende alternativ. Kommunerne har ikke haft for vane at prioritere hjemløseområdet, så hvorfor skulle de pludselig starte nu?

Staten skal forpligte kommunerne
Samtlige kommuner, der har fået udviklingsmidler fra staten i strategiperioden, bør sikre, at det samlede beløb til hjemløseområdet ikke bliver mindre, nu staten ikke længere giver dem ekstra tilskud.

Samtidig må staten ikke give slip på den rolle, de har påtaget sig: At udvikle og forbedre indsatsen over for hjemløse. De skal sikre, at alle kommuner i Danmark implementerer de gavnlige metoder, strategien har givet os, og de skal sikre, at området stadig udvikles. Der er masser af uopdyrket land.

Og for resten. Det er fuldstændig rigtigt. I Danmark behøver ingen at være hjemløse. Men så skal der tænkes forebyggende, og man skal lade være med at stirre sig blind på én metode som det eneste saliggørende. Manglen på en bolig er i virkeligheden den hjemløses mindste problem.