Ældre Sagen: Lad os gøre det rigtigt fra begyndelsen

Af Bjarne Hastrup
Adm. direktør, Ældre Sagen

Kommunernes pressede økonomi er til fortsat debat – og med god grund. Effektiviseringer og nedskæringer har præget udviklingen på de fleste velfærdsområder og har haft negative konsekvenser for det kommunale serviceniveau og dermed for de borgere, der har brug for hjælp fra fællesskabet. På ældreområdet er der gennem en årrække blevet skåret voldsomt i antallet af hjemmehjælpstimer.

Der er ingen tvivl om, at ældreområdet desværre også kommer til at holde for i de kommende effektiviseringsrunder, vi vil opleve, hvis man holder fast i det kommunale udgiftsloft og – ikke mindst - omprioriteringsbidraget. Det er ikke til at bære, når vi tænker på de mange svage mennesker, det vil gå ud over.

Det er overordentligt positivt, at begrebet værdighed nu er kommet på den kommunalpolitiske dagsorden. Folketinget står over for at vedtage, at alle kommuner skal udarbejde en værdighedspolitik, og i Ældre Sagen har vi store forhåbninger til, at et øget fokus på værdighed i kommunerne også vil forpligte i forhold til at sikre de nødvendige økonomiske rammer.

’Samskabelse’ er et positivt-ladet ord
Sideløbende med den verserende diskussion om økonomisk styring og råderum i kommunerne ser vi en anden og ny tendens: Nemlig bevægelsen fra velfærdsydelser, der leveres som en service af velfærdsstaten til i højere grad at være opgaver, som kommuner, borgere, pårørende og civilsamfundssamfundets organisationer forventes at tage ansvar for at løfte i fællesskab.

Vi ser det i det stigende fokus på forebyggende og rehabiliterende indsatser, hvor målet er, at borgere, så langt det er muligt, skal kunne klare sig selv. Vi ser det, når pårørende på en anden måde end tidligere forventes at tage del i at sikre deres nærtståendes livskvalitet.

I den bedste af alle verdener er ’samskabelse’ en proces, hvor offentlige medarbejdere udvikler og producerer velfærd sammen med borgerne og ikke kun for borgerne.

Bjarne Hastrup
Adm. direktør, Ældre Sagen

Og vi ser det i det stigende antal formaliserede samarbejder mellem kommuner og eksempelvis social-humanitære organisationer. Denne nye måde at organisere og praktisere arbejdet på de store velfærdsområder kaldes ’samskabelse’.

’Samskabelse’ er et positivt ladet ord, der sender vores tanker i retning af fælleskab, samarbejde, ansvarsdeling, inddragelse af borgerne og individuelle hensyn. Det lyder samtidig som et opgør med tidligere tiders rigide tænkning i standarder, tidsskemaer og dokumentation i den offentlige sektor.

I den bedste af alle verdener er ’samskabelse’ en proces, hvor offentlige medarbejdere udvikler og producerer velfærd sammen med borgerne og ikke kun for borgerne.

Faldgruber og usikkerhed
Der er ingen tvivl om, at der er mange uudnyttede ressourcer at hente i denne tilgang. Derfor er vi i Ældre Sagen også positivt indstillede over for samskabelse på ældreområdet. Vi vil altid bifalde indsatser, der har til formål at understøtte, at borgerne forbliver selvhjulpne og uafhængige af hjælp så længe som muligt.

Men vi er imidlertid nødt til at erkende, at der er faldgruber og usikkerhed forbundet med samskabelse. Samskabelse er under udvikling i de fleste kommuner, men stadig i et indledende stadie. Derfor har vi ikke meget viden om samskabelsesprocesser at læne os op ad hverken i form af kommunale evalueringer eller forskningsmæssig evidens.

Det vi til gengæld ved er, at ældre borgere, der har behov for hjemmehjælp eller plejebolig, er svækkede mennesker med et reelt behov for hjælp. Det betyder ikke, at man ikke har ressourcer, der kan anvendes i løsningen af konkrete udfordringer, hvad enten det handler om hjælp til støvsugning, bad, påklædning eller genoptræning efter sygdom.

Inddrag borgerne tidligt i forløbet
Men ældre svækkede borgere må aldrig blive presset ud over deres ydeevne. Det er afgørende, at der altid bliver taget individuelle hensyn – at det er den enkelte borgers hverdagssituation, ønsker og ressourcer, der er bestemmende for, hvilken indsats der skal iværksættes, og hvad den skal føre til.

Borgerne skal have reel indflydelse, og det betyder, at de skal inddrages tidligt i forløbet og ikke først, når et tilrettelagt forløb skal føres ud i livet. Det betyder også, at samskabelse ikke skal forstås som et redskab i en effektiviseringsplan.

Vi anerkender, at der kan være økonomiske gevinster forbundet med, at borgerne i højere grad skal være medproducenter af deres velfærd, men det må aldrig blive udgangspunktet eller endemålet. Tværtimod skal politikerne være indstillet på, at samskabelse kan forudsætte investeringer på kort sigt – og så kan eventuelle økonomiske gevinster muligvis vise sig på længere sigt.

Vi er kun lige gået i gang, og vi har dermed alle muligheder for at påvirke denne udvikling i den rigtige retning. Så lad os gøre det rigtigt fra begyndelsen – både hvad angår processen og i forhold til at tilvejebringe de nødvendige, økonomiske rammer.