Besparelser rammer familier og kommunekassen

Af Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver, Scleroseforegningen

Mette kunne ikke længere huske, hvornår hun sidst havde foretaget sig noget for sig selv. Ansvaret for familiens tre børn lå alene på hendes skuldre oven i alle de praktiske opgaver i hjemmet. Samtidig var hun støtteperson for sin mand, der havde sclerose og lider af svære kognitive følger af sygdommen. Han havde brug for hjælp til de simpleste gøremål.

For anden gang var Mette sygemeldt med stress. Hun ville gerne tilbage til arbejdsmarkedet, men hun kunne ikke overskue hvordan. For hun turde ikke længere overlade tvillingerne på syv og lillebror på tre år til deres far.

Han husker dårligt, og han havde allerede en gang glemt at hente børnene. Han kunne heller ikke længere finde vej. Og hans stress- og tolerancetærskel havde ændret sig som en følge af sygdommen, så det mindste fik ham til at miste overblikket og besindelsen.

Mette spurgte kommunen om hjælp, så far kunne varetage sin forældrerolle, og mor kunne gå på arbejde. Hun får ’nej’. Men børnene vil kommunen sende i aflastning.

Pårørende betaler
Historien om Mette står ikke alene. Det fortæller Scleroseforeningens statistikker tydeligt. Mette tilhører de stadig flere pårørende til syge mennesker, der kæmper en umulig kamp for at få hverdagen til at hænge sammen, og som betaler med deres arbejdsliv og helbred.

Det rammer ikke bare den raske ægtefælle og familien som helhed. Det rammer kommunerne selv som en boomerang i form af store menneskelige og økonomiske omkostninger

Nadia Buchard
Ledende socialrådgiver, Scleroseforegningen

For manglende helhedstænkning og spareiver betyder i alle kommuner, at voksne med brug for hjælp på grund af handicap, som udgangspunkt ingen praktisk hjælp får, hvis der er en rask partner eller ægtefælle i hjemmet.

Bryder FNs handicapkonvention
Kommunerne overholder ikke dansk lovgivning. Her står det klart formuleret, at handicappede skal have hjælp til at være forældre. Og ifølge en spritny rapport fra Institut for Menneskerettigheder bryder kommunerne tilmed FNs handicapkonvention. Artikel 23 forpligter staterne til at støtte forældre med handicap, så de kan udfylde deres forældrerolle.

Halvdelen af Scleroseforeningens medlemmer med sclerose er således afhængige af andres hjælp i dagligdagen. Og af dem er godt 40 procent helt afhængige af hjælp fra ægtefælle og børn. Det viser en undersøgelse foretaget af Norstat for Scleroseforeningen.

”Det er meget mere almindeligt, end vi går rundt og tror, at børnene må træde til og hjælpe den syge forælder, ikke kun med praktisk hjælp, men også med personlig og intim pleje.”

Kravene til den raske ægtefælle eller børnene må – med en formulering fra Ankestyrelsen – ”ikke have et sådant omfang, at disse ikke har mulighed for hvile og fritid i tilstrækkeligt omfang til at kunne klare deres daglige tilværelse, herunder også at kunne varetage sit arbejde”.

Sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. Der bliver stadig længere mellem lov og praksis. Og her står kommunal ”kassetænkning” i forvaltninger, der fungerer som økonomisk selvstændige enheder, effektivt i vejen for den nødvendige tværfaglige og helhedsorienterede sagsbehandling. Og uden den risikerer den samlede familie med en handicappet forælder ikke at klare skærene. Stress, ledighed og skilsmisse er ofte konsekvensen.

En underskudsforretning
Som om disse ting ikke er nok til at ændre kommunernes adfærd, så kan kommunernes besparelser på de allermest udsatte familier faktisk ikke engang betale sig.

Nye beregninger fra analysefirmaet CASA fortæller, at det kan blive bekosteligt i millionstørrelse at nedprioritere hjælp til familier. Så ikke blot ødelægger kommunerne familier – de får endda underskud på bundlinjen ud af det.

Mettes historie, tal, beregninger og undersøgelser viser det hovedløse i det quick fix, kommunerne tyr til, når de driver rovdrift på raske pårørende for at opnå hurtige besparelser.

Det rammer ikke bare den raske ægtefælle og familien som helhed. Det rammer kommunerne selv som en boomerang i form af store menneskelige og økonomiske omkostninger – især når den raske ægtefælle eller familien bryder sammen. Og det gør de.