Af Per Larsen
Formand for Børnerådet

Der er de sidste par år sket en del fremskridt i arbejdet for at sikre det gode børneliv i Danmark, særligt for de udsatte børn. Der er strammet op på lovkrav, de nye socialtilsyn er i funktion, Folketingets ombudsmand har fået et børnekontor og – ikke mindst – er der kommet en mere realistisk tilgang til udfordringerne blandt kommunerne.

Meget er sket, og det skal vi være glade for. Vi er dog langt fra i mål endnu.

Flere sager i pressen det sidste år viser med al tydelighed, at vi fortsat skal have fokus på børns rettigheder og vilkår – ikke bare på papiret, men også i praksis.

Tønderpigens fortælling, som vi fik for nylig, er en historie om et system, der fejlede igen og igen. For nogle uger siden kunne man også læse om Mickael, der er vokset op i en velstillet familie nord for København, hvor svigt og overgreb var en del af hverdagen, uden at nogen greb ind.

Begge historier viser, hvor vigtigt det er, at vi har et finmasket net under alle børn og unge. Og det er historier, der sætter forenklede regnestykker om udgifterne på udsatte-området i relief.

I Børnerådet oplever vi igen og igen, at meget kunne se anderledes og bedre ud, hvis man gav sig tid til at lytte til børnene selv. Alt for ofte træffes beslutninger hen over hovedet på børnene.

Per Larsen
Formand for Børnerådet

En tidlig indsats er nøglen
Vi ved, at cirka 15 procent af alle danske børn og unge er marginaliserede eller udsatte på den ene eller anden måde. Mere konkret er der for eksempel godt 120.000 børn mellem 0 og 8 år, der vokser op i familier, hvor enten den ene eller begge forældre har et misbrug. Og cirka 33.000 børn vokser op i familier, hvor vold er en del af hverdagen.

Negativ social arv er også stadig et markant vilkår for mange børn. Vi ser det tydeligt på uddannelsesområdet, i forhold til hvor store chancer man har for at gennemføre en uddannelse. Cirka 36 procent af de unge 25-årige, der som børn har været udsatte, gennemfører mindst én ungdomsuddannelse – for de 25-årige, der ikke har været udsat, er der knap 72 procent, der har gennemført en uddannelse.

Der er ingen vej uden om en tidlig og forebyggende indsats. Det er den bedste investering, vi kan gøre – både for børnene og for vores samfund. En tidlig indsats kan betyde, at vi forhindrer, at udfordringer udvikler sig til egentlige problemer eller skader. Det vil sikre børnene og de unge et bedre liv, og det vil sikre, at vi som samfund bruger vores ressourcer på den mest optimale måde, sådan at vi ikke bare symptombehandler.

Børnene skal inddrages
I Børnerådet oplever vi igen og igen, at meget kunne se anderledes og bedre ud, hvis man gav sig tid til at lytte til børnene selv. Alt for ofte træffes beslutninger hen over hovedet på børnene. I andre sager ser vi, at overgreb og svigt ikke opdages i tide, alene fordi man ikke har brugt tilstrækkeligt med krudt på at kigge barnet i øjnene og finde ud af, hvordan det har det.

Manglende inddragelse af børnene og de unge er et velkendt problem på udsatteområdet og ikke mindst, når det gælder de anbragte børn. Også i skilsmissesagerne, i psykiatrien, på udlændingeområdet og i retssystemet er det alt for sjældent, at børnenes eget perspektiv inddrages i tilstrækkeligt omfang.

Derfor er det Børnerådets klokkeklare anbefaling til regeringen, den nye minister og ikke mindst kommunerne, at man fremadrettet bliver meget bedre til at inddrage børnene i sager, der vedrører dem. Det er vi forpligtet til af Børnekonventionen, og en række andre love stiller samme krav til myndighederne; sørg for at tal med børnene, inden der træffes beslutninger, der har betydning for dem.

Problemet er at efterleve de smukke ord i hverdagens praksis. Det kræver vilje, engagement, dialog og en tro på, at børns eget perspektiv er vigtigt i sagsbehandlingen.