Børnerådet: Børnekontoret er en del af løsningen

Af Per Larsen
Formand for Børnerådet

Lever Folketingets Ombudsmand op til sit ansvar og til de forventninger, vi, som er fortalere for børns rettigheder, har til det nyoprettede Børnekontor? Det spørgsmål er blevet livligt diskuteret, siden en artikel i Berlingske Tidende satte markante tal på de bekymringer, mange med rette har for, om udsatte børn og unge er bedre eller værre stillet med ordningen med Børnekontoret.

Jeg tror, at der efterhånden er bred enighed om, at Børnekontoret i høj grad lever op til sit ansvar inden for de rammer, kontoret fungerer under. Ombudsmanden har siden den noget misvisende artikel i Berlingske selv bidraget til at udrydde de fleste af de misforståelser, der gav anledning til kritikken af Børnekontoret.

Børn og unge ved for lidt
Min største bekymring i den sammenhæng er, om Børnekontoret har tilstrækkeligt med ressourcer til at hjælpe de børn og unge, der henvender sig – både dem, hvis sager de rent faktisk har hjemmel til at behandle, og dem, de må følge videre til de relevante klageinstanser andre steder i systemet. Det spørgsmål bør afklares hurtigst muligt. Ved samme lejlighed bør man under alle omstændigheder fjerne finansieringen af Børnekontoret fra satspuljen og løfte den over på finansloven.

Tilbage står imidlertid spørgsmålet, om ordningen med et børnekontor lever op til de forventninger, vi kunne have. Med andre ord: Er regeringen lykkedes med en grundlæggende forbedring af retssikkerheden for børn og unge i Danmark med etableringen af Børnekontoret? Det vil være en overdrivelse at påstå, at det er tilfældet. Igen og igen har undersøgelser vist, at børn og unge i Danmark ved for lidt om deres rettigheder og om, hvor de kan henvende sig, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet.

Og alle, der beskæftiger sig med børn og unge i udsatte situationer, ved jo, at de klagemuligheder, der findes, i realiteten er usynlige og utilgængelige for målgruppen. Det gælder i en vis udstrækning også for det nye Børnekontor, men det gælder først og fremmest de klageinstanser og myndigheder, der er tættest på børn og unge, og er dem, de først skal igennem, hvis de føler sig uretmæssigt behandlet.

Igen og igen har undersøgelser vist, at børn og unge i Danmark ved for lidt om deres rettigheder og om, hvor de kan henvende sig, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet.

Per Larsen
Formand for Børnerådet

Det er nemlig i den børnenære sagsbehandling og forvaltning, at problemerne opstår, og det er først og fremmest her, de skal løses. Ankestyrelsen har fx utallige gange påvist, hvor fejlfyldt den kommunale sagsbehandling er på anbringelsesområdet: De seneste praksisundersøgelser viser, at kun hver tredje sag er behandlet uden brud på servicelovens krav. I en undersøgelse fra 2009 af kommunernes håndtering af efterværnssager fandt Ankestyrelsen fejl i 93 pct. af sagerne. Det er skræmmende tal, og det hører ikke hjemme i en retsstat, at kvaliteten i forvaltningen af sårbare børn og unges forhold er så ringe.

Vejen frem har tre spor
Vejen frem har tre spor: For det første skal der gøres en massiv indsats for at styrke kvaliteten i den kommunale sagsbehandling på børne- og ungeområdet. KL har netop taget et vigtigt initiativ i den rigtige retning med udspillet ’De udsatte børn – fremtiden er deres’, og det er helt afgørende, at hver enkelt kommune følger op og får styr på procedurerne, så serviceloven – som et minimum – overholdes. Folketinget, Børnerådet og interesseorganisationerne omkring den kommunale indsats har et stort ansvar for at fastholde fokus på problemerne og bidrage til, at kommunerne får dem løst.

For det andet skal børns klageret udbygges. Der er stadig for mange områder, hvor børn og unge er retsløse. Mobning er et af dem. Skoleelever kan ikke klage, hvis skolen undlader at arbejde mobbe-forebyggende eller gribe ind over for mobning – der er nemlig ikke nogen lov, der pålægger skolerne dette ansvar.

Et andet område er børn i psykiatrien, når de tvangsbehandles. Børn under 15 år har ikke ret til at klage over magtanvendelser i behandlingen i psykiatrien. Derfor er der brug for at understrege, at selvom regeringen har valgt ikke at inkorporere FN’s Børnekonvention i dansk lovgivning, er vi stadig forpligtet til at overholde den. Folketingets medlemmer bør forholde sig aktivt og konstruktivt til konventionen og bruge den som en rettesnor i lovgivningsarbejdet.

For det tredje skal der bruges langt flere ressourcer på at oplyse børn og unge om deres rettigheder – herunder deres ret til at klage, hvis de mener, at deres rettigheder bliver krænket. De eksisterende klagemuligheder – herunder Ombudsmandens Børnekontor – skal gøres langt mere synlige og tilgængelige.

De skal gøre opmærksom på sig selv med professionel, ambitiøs markedsføring. De skal henvende sig aktivt til børn og unge der,  hvor de er, og de skal tiltrække dem med kvalitetsrådgivning og sagsbehandling med tid, overskud og kompetencer til at fokusere på det enkelte barn og dets forudsætninger.

Ombudsmandens Børnekontor er den sidste instans i et klagesystem, der desværre er for usynligt, svært tilgængeligt og forvirrende selv for voksne at finde rundt i. Det skal der laves om på – men vi skal ikke miste den vigtigste ambition af syne: At alle børn og unge i Danmark altid behandles med respekt for deres rettigheder.