Børns Vilkår: Man ændrer ikke børns virkelighed, blot fordi man ændrer loven

Kommuner skal ikke anbringe børn, før det, de kan tilbyde, er bedre end det, børnene kommer fra. 

Bedre skal forstås som, at anbringelsen samlet set bidrager positivt til børns trivsel og udviklingsmuligheder. Desværre er det ikke altid tilfældet i dag.

Børns Vilkår møder mange anbragte børn, der ikke føler sig hørt. Forældre, der føler sig tilsidesat. Socialrådgivere, der er stressede, og som overlever ved at arbejde ud fra, at de blot overholder minimumskravene i lovgivningen. 

Dette er dybt utilfredsstillende for dem, og det kan være katastrofalt for børnene.

De politiske forhandlinger om regeringens udspil Børnene Først bør derfor fokusere på, at vi også i praksis kan løfte kvaliteten i anbringelserne, både hvad angår beslutningen om en anbringelse og forløbet herefter.

Praksis er oftest problemet
Når vi i Børns Vilkår bliver spurgt, hvad vi gerne vil lave om i serviceloven for at sikre bedre sagsforløb, er vores svar som udgangspunkt, at en reel forbedring for udsatte børn ikke kan opnås gennem nye paragraffer, før kommunerne rent faktisk er i stand til at udmønte den eksisterende lov fagligt forsvarligt.

Selvom der på baggrund af regeringens udspil er udsigt til forbedringer i børns rettigheder og på anbringelsesområdet bredt set, så løser det ikke i sig selv, at det oftest er praksis, den er gal med, når en børnesag ender ulykkeligt.

Rasmus Kjeldahl
Direktør, Børns Vilkår

Så selvom der på baggrund af regeringens udspil er udsigt til forbedringer i børns rettigheder og på anbringelsesområdet bredt set, så løser det ikke i sig selv, at det oftest er praksis, den er gal med, når en børnesag ender ulykkeligt.

De faglige og administrative forudsætninger for at kunne overholde den eksisterende lovgivning er nogle steder så ringe, at mange sagsbehandlere meget forståeligt har mistet overblikket. 

Det kan betyde, at der er lovpligtige børnesamtaler, som ikke bliver afholdt, eller at børn udsættes for urimeligt mange skift i sagsbehandlere, opholdssteder og skoler, og at der er børn, som anbringes alt for sent eller ender på steder, hvor de mistrives og kun får det værre.

Fokus på børnenes oplevelse
Derfor hjælper det ikke alene at lave nye paragraffer, hvis vi skal løfte kvaliteten på anbringelsesområdet.

I stedet for børnefaglige forsvarlige tiltag kan den daglige drift let ende med fokus på budgetter, arbejdstid, sagsantal og godkendelsesprocedurer. 

Når vi skal finde løsninger, der også i virkeligheden kan gøre en positiv forskel, er det derfor en god ide at lytte til dem, der hver dag skal sikre, at løsningerne implementeres i praksis.

Frikommuneforsøget har foreløbig vist fine resultater på nogle områder. Blandt socialrådgiverne virker det til, at der er højere arbejdsglæde og en højere socialfaglig stolthed. 

De har følt sig tættere på familierne og mener selv, at de har kunnet lave bedre indsatser hurtigere. Vi ved endnu ikke, hvordan børnene har oplevet det, for de er endnu ikke blevet spurgt.

Netop børnenes oplevelse bør være det bærende for indsatsen og udgangspunktet for den videre sagsbehandling: Det er vigtigt at vide, om barnet synes, den beslutning, man overvejer at træffe, opfylder barnets behov. Og hvad med timingen i forhold til barnets situation? Er der behov for en hurtig eller midlertidig afgørelse, og hvordan tænker barnet, vi bedst følger op? 

Det kræver nogle gange et par postgange ekstra at få børnenes perspektiv med, men det er nødvendigt, hvis vil løfte kvaliteten på det her område.

Læren fra Barnets Reform
I vores bisidning støder vi desværre ofte på sager, der viser, hvor presset et system vi har i dag. 

Helt aktuelt er en af vores bisiddere involveret i en sag, hvor en 15-årig pige har været overladt til sig selv de sidste fire måneder. Hendes far er misbruger, og moren er psykisk syg, og pigen kan ikke bo hos nogen af dem. 

Hun vil rigtig gerne anbringes, men selvom kommunen har pligt til at finde en god løsning for hende, er der ikke sket noget. Hun går af samme grund heller ikke i skole. En dansk kommune har altså de sidste fire måneder overladt en 15-årig til selv at finde tag over hovedet.

For de fleste er ovenstående eksempel ikke til at bære, og ingen børn kan være tjent med sådan et forløb. Men det er desværre, hvad der sker i praksis, når ressourcerne ikke rækker, og kommunen derfor går på kompromis med faglighed og børneinddragelse.

Med Barnets Reform fra 2011 gav man børn flere rettigheder, blandt andet retten til at blive inddraget i sagsbehandlingen og retten til at blive hørt i forbindelse med afgørelser.

Nu føjer vi endnu et lag rettigheder til, men det gør vi, inden de rettigheder, børn fik i 2011, er implementeret i praksis. 

Vi mangler en tilbundsgående analyse af, hvorfor implementeringen ikke er lykkedes, så der kan blive rettet op og rettet til. Først da sætter vi børnene først.