Folketinget skal behandle et borgerforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne.

På børnehandicapområdet omgjorde Ankestyrelsen i 2019 51 procent af sagerne, 46 procent på voksenhandicapområdet og 41 procent på socialområdet generelt. Hvis vi skal overføre noget, må det vel være voldsomt fejlbehæftede velfærdsområder generelt.

Men er løsningen at flytte noget væk fra kommunerne? Man kan frygte, at vi ender det samme sted, bare i en borgerfjern styrelse. Og dilemmaet mellem retssikkerhed og økonomisk hovedpine følger jo med på den ene eller den anden måde.

En grundlæggende forudsætning i vores retsstat er, at alle myndigheder gør, hvad de kan for at leve op til lovgivningens krav. En af mine kolleger har peget på, at det centrale spørgsmål er, om vi fortsat kan gå ud fra, at det er tilfældet?

En kommunaldirektør (fra et andet velfærdsområde) sagde for eksempel til mig engang, at loven er vejledende for kommunerne. Direktøren grinede som om det var sjovt, men faktum er, at direktørens forvaltning reelt først begyndte at interessere sig for juraen, da presset fra utilfredse borgere og politikere blev for stort. 

Og vel at mærke efter at direktøren havde forsøg at overtale byrådet til at overlade kommunens interne kontrol til forvaltningen selv, så gældende ret kunne prioriteres i forhold til økonomien. Den slags er virkelighed og næppe et rent kommunalt fænomen.

Vi mangler redskaber
Lige nu står en del af diskussionen mellem borgere, som insisterer på en fair og lovlig behandling og KL, som nødtørftigt erkender et forbedringspotentiale, der blandt andet skal udløses via aftaler om tillid og samarbejde.

Og i øvrigt bliver fornærmet over kritikken og tegner et forvrænget billede af udfordringen ved blandt andet gentagende gange at eksemplificere problemstillingen med en sag, hvor en familie søgte om hjælp til at udskifte grus i indkørslen, som deres handicappede barn ellers tog i munden.

Formanden for KLs Socialudvalg går skridtet videre og udtrykker "en vis form for ærgrelse over, at det ikke er lykkedes at finde løsninger, så man ikke kom i pressen."

Det er nedslående, hvis det primært handler om legitimitet og de gratis glæder for kommunerne. Retssikkerhed kræver respekt for gældende ret, hårdt arbejde og integritet, og tillid er noget man gør sig fortjent til ved at optræde hensynsfuldt og troværdigt. Og nej, sagen om udskiftning af grus er ikke tilnærmelsesvist et retvisende billede af de udfordringer, som handicappede kæmper med.

Heldigvis er det min erfaring, at man i kommunerne er bedre til at forholde sig til virkeligheden, og mange kæmper for at få økonomien til at slå til uden at sjuske med retssikkerheden.

Men de fleste er langt fra målet, og vi har som samfund nogle udfordringer med respekten for folkestyret, der slår hårdt igennem. Og vi mangler redskaber til at korrigere det.

Flere borgerrådgivere
Tænketanken Justitia har peget på retssikkerhedsmæssige fordele ved borgerrådgivere og har anbefalet, at ordningerne gøres obligatorisk. Vel at mærke uafhængige borgerrådgivere med tilsynsbeføjelser.

Hermed peges på noget centralt. Tilsynet med kommunerne er over årene blevet udvandet til det symbolske, og alle offentlige myndigheder har behov for faglig understøttelse, korrektion og sanktion. 

Tallene fra Ankestyrelsen dokumenterer behovet. Folketinget har afsat 135 millioner kroner for at understøtte flere kommuners ønske om uafhængige borgerrådgiverfunktioner med tilsynsbeføjelser. Det gør det ikke alene, men det er et fint sted at starte.