Man aner nærmest en desperation i borgmestre Michael Ziegler (K) og Benedikte Kiærs (K) indlæg om den store og voldsomme kritik af handicapområdet, der nu har lydt gennem flere år. En kritik, der især har vokset sig stor på baggrund af Facebook-gruppen #Enmillionstemmer, der på kun to år har fået en medlemsskare på knap 31.000 medlemmer. 

Pågældende Facebook-gruppe, som vel nok nærmest kan betegnes som en bevægelse, har på fin og saglig vis fået sat et meget vigtigt fokus på handicappede og deres rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen i landets kommuner – godt bakket op af alle store handicaporganisationer. 

Og det fokus har der i den grad været behov for. 

Gennem mange år har handicapområdet på såvel børne- som voksenområdet været udsat for kommunal budgetnedskæring på budgetnedskæring, hvilket naturligvis har haft indflydelse på sagsbehandlingen. 

I den forbindelse er der kun én part, der taber; borgeren, hvis retssikkerhed blæser i vinden. Eller rettere sagt; efter kommunens forgodtbefindende, alt efter hvordan den kommunale økonomi ser ud.

Da jeg var ansat som socialrådgiver i Aarhus Kommunes børnehandicapafdeling tilbage i 2009 til 2011, kan jeg huske, hvordan der dengang blev strammet op på ydelserne til borgerne, hvorfor vi var nødsaget til at træffe afgørelser, som bestemt ikke var inden for lovgivningens rammer. 

For stor sagsbyrde – for lidt tid og penge
Jeg holdt i det job i to år, for ingen af vores opråb til ledelsen hjalp noget, og jeg så derfor ingen anden udvej end til sidst at søge væk. Jeg kunne ikke stå fagligt inde for kvaliteten af sagsbehandlingen. 

De to borgmestre udtrykker et ønske om en vis selvrefleksion i debatten. Ikke selvrefleksion hos kommunerne, men hos Folketingets ordførere, som på det seneste har fulgt trop med kritik af kommunernes sagsbehandling.

At pege lovgivningen ud som synder er simpelthen at lægge ansvaret fra sig. Serviceloven, som handicapområdet administreres efter, er faktisk ganske klar og uden særlig kompleksitet. 

Maj Thorsen
Privatpraktiserende socialrådgiver

Kiær peger herefter på spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen simpelthen er blevet for kompleks til, at rigtige mennesker kan forvalte den. Og det er her, jeg for alvor springer op af stolen, for at pege lovgivningen ud som synder er simpelthen at lægge ansvaret fra sig.

Serviceloven, som handicapområdet administreres efter, er faktisk ganske klar og uden særlig kompleksitet. 

I modsætning hertil kan nævnes beskæftigelsesområdet, som med dets 30.000 sider lovgivning er fuldstændig ude af proportioner. 

Ydermere vil jeg gøre opmærksom på, at også Retssikkerheds- samt Forvaltningsloven også er ret tydelige. 

Det er noget helt andet, der er på spil, når sagsbehandlingen i den lokale handicapafdeling går galt.

For det første har mange medarbejdere en alt for stor sagsbyrde. De har ganske enkelt ansvaret for alt for mange familier og har derfor ikke tiden til at yde kvalificeret og ordentlig sagsbehandling. 

Når borgmestrene i deres indlæg peger på, at mange medarbejdere af et ægte hjerte ønsker at hjælpe borgere med handicap, så er jeg da ikke et øjeblik i tvivl om dette. Men et godt og ægte hjerte gør det altså ikke alene. 

Der skal også tid til. 

Tårnhøje omgørelsesprocenter
Derudover skal der være ledelsesmæssig opbakning til at kunne gøre et godt stykke socialfagligt arbejde, som holder sig inden for lovens rammer.

Dernæst er der, som jeg selv oplevede det i Aarhus Kommune, strammet særdeles meget i mange kommuner i forhold til afgørelser til borgerens fordel. 

For af disse afgørelser følger jo en udgift, og da mange kommuner er hårdt spændt for budgetmæssigt, skal der spares, hvor der spares kan. 

Der bliver derfor gået helt til grænsen i forhold til lovgivningen, desværre også ofte over grænsen, når kommunen giver afslag. 

Jeg må spørge Benedikte Kiær og Michael Ziegler:  Har I og kommunerne selv været gennem den refleksionsproces, som I efterlyser fra Folketinget? 

Maj Thorsen
Privatpraktiserende socialrådgiver

Det er derfor, vi i nogle kommuner ser tårnhøje omgørelsesprocenter fra Ankestyrelsen, som qua at være rekursmyndighed, kan ændre en kommunes afgørelse eller sende sagen tilbage til fornyet afgørelse. 

I 2019 lå omgørelsesprocenten på 51 procent på børnehandicapområdet. 51 procent! Læg dertil de sager, hvor borgeren ikke har haft de fornødne ressourcer eller indsigt i lovgivningen til at klage over en afgørelse. 

Det tal kan ikke andet end give anledning til eftertanke om, at der i nogle kommuner spekuleres i at give afslag efter devisen: Går den, så går den. Jeg kan i hvert fald fuldstændigt tilbagevise påstanden om, at en kompleks lovgivning skulle være hovedårsagen. 

Ovenstående mistanke bestyrkes af, at mange af landets kommuner gennem de seneste år har benyttet sig af konsulentfirmaer, hvis eneste opgave har været at finde besparelser på handicapområdet. 

De pågældende konsulentfirmaer blev iøvrigt aflønnet efter, hvor mange besparelser de kunne lokalisere. 

Og så er det, jeg må spørge Benedikte Kiær og Michael Ziegler: 

Har I og kommunerne selv været gennem den refleksionsproces, som I efterlyser fra Folketinget? 

Socialrådgivere skal råbe op

For ovenstående metoder er noget af det mest beskidte, man kan forestille sig, når det handler om hjælp til udsatte børn, unge og voksne. 

Hverken jeg eller andre er ude på en nulfejlskultur i sagsbehandlingen, som Kiær og Ziegler fremhæver i deres indlæg. Men det må kunne forventes, at en kommunal myndighed, underlagt love og regler, administrerer disse sagligt og redeligt, hvilket der simpelthen kan drages berettiget tvivl om. 

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg IKKE hænger landets socialrådgivere ud. Men kunne jeg ønske mig flere opråb fra jer derude i den offentlige debat? Ja tak, det er ønskværdigt. 

I har faktisk en forpligtelse qua jeres socialrådgiveruddannelse til at gøre opmærksom på forhold, som skader de borgere, I arbejder med. 

Så stå nu sammen, og giv lyd!

Tror jeg, at alle landets kommuner snyder på vægten? Nej, overhovedet ikke. Men kritikken fra alle store handicaporganisationer, borgergrupper og fagpersoner taler deres tydelige sprog, bakket op af faktuelle omstændigheder, nemlig de voldsomme omgørelsesprocenter fra Ankestyrelsen. 

Og den ære kan simpelthen ikke tilfalde en angivelig ”kompleks lovgivning”. 

Må jeg derfor udtrykke et stille ønske om selvrefleksion fra kommunerne selv.