Debat

Borgmestre til Folketinget: Så overtag dog det specialiserede socialområde

Enten betaler Folketinget og regeringen for de ønsker og krav, som de tydeligvis har til det specialiserede socialområde, ellers bør de overtage området, skriver Michael Ziegler og Benedikte Kiær.

Det er tydeligvis gået i glemmebogen, at diverse regeringer og langt de fleste folketingspolitikere gennem tiden gav kommunerne en bunden opgave, skriver Michael Ziegler og Benedikte Kiær. (Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix)
Det er tydeligvis gået i glemmebogen, at diverse regeringer og langt de fleste folketingspolitikere gennem tiden gav kommunerne en bunden opgave, skriver Michael Ziegler og Benedikte Kiær. (Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix)
Benedikte Kiær
Michael Ziegler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 4. maj behandlede Folketinget et borgerforslag fra #Enmillionstemmer, som ønsker at flytte det specialiserede område fra kommunerne. 

Hele debatten i folketingssalen var baseret på den påstand, at kommunerne bare er elendige til at varetage området. 

Når vi i kommunerne påpeger, at kommunerne afgør tusindvis af sager hvert eneste år, og at dem som Ankestyrelsen omgør, faktisk i mange kommuner udgør under en procent, så siger I og brugerorganisationerne i kor, at der er et stort mørketal. 

Vi kunne godt ønske os, at debatten om det specialiserede socialområde havde et element af selvrefleksion.

Michael Ziegler og Benedikte Kiær, Hhv. borgmester i Høje-Taastrup Kommune og borgmester i Helsingør Kommune

Det er efterhånden tydeligt for os, at alle ordførere ønsker en nulfejlskultur i kommunerne og at vi aldrig kommer til at gøre jer eller brugerorganisationerne tilfredse. Derfor har vi det sådan: Så overtag dog området!

Og når I så overtager området, så skal I vise, at I kan stille alle tilfredse og udføre nul fejl for de samme midler, som vi af jer fik til rådighed.

Vi fik en bunden opgave
Det er tydeligvis gået i glemmebogen, at diverse regeringer og langt de fleste folketingspolitikere gennem tiden gav os kommuner en bunden opgave.

Vi skulle nemlig med udgangspunkt i en meget kompleks lovgivning hjælpe borgere med komplekse problemstillinger og samtidig få styr på økonomien. 

I amternes tid steg udgifterne markant år for år, og da vi fik ansvaret, fik vi besked på at gøre området styrbart økonomisk. I kommunerne har vi løst den opgave, uden at der er løbende er fulgt penge med til at håndtere den stigning i antallet af borgere, som har behov for hjælp. 

Og efter et år med lange nedlukningsperioder, så er der kommet ekstra opgaver. Og vi vil også lige påpege, at der heller ikke følger penge med, når Socialtilsynet rejser rundt til botilbud og institutioner rundt om i landet og hæver serviceniveauet. 

Det er sikkert velbegrundet, men det giver en større regning, som kommunerne skal betale af den samlede økonomiske ramme. Det vil sige vi må spare andre steder for at betale de større regninger.

Hvor er selvrefleksionen?
Vi kunne godt ønske os, at debatten om det specialiserede socialområde havde et element af selvrefleksion. 

Når nu Folketinget bliver ved med at være utilfredse med kommunerne år efter år på et område, som vores medarbejdere har valgt at arbejde indenfor, fordi de faktisk af et ægte hjerte ønsker at hjælpe borgere med handicap, kan det så være, at der er noget andet galt? 

Er lovgivningen simpelthen blevet for kompleks til, at rigtige mennesker kan forvalte den? Den er i hvert fald for kompleks til, at den kan forvaltes efter den nulfejlskultur, som Folketinget kræver.

Der er ingen tvivl om, at både kommunale medarbejdere og politikere rent faktisk ønsker at hjælpe mennesker. 

Ja, der bliver begået fejl, vi er mennesker. Og ja, vi arbejder med at blive bedre hele tiden. Men det er åbenbart ikke nok. Efter tirsdagens debat i Folketinget og socialministerens løbende og mange negative udtalelser om kommunernes arbejde på det specialiserede socialområde, er vi kommet til følgende konklusion: 

Enten betaler Folketing og regeringen for de ønsker og krav, som de tydeligvis har. Eller så bør de overtage området.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Kiær

Borgmester (K), Helsingør Kommune, regionsrådsmedlem (K), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2001)