
Vil du sætte retningen for HR på en af landets helt særlige arbejdspladser, have ansvar for at udvikle organisationen og sikre stabil drift i en dynamisk hverdag med mange samarbejdspartnere?
Som HR-chef står du i spidsen for, at HR-kontoret er en drivende kraft i den fortsatte udvikling af Folketingets Administration som arbejdsplads for de næsten 500 ansatte, og du skal lede HR-kontoret, der er en stabsfunktion med reference til Folketingets direktør.
Du bliver direktionens tætte sparringspartner og ansvarlig for opgaver for både folketingsmedlemmer og administration. Du sikrer som HR-chef, at opgaverne bliver løst sikkert, rettidigt og med høj kvalitet. Du videreudvikler arbejdsgange, der styrker et godt og værdiskabende samarbejde med Folketingets øvrige enheder, og du sikrer den fortsatte implementering af HR-strategien.
HR-kontoret har en bred opgaveportefølje. En central opgave er at rådgive og understøtte folketingsmedlemmer om deres vilkår – f.eks. vederlag, pension, efteruddannelse og boligforhold. HR-kontoret har også ansvaret for løn og personaleforhold for ansatte i Folketingets Administration. Vi arbejder bl.a. med personalejura, ledelses- og organisationsudvikling, arbejdsmiljø, strategi og efteruddannelse. Derudover varetager vi opgaver som rekruttering, overenskomstforhandlinger samt økonomistyring.
HR-kontoret har 18 medarbejdere og er i dag organiseret med to faglige ledere: én for drift og én for udvikling. Som HR-chef har du personaleansvaret for hele kontoret
Du skal kunne skabe gode rammer for samarbejde i en travl enhed. Samtidig skal du kunne prioritere opgaverne, skabe fokus og drive digitalisering af processer.
Det er vigtigt for dig at:
være en tæt og troværdig sparringspartner for direktionen og den øvrige chefgruppe.
fastholde fokus på udvikling af organisation og ledelse
have en bred kontaktflade i hele administrationen – og samarbejde med mange forskellige aktører, herunder folketingsmedlemmer.
sikre høj kvalitet i leverancerne og en tydelig prioritering i opgaveløsningen i HR-kontoret.
bidrage til at nå målene i HR-strategien.
Din profil
Du har en relevant uddannelse og solid erfaring inden for HR. Særligt vægtes viden om overenskomster og aftaler (Folketingets Administration har egne overenskomster), ansættelsesret og personaleadministrative processer.
Du er erfaren personaleleder og kan håndtere en lederrolle med mange forskellige opgaver. Du har erfaring fra en politisk styret organisation, og det er vigtigt, at du forstår politiske processer og har erfaring med – og interesse for – samarbejde med politikere.
Du har en god strategisk og organisatorisk forståelse og har vist, at du kan sætte og drive en udviklingsdagsorden på HR-området. Du samarbejder konstruktivt med både chefer og medarbejdere og arbejder i tråd med strategier og handleplaner.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
er fagligt stærk og tryg i lederrollen.
har robusthed og høj integritet.
kan reflektere over opgaveløsningen og sikre et solidt og nuanceret beslutningsgrundlag.
har stærke forhandlingsevner og politisk tæft og kan skabe tillidsfuldt samarbejde på tværs af Folketinget.
er god til konflikthåndtering og bevarer roen i pressede situationer.
Løn og ansættelse
Du ansættes på åremål efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten (løngruppe 1). Der kan forhandles et pensionsgivende personligt tillæg. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes til stillingen.
Tiltrædelse: 1. august 2026 eller snarest derefter.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfrist: 22. maj 2026 kl. 12.00. Du søger elektronisk via Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Yderligere oplysninger
Et eksternt konsulentfirma, Genitor, medvirker i ansættelsesprocessen. Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos Tina Overgaard, Genitor, på tlf. 3141 0582 eller e-mail to@genitor.dk, eller hos direktør Marie Hansen på tlf. 3337 3001 eller e-mail marie.hansen@ft.dk.
Der gennemføres førstesamtaler den 2. og 3. juni 2026 og test af kandidater den 4. og 5. juni 2026. Anden samtalerunde er planlagt til den 15. juni 2026.
Du kan læse mere om administrationens organisering, enhedernes arbejde, årsrapporter m.v. på www.ft.dk/da/organisation.









