
Vil du arbejde med national sikkerhed, krisestyring og samfundets robusthed? Vil du være med til at styrke kommunernes beredskab og bidrage til udviklingen af fremtidens samlede danske totalberedskab? Har du solid erfaring fra beredskabsområdet og lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem politik, interessevaretagelse og implementering? Så er det måske dig, vi søger til en spændende stilling i KL’s Enhed for Samfundssikkerhed.
Danmark står i dag over for det mest alvorlige og komplekse risiko- og trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Det er kommunerne, der står i forreste linje, når kriser rammer. Derfor er det afgørende, at de kommunale beredskaber er bedst muligt forberedt på at kunne forebygge og håndtere de mangeartede hændelser og kriser, som kan opstå. Det arbejde har vi brug for din hjælp til at løfte.
Din hverdag i KL
Som rådgiver i KL’s Enhed for Samfundssikkerhed får du en central rolle i arbejdet med at understøtte kommunerne og udvikle den kommunale beredskabsindsats. Du vil arbejde tæt sammen med kommuner, statslige myndigheder, andre beredskabsaktører og øvrige relevante samarbejdspartnere.
Du bliver en del af en enhed bestående af syv dedikerede medarbejdere, der sammen arbejder målrettet for at understøtte kommunerne og de kommunale beredskaber og sikre, at de har de bedst mulige rammer for at lykkes med deres opgaver.
Dine primære opgaver vil blandt andet være at:
Rådgive kommunerne og levere faglige input til deres beredskabsarbejde
Bidrage til udviklingen af rammerne for et kommende samlet totalberedskab
Gennemføre risiko- og sårbarhedsanalyser samt yde rådgivning på baggrund heraf
Bistå med faglig viden og input til KL’s interessevaretagelse på beredskabsområdet
Udarbejde anbefalinger, vejledninger og faglige oplæg til kommunernes beredskabsarbejde
Tilrettelægge og gennemføre øvelser i samarbejde med kommuner og andre aktører
Planlægge og gennemføre temadage, kurser og undervisningsaktiviteter målrettet kommunerne.
Du skal være indstillet på en vis mængde rejseaktivitet i forbindelse med møder, netværk og arrangementer rundt i landet.
Om dig
Der kan være mange indgange til stillingen, men vi forestiller os, at du:
Har et solidt teoretisk og operationelt kendskab til beredskabsområdet – gerne med praktisk eller operativ baggrund, fx fra forsvaret
Har indsigt i kommunernes vilkår og rolle i det samlede danske beredskab
Har erfaring med – eller god forståelse for – samarbejde med politiske organisationer og beslutningsprocesser
Har et stærkt og relevant netværk inden for beredskabsområdet
Har gode formidlingsevner og trives med undervisning samt facilitering af processer
Arbejder struktureret, analytisk og selvstændigt, men også trives i tæt samarbejde med andre
Vi tilbyder dig
KL’s Enhed for Samfundssikkerhed er forankret i KL’s Center for Klima og Tværkommunalt Samarbejde. Centret består af knap 70 medarbejdere, der arbejder med en bred pallette af fagområder.
Vi tilbyder en spændende og samfundsvigtig stilling med stor mulighed for personlig og faglig udvikling. Du bliver en del af et stærkt fagligt og socialt miljø i en interesseorganisation med stor politisk gennemslagskraft og indflydelse på samfundsudviklingen. Du får masser af ansvar og medindflydelse på dine opgaver og med fleksible muligheder for at tilrettelægge din arbejdsdag.
Det praktiske
Lyder stillingen som noget for dig, så send os gerne din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi indkalder til samtaler løbende og håber på at kunne byde vores nye kollega velkommen til august.
Løn- og ansættelsesvilkår følger relevant overenskomst i KL med mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde denne gennem hele ansættelsesforløbet.
Er du nysgerrig på at høre mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedsleder Anders Christian Dyhr, på telefon 3062 5940.
Vi glæder os til at høre fra dig!
KL er interesse- og medlemsorganisation
KL er interesse- og medlemsorganisation for de 98 kommunalbestyrelser i Danmark. KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Kig forbi vores KL Karriereunivers og lær mere om os som arbejdsplads og medarbejdere.









