BUPL: Udsatte børn har brug for en tidlig indsats

Børn, der er i problemer, har behov for at blive mødt med åbne arme og ikke med kringlede systemer, når de er nået så langt som at bede om hjælp.

Lasse Bjerg Jørgensen
Forbundssekretær hos BUPL

Af Lasse Bjerg Jørgensen
Forbundssekretær hos BUPL

Små børn, små problemer - store børn, store problemer. Det er en ofte hørt vending, men reelt burde det være lige omvendt, for de livslange problemer bliver ofte grundlagt i barndommen. Stort set alle unge med adfærdsproblemer har også været små børn med problemer. Derfor er det så vigtigt, at udsatte børn får hjælp i tide, og at vi sætter ind, så snart vi kender problemets karakter og omfang.

Vi skal tage advarselssignalerne alvorligt, når børn viser tegn på, at der er noget galt, eller når de ligefrem selv beder om hjælp, som tilfældet er, når de henvender sig til Ombudsmandens Børnekontor. Børn, der er i problemer, har behov for at blive mødt med åbne arme og ikke med kringlede systemer, når de er nået så langt som at bede om hjælp. Og derfor er det ærgerligt, at så mange klagere bliver afvist ved indgangen på grund af procedurefejl i sagsgangen.

Børn i risiko er afhængige af, at der er voksne rundt om dem, der reagerer, for hvordan kan de vide, at noget er i vejen, hvis de ikke har oplevet andet end afvisning eller overgreb? Pædagoger er en af de faggrupper, der laver mange indberetninger om mistanker om vold eller overgreb mod børn.

En bred, tidlig, forebyggende indsats
I 2013 lavede vi i BUPL en medlemsundersøgelse, der viste, at ca. 68 procent af pædagogerne havde lavet mindst en underretning. Det er aldrig behageligt, men det er helt afgørende, at fagpersonale kan spotte de udsatte børn og råbe vagt i gevær, når de har grund til bekymring. Og det er afgørende, at opråbet bliver taget alvorligt af kommunen, og at en undersøgelse bliver sat i gang med det samme.

I Danmark er vi generelt meget forsigtige med at blande os i andres familieforhold, for vi er bange for at krænke privatlivets fred, og vi vil gerne tro det bedste om hinanden. Men det er et misforstået hensyn, når en SFI-undersøgelse peger på, at op til 15 procent af en børneårgang kan betegnes som socialt udsatte. Det kræver en bred, tidlig, forebyggende indsats og et tæt samarbejde mellem faggrupper at hjælpe de udsatte børn, og den indsats skulle meget gerne være igangsat, inden sagen overhovedet når så langt som til Ombudsmandens Børnekontor.

Så når så mange børn støder panden mod en mur i det system, bliver jeg bekymret, for hvad så med alle dem, der ikke selv råber op? Noget tyder på, at vi har brug for en langt mere bredspektret og koordineret indsats for de udsatte børn, så vi ikke først sætter ind med hjælpen, når det er for sent.