Ikke så langt tilbage jeg kan huske, har der været et mere åbent vindue for at diskutere og søge løsninger på de meget store udfordringer, vi står med på handicapområdet. 

Organisationer, borgergrupper, medier og politikere har fokus, og så er der ikke mindst det helt centrale fokus, som er sat af den historiske evaluering af handicapområdet, som regeringen og regeringens støttepartier har sat i værk.

Det specialiserede socialområde har aldrig tidligere været så gennemlyst, som tilfældet vil være, når vi står med den færdige evaluering. Det svære bliver at udtrække den viden, som giver os de relevante og rigtige konklusioner.

Rammen
Vores afsæt for evalueringen er, at vi med kommunalreformen i 2006/07 ikke ramte:

- den rigtige balance i opgave- og arbejdsdelingen mellem regioner og kommune

- at vi ikke fik skabt det vidensdistributionssystem, som kan sikre et højt vidensniveau uanset hos hvem og hvor behovet opstod

- at kommunerne fik monopol på visitation - uden appelmulighed

- og så fik vi ikke skabt en finansieringsmodel, som sikrer en solidarisk finansieringen, men derimod en model, som efterlader den enkelte kommune med den økonomiske smerte. Og dermed også med incitamentet til at søge den billige løsning - frem for den rigtige løsning

Alt dette er resulteret i en massiv afspecialisering, og det er resulteret i, at kommunerne sidder med en opgave, de ikke har hverken viden og penge til at løse. I stedet drives de af et uhelligt økonomisk incitament til at løse opgaven billigste mulig frem for bedst muligt. 

Vi skal ikke flytte opgaver bare for at demonstrere handlekraft, men vi skal have en ambition om at opdrage kommunerne til at løfte den opgave, vi giver dem.

Mogens Wiederholt
Direktør, CP Danmark

Økonomi går før faglighed, og af samme grund er mistilliden mellem borger og system stukket helt af.

Det er disse helt grundlæggende systemfejl, vi skal have rettet op på og løst i forbindelse med den igangværende evaluering.

Opgaverokade er ikke løsningen
Derfor skal vi have en omfattende reform, som adresserer de grundlæggende udfordringer og ikke bare justerer på symptomerne.

Men det er også vigtigt at få sagt, at en reform ikke betyder, at kommunerne per se skal fratages handicapområdet. De centrale problemer løses ikke ved at flytte rundt på opgaverne. De afgørende systemfejl omkring økonomi, finansieringsmodel, visitation og vidensdistribution forsvinder ikke blot, fordi vi flytter rundt på opgaverne. Nissen flytter med.

Vi skal tværtimod holde fast i de grundlæggende handicappolitiske visioner om inklusion, ligebehandling og deltagelse. Og det indebærer, at man som borger med et handicap får den hjælp man har behov for, der hvor man bor og lever. Uden man skal flytte for at få den hjælp man har brug for. 

Evalueringen må ikke, i specialiseringens navn, resultere i en omfattende reinstitutionalisering. Derfor skal vi ikke flytte opgaver bare for at demonstrere handlekraft, men vi skal have en ambition om at opdrage kommunerne til at løfte den opgave, vi giver dem. Og vi skal have penge, incitamenter og viden til at løse den.

Og så er der en række opgaver, som kommunerne ikke kan og skal løse, fordi de er for komplekse, højt specialiserede og så sjældne, at det ikke giver mening, at de forsøges løst kommunalt. De opgaver skal vi løse regionalt.

Arbejdsdeling, specialeplan og vidensdistribution
Derfor er det en helt afgørende del af reformen at skabe en ny og bedre arbejdsdeling mellem kommuner og regioner.

Det betyder en specialeplan, hvor vi gør regionerne ansvarlig for bestemte målgrupper eller bestemte problemstillinger, som i sin natur er så specialiseret eller så tværgående, at de ikke kan løse hensigtsmæssigt i 98 kommuner.

Ansvaret for for eksempel døvblinde skal ikke spredes på 98 forskellige kommuner. I stedet skal vi give Region Nordjylland opgaven at være den absolut stærkeste og mest indsigtsfulde ressource, vi har på døvblindeområdet. Det betyder, at regionen driver de mest specialiserede tilbud for døvblinde, at regionen har ansvaret for at opbygge og vedligeholde det ypperste viden på området - og forpligtes til at distribuere den viden ud i landet, hvor behovet for viden end er. 

Men det betyder ikke, at alle døvblinde skal bo i Nordjylland. Vi skal derimod opbygge et net af regionale videnscentre, der fungerer som national producent, indsamler og distributør af viden, så viden er tilgængelig, hvor og når der er behov.

At være videnscenter indebærer, at man er forankret i et praksismiljø og har en forpligtigelse til at producere ny viden. At man er forpligtet til at indsamle og systematisere den viden og forskning, der findes på området og er forpligtet til aktivt at bringe den viden ud i alle de hjørner af landet, hvor behov for viden opstår

Faglighed før økonomi
Distributionen kan være i form af udredninger, kurser, symposier med videre, men det kan også være i form af midlertidige tilbud, hvor en borger for en periode opholder sig på et tilbud, mens han/hun oplæres og trænes til at kunne klare sig hjemme.

Et eksempel kunne være alternativ kommunikation, hvor borgeren tilbydes et seks måneders ophold på et midlertidigt botilbud, mens hun oplæres i brugen af de relevante teknikker og metoder. Men udgangspunktet er, så langt det overhovedet er muligt, at specialviden kommer til borgeren – ikke omvendt.

Derfor er specialeplanlægning, specialeansvar og vidensdistribution en absolut hjørnesten i den kommende reform.

Vi har mere end rigelig dokumentation for, at økonomi og økonomiske hensyn spiller en helt afgørende rolle for de beslutninger der træffes og ofte tilsidesætter fagligheden. Det sker ikke, fordi der sidder onde mennesker ude i kommunerne. Det sker, fordi pengene ikke rækker. Derfor er det et selvstændigt tema at få genoprettet økonomien efter en lang årrække med underfinansiering.

Men det er ikke nok at sikre pengerigelighed. Det er lige så vigtigt, at de økonomiske incitamentsstrukturer vender rigtigt – og understøtter den faglighed og kvalitet, vi vil have. Sådan er det ikke i dag. Derfor er det en bunden opgave, at introducere en finansieringsreform, som fjerner kommunernes økonomiske incitament til at lade økonomi gå forud for faglighed.

Bryd visitationsmonopolet
Det kunne eksempelvis være en variant af den gamle grundtakstmodel, men konstrueret så det er kommunerne selv, der solidarisk og i fællesskab finansierer det, der ligger ud over grundtaksten. 

Det kunne for eksempel være gennem en kommunal fond, som alle kommuner bidrager til ud fra objektivt kriterier. Sådan virker i princippet også den statslige refusion, hvor refusionen modregnes i bloktilskuddet. 

Refusionen er ikke et ekstra bloktilskud, men en udligningsordning. Det er et sundt princip.