EL: Økonomien presser retssikkerheden

Af Jakob Sølvhøj (EL)
Handicapordfører

I forbindelse med vedtagelse af budgettet for 2016 besluttede en kommunalbestyrelse, at der bl.a. skal ske en servicereduktion i tilbud efter servicelovens § 103 og 104. Forvaltningen fulgte beslutningen op med en skrivelse til de tilbud, som kommunens borgere er visiteret til.

Her orienteres der om, at beslutningen om servicereduktion ikke bare kan få konsekvenser for nye brugere af tilbuddet, men at det som konsekvens af den politiske aftale om budgettet også for nuværende brugere kan blive nødvendigt at sænke serviceniveauet. Borgerne vil, skriver forvaltningen, blive orienteret om ændringen, og der vil naturligvis blive truffet en konkret og individuel afgørelse i forhold til den enkelte borger.

Det beskrevne forløb er næppe enestående. Det er snarere et typisk billede på, hvordan mange kommuner i dag fastlægger rammerne for visitering af borgere til tilbud efter serviceloven. Der fastlægges en økonomisk ramme, der forudsætter en generel reduktion i serviceniveauet. Det hele pakkes pænt ind i en besværgelse om, at afgørelsen naturligvis vil være konkret og individuel, og dermed skulle alt være i orden. Eller er det?

Handicaporganisationerne advarede mod ændring af serviceloven
Det skortede ikke på advarsler fra handicaporganisationerne, da Folketinget i 2012 besluttede at ændre serviceloven ved at skrive kommunalt fastsatte serviceniveauer og økonomiske hensyn ved afgørelser i sociale sager ind i loven. Erfaringerne fra kommunernes overtagelse af det specialiserede socialområde havde bidraget til at skabe en berettiget bekymring for, at økonomiske hensyn i stigende grad ville få forrang for faglige hensyn.

Et stort flertal i Folketinget valgte desværre at feje advarslerne til side og stillede sig tilfreds ved ministerens forsikringer om, at kommunerne ikke ville kunne gennemføre ændringer i serviceniveauerne alene ud fra økonomiske hensyn. Enhedslisten var ikke beroliget og stemte imod lovændringerne.

Det står ikke for godt til med retssikkerheden for borgere med handicap.

Jakob Sølvhøj (EL)
Handicapordfører

Bekymringen for økonomiens forrang frem for faglige hensyn blev yderligere bestyrket året efter af Højesterets dom i den såkaldte Køge-sag. Her gav et flertal på tre ud af fem dommere, med afsæt i lovændringerne fra 2012, kommunen medhold i dens beskæring af ydelser til borgere, selv om den åbenlyst reelt var begrundet med økonomiske besparelser.

Dommen har, selv om den konkrete sag omhandlede ældreområdet, utvivlsomt opmuntret mange kommuner til mere offensivt at søge lovgivningens grænser af for, hvor langt kommunalbestyrelsen kan gå i sin begrænsning af serviceniveauet på hele det sociale område. Kommunerne har i en årrække været under et voldsomt pres på grund af de stadig snævrere rammer, som skiftende regeringer har sat for den kommunale økonomi, og det er åbenlyst, at mange kommunalbestyrelser ser det specialiserede socialområde som et område, hvor der kan spares rigtig mange penge.

Revision af serviceloven på vej
En praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen fra november 2015, der afdækkede fejl i 40 procent af de undersøgte sager, tegner et billede af, at der i mange kommuner er store problemer med sagsbehandlingen på det sociale område. Der er formentlig flere årsager hertil, men det er nærliggende at tro, at det økonomiske pres spiller en ikke ubetydelig rolle.

Tilsvarende er det vist vanskeligt at bortforklare, at økonomien må have spillet en alt for dominerende rolle i sagsbehandlingen, når en kommune på den københavnske vestegn for et års tid siden kunne blive underkendt i over 60 procent af de klagesager, der blev rejst af borgere efter udmøntningen af et nyt politisk besluttet serviceniveau.

Det står ikke for godt til med retssikkerheden for borgere med handicap. Den er under pres af den trængte kommunale økonomi, og der er desværre udsigt til, at tingene kan forandre sig til det værre. Omprioriteringsbidraget har i 2016 banet vej for besparelser på handicapområdet i en række kommuner, og KL lægger ikke skjul på, at området også må forventes at holde for, når der skal spares yderligere i de efterfølgende tre år.

Interessant bliver det, om det så vil føre til, at kommunerne gør oprør over det økonomiske pres, der truer retssikkerheden, eller om de omvendt vil presse på for, at den bebudede revision af serviceloven gør det lettere at gennemføre besparelser på handicapområdet. Man kan håbe på det første og frygte for det sidste. Der vil være meget på spil i de kommende måneders drøftelse og forhandlinger om ændringer af serviceloven.