En ilddåb, et glas brunt vand og anklager om løftebrud: Fem nedslag fra partiledernes krydsild med Mette Frederiksen

Mona Juul var for første gang i ilden

For første gang rejste Mona Juul sig fra den plads, hvor afdøde Søren Pape Poulsen plejede at sidde.

Den nyudnævnte K-formand tog tråden op fra sin tiltrædelsestale i weekenden, hvor hun gik i rette med statsministeren og regeringen, når det kom til bekæmpelsen af opiodmisbrug.

Mona Juul borede i, hvorfor der gik så lang tid fra udarbejdelsen af en rapport, der kortlægger en stigende vækst i særligt unges forbrug af opioder, til den blev publiceret. Hang det sammen med, at statsministeren aflagde misbrugscenteret i Greve et pressedækket visit, hvor hun ringede med "alarmklokkerne"?

Det havde statsministeren ikke de bedste svar på. Hun forsvarede sig med, at hun ikke vidste, hvornår justitsminister Peter Hummelgaard (S) blev bekendt med rapporten. Til gengæld slog hun fast, at hun gerne vil hæve straffen og lukke de kiosker, der sælger opioder.

Lidegaard medbragte et glas brunt vand – og fik en reprimande

De radikales politiske leder, Martin Lidegaard, havde medbragt et sylteglas med brunt vand fra Vejle Fjord, som han forestod en "begravelse" for tidligere på måneden.

Han bemærkede selv, at sylteglasset formentlig faldt for Folketingets forbud mod at medbringe rekvisitter i folketingssalen, hvilket bagefter blev bekræftet fra formandsstolen.

Lidegaard beskrev de døde fjorde som det største politiske svigt, "vores generation" har leveret. Lidegaard forsøgte at presse Mette Frederiksen til at komme med garantier for nye beslutninger – ikke mindst den af Klimarådet foreslåede udtagning af en tredjedel af dansk landbrugsjord.

Et forslag, der falder i godt tråd med, hvordan Lidegaard i det hele taget mener, at landbrugets CO2-udledning skal reguleres.

Igen følte Mette Frederiksen sig nødsaget til at træde vande med henvisning til alt det andet, der sker på det grønne område og særligt den nye aftale om havvind. Det er jo klimatiltag, fjordenes tilstand er et miljøspørgsmål, indvendte Lidegaard.

Det blev ikke til mere end lovning fra statsministeren på, at der nok skulle ske noget i fremtiden. Under det gemmer sig en analyse af, at netop kvælstofudledning kan blive det emne, der kan åbne for en klimaaftale på landbruget, netop fordi staten her kan komme i spil som opkøber af landbrugsjord. 

Dragsted lod sig fange i bededagsslagsmålet

Pelle Dragsted (EL) samlede de Danish Crown-fyresedler op, Mette Frederiksen havde smidt i hovedet på Støjberg.

For hvordan er det overhovedet blevet muligt, at landbruget kan sende grise på langfart til slagtebænken? Ja, ifølge Dragsted er det EU-lovgivning, der gør det muligt, og han prøvede, at få Mette Frederiksen til at stille garanti for, at regeringen vil gå til Bruxelles med mål om en tidgrænse på otte timers transport af slagtedyr.

Det var skarpe spørgsmål, og hvis ikke Dragsted havde indledt dem med sørgemusik for store bededag, havde han måske fået mere med sig hjem end en statsministeriel omfavnelse af selve intentionen om bedre dyrevelfærd i slagtevognene.

I stedet brugte Mette Frederiksen tiden på at sole sig i det socialdemokratiske pokalskab med lønløft og Arne-pension samt den høje beskæftigelse. 

Messerschmidt udfordrede med champagne og makrel – og udstillede velfærdsdebattens kerne

Der er garanti for social positionering, når Morten Messerschmidt (DF) og Mette Frederiksen støder sammen.

Messerschmidt forestillede sig, at Mette Frederiksen havde "poppet" en flaske champagne eller "en dåse makrel", efter at den britiske regering havde fået lovgrundlaget på plads om asylbehandling i Rwanda. Men statsministeren afslørede, at hun "slet ikke kan lide" champagne og nok ville "gå med makrellen", hvis det var de to valgmuligheder, festmenuen havde at byde på.

Vi har nok ikke samme "dyre smag, hvad angår fødevarer," bemærkede Mette Frederiksen syrligt.

På Rwanda-modellen henholdt Mette Frederiksen sig til arbejdet i EU-regi. Men mere interessant var det efterfølgende sammenstød på ældrepolitikken, hvor regeringen lægger op til at fjerne en mængde rettigheder og retskrav i serviceloven på ældreområdet som led i sin frisættelses-dagsorden.

Her var Morten Messerschmidts anke, at det meget let kunne lede til generelle nedskæringer i de kommuner, hvor økonomien er stram. Kunne statsministeren garantere noget i den sammenhæng, ville han vide. Det ikke bare kunne hun ikke, men hun ville ikke. Ifølge statsministeren indbefatter decentraliseringen et principielt opgør med centralt definerede rettigheder, der efterfølgende kaster dokumentationskrav af sig.

Det er den konfrontation, der lige nu udgør kernen i den danske velfærdsdebat.