Debat

Et trygt rum for ensomme unge

STAFET: Ventilen er et tilbud til ensomme unge. Her behandler man ikke - man rådgiver. Vi forsøger at skabe nogle rammer og et tilbud, hvor de kan hjælpe sig selv, skriver sekretariatsleder i Ventilen Rilo Snerup Rud.
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rilo Snerup Rud
Sekretariatsleder i Ventilen

Ventilen arbejder for at forebygge og afhjælpe ensomhed blandt unge. Ikke den kortvarige og ofte situationsbestemte ensomhed, vi alle kender – og som er en helt naturlig del af et (ungdoms)liv.

Den ensomhed, der bider sig fast og bliver ved. Den følelse af udenforhed og social isolation, omkring seks procent af alle unge har hver dag.

Vi gør det, fordi en-to elever i hver klasse, der føler sig udenfor hver dag, er for mange.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Og fordi ensomhed og manglende sociale relationer til jævnaldrende hænger tæt sammen med og kan føre til en hel række andre problemer.

Har du ikke nære relationer til jævnaldrende og venner eller bekendte, du tør betro dig til, kan selv "små" og almindelige problemer vokse sig store og uoverskuelige.

Målet er, at de unge får gode oplevelser med hinanden. At de oplever, der i hvert fald er et sted, hvor de bliver set og lyttet til, og hvor andre interesserer sig for dem.

Rilo Snerup Rud
Sekretariatsleder i Ventilen

Og hvis du ikke føler dig tryg i din omgangskreds, risikerer du, der er sociale kompetencer, du ikke får lært, oplevelser du går glip af, og du risikerer at udvikle angst eller depression.

Et trygt øverum
I dag er en stor del af Ventilens arbejde at fortælle om ungdomsensomhed, indsamle viden, udvikle redskaber og undervise andre i at forebygge og afhjælpe problemet.

Men kernen i organisationen er den samme, den har været altid.

Nemlig tilbud til ensomme unge. Ventilen startede med et lokalt mødested i København. I 1999 kom flere til, og landsorganisationen blev stiftet. I dag har vi tilbud i 14 byer.

Vi rådgiver og behandler ikke de unge. Vi forsøger at skabe nogle rammer og et tilbud, hvor de kan hjælpe sig selv.

Alle vores tilbud er drevet af unge frivillige, der har til opgave at sørge for, der er trygge rammer.

Inden for disse rammer kan de unge mødes med andre, der kender til ensomhed. De kan tale om det, der er svært, eller om alt det, der er sjovt og godt, og de kan øve sig i at være sammen og danne relationer.

Et mødested har åbent en-to gange om ugen, hvor de unge og de frivillige laver forskellige ting sammen.

Det kan være madaften, se en film, gå en tur, bowle eller nogle af de mange andre ting, alle andre unge laver, når de er sammen.

Målet er, at de unge får gode oplevelser med hinanden. At de oplever, at der i hvert fald er ét sted, de bliver set og lyttet til, og hvor andre interesserer sig for dem.

Mødestedet giver gode oplevelser og en tiltrængt følelse af at være en del af en gruppe og et fællesskab. Det giver også lejlighed til at øve sig i at være sammen med andre.

For hvis du ikke har lavet mad med jævnaldrende før, og måske er lidt genert, kan der være en masse træning i at skulle blive enig med fire andre om, hvad der egentlig skal i frikadellerne.

Og hvis du aldrig har fortalt andre om et problem, du går og tumler med, kan det være svært at vide, hvornår det er "okay" at bringe det på banen i en almindelig samtale.

De unge i vores mødesteder øver sig på og bliver rigtig gode til at hjælpe sig selv og hinanden.

De unge frivillige, der er kernen eller drivkraften i Ventilens arbejde, støtter dem i dette. De "puffer blidt" eller sætter grænser, hvis der er brug for det. Og så er de altid klar til at lytte, hvis en af de unge har brug for en mere alvorlig snak.

Det virker
Det kan lyde utroligt simpelt, og det er det i virkeligheden også. Men det virker. De unge fortæller, at deres tid i mødestedet har gjort en forskel og tallene taler for sig selv:

- 84 procent af de unge oplever, at de er blevet mindre ensomme, efter de er begyndt at komme i Ventilen.

- 77 procent af de unge oplever, at de har fået flere sociale kompetencer, efter de er begyndt at komme i Ventilen.

- 96 procent af de unge føler sig trygge i mødestedet.

- 91 procent af de unge oplever, at de er en del af fællesskabet.

Sig hej
Ventilen har en bøn til dig, der læser dette. Vi vil gerne bede dig om at huske at sige hej til de mennesker, du møder på din vej.

Et "hej" til en kollega, en buschauffør, eller til en ven du ikke har talt med længe, kan være det, der redder hele dagen for modtageren.

For når man får et hej og et smil, holder man op med at føle sig overset og udenfor. I hvert fald for et øjeblik.

Stafetten
Vi vil gerne give stafetten videre til Sind Ungdom. En forening, der minder lidt om vores og så alligevel ikke.

Sind Ungdom tilbyder aktiviteter og samtalegrupper for unge sindslidende. Et sted, hvor man bliver set, forstået og lyttet til, i et samfund, hvor det ellers kan være svært at få lov til "bare at være sig selv", hvis man går rundt med en psykisk diagnose.

Foreningen er relativt ny og vokser hele tiden – og vi ønsker dem alt held med på vejen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00