Forsker: Herning-modellens udbredelse bør følges tæt

Af Frank Ebsen
Docent fil.dr., Institut for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol

Begejstringen over Herning-modellen i indsatsen for udsatte børn er med god grund stor. Den appellerer til mange med indsigt i socialt arbejde med udsatte børn og unge.

Det har derfor givet Folketinget anledning til via satspuljen at støtte udbredelsen af modellen. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan og hvorvidt det skal ske.

Herning Kommune med dens socialrådgivere, ledere og politikere har i de seneste ti år haft modet til at være blandt de første til at forfølge nye veje i den sociale indsats over for udsatte børn og unge. Det ser ud til at give gode resultater og har nu ført til en Herning-model for socialrådgiveres arbejde med børn og familier. Et centralt element er at nedtrappe indsatsen for at holde fokus på at normalisere børns situation så meget som muligt.

Midlet er flere socialrådgivere end tidligere. Det øger deres betydning og skal forbedre samarbejdet med psykologer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og sundhedsplejerskerne. Det skal forbedre koordinering og opfølgning med behandlings- og anbringelsessteder, som arbejder med børn og unge.

Samtidig skal det øge kontakten til familierne ved, at den samme socialrådgiver følger en sag fra start til slut og dermed ikke følger de opdelinger og specialiseringer, som gør sig gældende i den anden del af Herning og i en lang række andre kommuner.

Et centralt spørgsmål er for eksempel, hvilke dele af modellen, som er ufravigelige, og hvilke man kan tilpasse lokalt.

Frank Ebsen
Docent Fil.dr. på Institut for Socialt Arbejde ved Professionshøjskolen Metropol

Nye krav
Der stilles dermed nye krav til socialrådgivere om at være i tæt kontakt med familierne og kunne tage de svære samtaler, når børns problemer udvikler sig i den gale retning. Det er en ny balance mellem at være myndighed, have indsigt og kontakt med familierne og undgå at indgå i egentlige terapeutiske samtaleforløb.

Herning-modellen lægger op til en række forandringer hos de kommuner, der ønsker at følge den. Der skal ske et opgør med den specialisering, som lovgivningen lægger op til, hvor sagsbehandlere er fordelt i specialiserede enheder, der tager sig af underretninger, af undersøgelser og af indsatser. Det er et brud med Bestiller og Udfører-Modellen, da samarbejdsrelationerne bliver direkte og løbende om hvert barn.

Der vil være flere børn/unge, som tidligere fik de vidtgående indsatser, som skal rummes lokalt i blandt andet skole og daginstitutioner. Der skal være bygninger, hvor PPR-folk, sundhedsplejersker og socialrådgivere sidder sammen, og der skal etableres en anden ledelses-/mødestruktur end den gængse. Endelig skal det sikres, at der sker det rette kompetenceløft især hos socialrådgivere og samarbejdsparter og i et vist omfang hos lederne.

Erfaringer og forskning viser vejen
Forandringskravene rejser det gamle spørgsmål: Hvor tro skal de nye kommuner være mod Herning-modellen – eller hvor lidt kan de nøjes med at ændre på, før det lykkes? Resultater kræver, at Herning-modellen er beskrevet detaljeret, og erfaringerne er dokumenterede. Det er foreløbigt sket i KORA's to rapporter.

Spørgsmålet er, om det er nok, og om der er penge til at sikre, at undersøgelserne fortsætter og ikke mindst gør det muligt at se på, hvorvidt det fører til en bedre og billigere indsats for de børn og unge, det handler om.

Dernæst er spørgsmålet, hvordan denne forskningsbaserede viden og Hernings egne erfaringer i kød og blod bringes i spil over for de andre kommuner. Et centralt spørgsmål er for eksempel, hvilke dele af modellen, som er ufravigelige, og hvilke man kan tilpasse lokalt. Måske kan det være nyttigt at udvide forskningen til at se på, hvordan det gik i den svenske kommune Borås, som har inspireret til modellen.

Kort sagt bør Herning-modellens udbredelse følges tæt. Det er nødvendigt at undersøge effekter over for børn og unge, der virker, og blive klar på, hvad der er de virksomme ingredienser. Og det er nødvendigt at sikre de rette kompetencer på det rette sted.

Det er en stor opgave, som bør løftes i et fællesskab. Det vil umiddelbart være et partnerskab med en solid forskningsinstitution, et logistisk dygtigt konsulentfirma og en professionshøjskole. De bør indgå i et tæt partnerskab, hvor viden deles, og der trækkes på det bedste i parternes kompetencer.

Det er professionshøjskolen, der kan levere det nødvendige kompetenceløft, og som ikke mindst kan sikre, at model og erfaringer føres videre, når satsmidlerne udløber. Det er den eneste måde, hvorpå det kan blive til en velfunderet model for fremtidens socialrådgivere, sundhedsplejersker, pædagoger, skolelærere med flere.