Forsker: Ny servicelov bør rydde op i unødigt bureaukrati

Af Steffen Kruse Juul Krahn
Projektleder, KORA

Serviceloven gør det muligt for nogle af samfundets svageste borgere at modtage ydelser, som er afgørende for, at de kan føre en normal tilværelse.

En vurdering af den enkeltes livssituation er det klare udgangspunkt for hjælpen til handicappede eller sårbare personer. Lovgivningens krav til konkrete og individuelle skøn samt krav til dokumentation for disse faglige skøn har imidlertid på visse områder ført til, at de administrative omkostninger til sagsbehandling er blevet meget store.

I en reform af serviceloven bør man derfor finde den rette balance mellem kravene til de nødvendige individuelle faglige skøn og de relaterede administrative omkostninger.

I en reform af serviceloven bør man derfor finde den rette balance mellem kravene til de nødvendige individuelle faglige skøn og de relaterede administrative omkostninger.

Steffen Kruse Juul Krahn
Projektleder, KORA

Merudgiftsydelser – et smertensbarn
Flere af de tidligere debattører i denne debat har fremhævet kommunernes udbetalinger af merudgiftsydelser som et meget bureaukratisk tungt område.

Merudgiftsydelsen gør det muligt at få økonomisk kompensation for merudgifter som følge af en funktionsnedsættelse. Det kan være ekstra udgifter til f.eks. transport, tøjvask eller medicin. Det er et område, hvor kommunerne udøver et fagligt skøn, og hvor sagsbehandlingen ofte er meget kompleks.

KORA har for nylig offentliggjort en analyse af en række kommuners praksis på netop det område. Analysen viser, at der i en typisk mellemstor kommune er ansat op til flere sagsbehandlere på fuld tid i specialiserede stillinger for at varetage administrationen af netop merudgiftsydelserne.

Det skal sammenholdes med, at merudgiftsydelserne ikke fylder ret meget i et større, kommunaløkonomisk perspektiv: Kommunerne i KORAs analyse havde i snit en årlig udgift til merudgiftsydelser på cirka 13.000 kr. pr. modtager på voksenområdet og cirka 27.000 kr. pr. modtager på børne- og ungeområdet. I nogle af de undersøgte kommuner var de samlede administrative omkostninger næsten på højde med de samlede ydelsesudbetalinger.

Der er altså tale om ydelser, der kan betyde utroligt meget for hverdagen hos de mennesker, der modtager et månedligt bidrag, men kun udgør en ganske lille del af de samlede udgifter på socialområdet.

Hvad koster hyppig tøjvask?
Lad mig give et par eksempler på, hvad det kræver, når en sagsbehandler på korrekt vis skal afdække omfanget af en persons merudgifter:

En familie med et handicappet barn har ekstra udgifter til tøjvask, som de søger om at få dækket som en merudgiftsydelse. Under vurderingen af merudgifterne kan det være nødvendigt for sagsbehandleren at belyse, hvor ofte andre familier vasker tøj, hvad prisen er på vaskepulver i lokale supermarkeder, hvor hurtigt værdien af en vaskemaskine skal afskrives, og hvor meget oftere familien skal købe nyt børnetøj, fordi det bliver slidt i vask.

Der gælder de samme krav til sagsbehandlingen uanset typen af merudgifter. Men der er stor forskel på, hvor let sagsbehandleren har ved at opgøre borgernes behov og de tilknyttede merudgifter på objektiv vis. Det er for eksempel langt lettere at skulle dokumentere omkostninger til medicin, hvor dosering og pris er kendte størrelser, end det er at skulle dokumentere meromkostninger til hyppig tøjvask.

Et andet eksempel er en borger, som har brug for særtransport for at kunne besøge sin familie. Det stiller store krav til sagsbehandleren. Hun skal bl.a. fastlægge ”normalbefolkningens” vaner og omkostninger i relation til familiebesøg - hvor ofte, hvor langt og med hvilke transportmidler – for at hun kan vurdere borgerens ekstra omkostninger.

Fælles ydelseskataloger
De kommunale sagsbehandlere, som KORA har talt med, efterspørger nogle lovmæssige muligheder for at gøre sagsbehandlingen hurtigere og mere fleksibel uden at gå på kompromis med den faglige behovsvurdering af den enkelte borger. På merudgiftsområdet foreslår sagsbehandlerne bl.a. at lade kommunerne gøre brug af fælles ydelseskataloger.

Heri kan man angive de anslåede omkostninger og beregningsmetoder for forskellige udgiftstyper, som så kan gælde for alle landets kommuner. På den måde slipper den enkelte sagsbehandler for at bruge lang tid på at beregne en udgift, som sagsbehandlere i andre kommuner allerede har beregnet.

I reformarbejdet skal man naturligvis holde fast i det individuelle faglige skøn. Men det er også væsentligt at skele til, at kommunernes udgifter til administration og dokumentation ikke ender med at overstige udgifterne til de konkrete ydelser.