Forstander for herberg: Socialministeriet sætter vores finansiering skakmat

De lever ligesom de udsatte fra hånden til munden. Det har konsekvenser for de mennesker, som har brug for natherbergerne og for de mennesker, der hver nat står med åbne arme.

Vi er skakmat på finansiering

Der er ganske få muligheder for at finansiere nødovernatningstilbud. Ét af dem er at få tilbuddet finansieret igennem paragraf 79-midler, men det kræver en driftsaftale med kommunen.

Det betyder, at tilbuddet frasælger sin selvbestemmelsesret. Og det betyder, at dem, der ligger på kanten af systemet, naturligt vil blive sorteret fra.

Som vi netop har set i Aarhus, så er det nemt at spare en million på natpladser. Gadesovere brokker sig jo sjældent. 

Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshærs Herberg Hillerødgade.

Hvis du går på gaden med en udløbet opholdstilladelse og er faldet ud af systemet, så er det kommunale system ikke det første, du opsøger. Og som vi netop har set i Aarhus, så er det nemt at spare en million på natpladser.

Gadesovere brokker sig jo sjældent.

Du kan også finansiere dit nattilbud igennem puljemidler, fondansøgninger og andres gode vilje. Det medfører, at din drift er ustabil, dine fremtidsplaner er usikre, medarbejderne bliver klemte, og det fjerner fokus fra den fælles opgave.

Du kan på sigt ikke fastholde dine medarbejdere, fordi de besidder et arbejde med i forvejen høje følelsesmæssige krav og har brug for, at de kan stole på, at deres ansættelse ikke endnu engang udløber om et øjeblik.

Når vi har spurgt Socialministeriet om løsninger, har svaret været, at nattilbud kan indgå som en del af taksten for tilbud under paragraf 110.

Men det sociale tilsyn vil ikke godkende, at takstmidler opkrævet på paragraf 110-tilbud kan anvendes til driften af et nattilbud.

Vi er skakmat.

For syge til at vide det

Natcafeens kerneopgave er at få mennesker ud af hjemløshed. Optællinger viser, at 47 procent af de mennesker, som fik et værelse på Herberget Hillerødgade i 2023, blev indskrevet efter en periode i Natcafeen.

I samarbejde med de andre nattilbud under Kirkens Korshær, udgør Hillerødgade en hjørnesten i den socialfaglige indsats for mennesker med særlige psykiatriske problemstillinger i Københavnsområdet.

Og antallet af dem er steget rask igennem de seneste fem år.  

Brugerne af Natcafeen er en farverig og mangfoldig gruppe. Imellem dem er der mennesker, som lider af psykisk sygdom, og hvis liv er præget af selvmedicinering. En adfærd udenfor normen og dermed isolation.

Mange burde have været i psykiatrien længe før, de rammer Herberget Hillerødgade. Men psykiatrien har ikke plads eller tid.

Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshærs Herberg Hillerødgade.

På et tidspunkt er de modige nok til at ramme døren et sted, hvor de kan få hjælp, men hvor de ikke skal visiteres gennem kommunale systemer eller bevilliges en plads af en sagsbehandler, de ikke kender.

Dét er den mest centrale opgave for natcaféerne.  

Som det bliver tydeligt i TV 2s dokumentar ”Kernen: For syg til herberget?”, så oplever natcafeer landet over, at andelen af behandlingskrævende brugere med psykisk sårbarhed eller sygdom stiger.

Vi taler om mennesker, der er så ubegribeligt syge, at de ikke selv ved det, og som derfor ikke opsøger eller modtager hjælp.

Når du rammer døren i en natcafe, er det ikke psykiatrisk behandling, samtaleterapi og depotinjektioner, som er den umiddelbare løsning. Det er omsorg, nærhed og respekt. En seng at sove i, et varmt måltid mad, et bad og mennesker med tid og plads til at lytte.

Mange af dem burde have været i psykiatrien længe før, de rammer døren på Herberget Hillerødgade. Men psykiatrien har ikke plads eller tid.

Derfor er nogle af dem, vi møder, så forpinte og syge, at de ikke længere kan rummes, selvom de rammer døren.

Både økonomiske og psykiske omkostninger

Det koster noget at høre på mennesker fortælle om hårde liv, en barndom fuldt af svigt, forkerte valg i det tidlige voksenliv, overgreb, traumer eller deres vrangforestillinger.

At yde sit job når samfundets hjælpesystemer har lukket kontoret og er gået i seng. At sende en syg ud på gaden for at passe på de andre, som har brug for en rolig og tryg nat.

At arbejde i øjenhøjde med de forpinte er pinefuldt. Mine medarbejdere gør det gerne.

At arbejde i øjenhøjde med de forpinte er pinefuldt. Mine medarbejdere gør det gerne.

Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshærs Herberg Hillerødgade.

De er stolte af deres arbejde, og de er nogle af de modigste mennesker, jeg kender. De er tjenere for det gode. Og det er min opgave at passe godt på dem.

Nattilbuddenes største udfordring er hverken de skæve arbejdstider, de udsatte borgere med komplekse problemstillinger eller duften af fødder, der tager sig et velfortjent hvil efter 18 timer på gaden.  

Den største udfordring er derimod, når man skal udføre sit arbejde med samme flid, selvom der ligger en tanke i baghovedet om, at lige om lidt så udløber finansieringen.

Overvejelser som “måske skal vi lukke,” og “alle de mennesker, som vi føler et ansvar for, er tilbage på gaden uden nogle mulige løsninger i sigte. Fordi de endnu ikke har fået tillid til det system, som er skabt for at hjælpe dem.”

Det gør samfundets mest meningsfulde arbejde meningsløst. For på bundlinjen er det svært at levere kvalitet uden en ordentlig finansiering.

Vil give mere end "held og lykke"

Jeg synes, det er paradoksalt, at jeg som civilsamfundsaktør tager ansvar for dem, som velfærdsstaten ikke tager ansvar for, og at jeg skal gøre det med donerede soveposer og overskudsbrød.

Jeg er dybt taknemmelig for alle de andre civilsamfundsaktører, som støtter min Natcafé – men var det i virkeligheden ikke velfærdsstaten, som skulle løfte det ansvar økonomisk?

Det er paradoksalt, at jeg har ansvar for dem, som velfærdsstaten ikke tager ansvar for, og at det gøres med donerede soveposer og overskudsbrød.

Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshærs Herberg Hillerødgade.

Alternativet til natcaféerne er, at mennesker med massive psykiatriske problemstillinger og misbrug ikke har nogle steder at gå hen, og det ville have konsekvenser for det generelle samfund, såsom uro i gadebilledet og øget brug af politi.

En takst til drift af uvisiterede nattilbud til samfundets laveste lag vil betyde god personalenormering og tryghed i ansættelserne.

At drive et lavtærskel tilbud, kræver kvalitet, specialviden, stærk sammenhængskraft, mod og fagligt brede skuldre. Stabilitet, gennemsigtighed og muligheden for at trække sig uden en oplevelse af at lade hverken kollegaer eller brugere i stikken på grund af normering. 

Det vil betyde en bedre kvalitet i opgaveløsningen og dermed bedre vilkår for de mennesker, der søger ly i Natcafeen. En sikkerhed i, at alle, som ønsker hjælp, kan få hjælp.

Og dem, som ikke ønsker hjælp, kan starte med at få tid, plads og en varm hånd i ryggen, så det ikke bliver endnu et af de mennesker, jeg sender ud i mørket med et “held og lykke”.