Ingen opbakning til fri indvandring

BAGGRUND: En and. Forslaget om at alle skal kunne komme til Danmark for at søge arbejde i seks måneder har ingen gang på jord. På Christiansborg flugter forslaget kun med Det radikale Vesntres politik.
Erik Holstein
"Indfør fri indvandring til Danmark. Man skal frit kunne bo i landet i seks måneder uden at have et fast arbejde."
Sådan blev et højst overraskende forslag fra Venstres integrationsordfører Irene Simonsen og partifællen Søren Pind onsdag lanceret i Nordjyske. Et forslag, der tilmed skulle have opbakning fra de Konservative og Socialdemokraterne.

Den politiske virkelighed viste sig dog hurtigt at være en ganske anden:
Irene Simonsen præciserede onsdag, at hun ikke havde forestillet sig noget, der blot mindede om fri indvandring.
Venstres ordfører ønsker blot lettere adgang til Danmark for kvalificeret arbejdskraft, der er særlig mangel på.
Et ikke ganske uvæsentlig forbehold.

I øvrigt nøjagtig det samme som integrationsminister Rikke Hvilshøj(V) viste sig at mene, selvom hun noget uforsigtigt først beskrev forslaget fra Simonsen og Pind som "interessant".

Kan misbruges
Som onsdagen skred frem blev også den konservative integrationsordfører Henriette Kjær mere og mere loren ved forslaget om seks måneders frit ophold i Danmark.
Henriette Kjær frygter, at en sådan ordning let vil kunne misbruges. Det kan f.eks. ske ved pro forma ansættelser, ligesom kriminelle grupper kan udnytte det halve års ophold til ganske mange kreative ting, før de skal forlade Danmark.

0:000:00