Det er afgørende, at kommunerne arbejder efter den nyeste viden, så effekten af indsatserne er størst mulig for børn og voksne. Det krav kan og skal vi stille til kommunerne.

Anny Winther
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Af Anny Winther
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Så enkelt kan det egentlig siges: Vi skal vide mere. Regeringens sociale 2020-mål sætter på mange måder en ambitiøs og klar retning på socialområdet. Men før vi for alvor kan sætte skub i indsatserne, er vi nødt til at vide, hvad der virker.
 
Mål på effekten af indsats
Kommunerne bruger over 40 milliarder kroner om året på det sociale børne- og voksenområde – men spørgsmålet er, om vi bruger pengene rigtigt? Det handler om at vurdere de sociale indsatser på to niveauer:

1. ”Gør vi de rigtige ting”? Hvis næsten 50 procent af alle anbringelser af børn skyldes misbrugsproblemer hos forældrene, kunne der være større effekt i at sætte øget fokus på forældrenes misbrugsproblem snarere end at bruge flere penge på anbringelser? Så er det de rigtige prioriteringer, vi foretager i dag mellem de forskellige indsatser?

1. ”Gør vi tingene rigtigt?” Det drejer sig for eksempel om, hvorvidt misbrugsbehandling rent faktisk fører til, at borgeren reducerer eller kommer ud af sit misbrug. Med andre ord: Lykkes de indsatser, vi sætter i værk?

Netop spørgsmålene ”Gør vi de rigtige ting?” og ”Gør vi tingene rigtigt?” lå til grund for den omprioritering, der er sket med indførelsen af hverdagsrehabilitering særligt på ældreområdet.

Det har ført til en bevægelse væk fra passive servicetilbud til mere aktiv involvering af borgerens egne ressourcer i form af rehabilitering. De samme spørgsmål skal vi nu også stille på socialområdet.
 
Med KL’s socialudspil ’Investér før det sker’ fra maj 2013 slog vi på tromme for, at kommunerne i højere grad skal måles på effekten af deres indsatser frem for, om de leverer et bestemt antal timers støtte til borgerne. Det kræver, at kommunerne arbejder ud fra den nyeste viden og anvender virksomme og omkostningseffektive metoder i deres indsatser.
 
Samtidig er ambitionen, at der tages fat om problemets rod frem for at symptombehandle. Det handler om at gå tilbage i problematikkens årsagskæde og sætte ind dér, hvor det giver størst effekt for barnets eller den voksnes livskvalitet og dermed også for samfundsøkonomien.
 
Kommuner skal efterspørge viden
Det kræver ikke kun, at kommunerne på en række områder ændrer indsatserne, men også at samspillet med en anden vigtig aktør på området – sundhedsvæsenet – styrkes, så der kommer en bedre fælles forståelse og viden om hvilke indsatser, der virker i hvilke sammenhænge.
 
Der er i dag på en lang række områder viden om virksomme metoder. Der er for eksempel viden om, hvordan hjemløse bedst indsluses i en bolig, hvordan psykisk sårbare borgere bedst inkluderes på arbejdsmarkedet, og hvordan forældre rustes til at tage et større ansvar for deres børn.
 
Det er afgørende, at kommunerne arbejder efter den nyeste viden, så effekten af indsatserne er størst mulig for børn og voksne. Det krav kan og skal vi stille til kommunerne. Og der, hvor der ikke er samlet viden om metoder, der virker, skal kommunerne stadig stille krav til sig selv og efterspørge forskning og viden. KL anbefaler i ’Investér før det sker’, at kommunerne altid tilstræber, at medarbejdere og ledere systematisk og på baggrund af egen dokumentation, vurderer egne indsatser.

Flere midler til forskning
Samtidig kan vi dog ikke gøre det alene. Staten har også et stort ansvar for, at kommunerne kan arbejde med virksomme og omkostningseffektive metoder. Det er helt afgørende, at der nationalt investeres langt mere i praksisnær forskning, der tager afsæt i maskinrummet.
 
Her skal staten løfte sit ansvar og iværksætte forskning, som virker lokalt. Det er væsentligt, at der investereres med et flerårligt perspektiv, hvor langt flere af statens forskningskroner bør gå til velfærdsforskning.

Samtidig er det vigtigt, at Socialstyrelsen – som statens vidensbank på det sociale område – i endnu større udstrækning systematiserer den nyeste viden og investerer i, at den omsættes til praksis. Det bør være en væsentlig prioritet fra forskningsinstitutioner og Socialstyrelsens side, at den nyeste viden i højere grad gøres tilgængelig for medarbejderne på socialområdet gennem let tilgængelig formidling af resultater af ny forskning og anden viden.
 
Og i kommunerne skal vi være klar til at forpligte os på at stille os til rådighed for forskningsprojekter ved for eksempel at gøre data og viden tilgængelige i samarbejde med professionshøjskoler, forskningsinstitutioner og universiteter. Det kan både være den enkelte kommune og kommunerne i fællesskab i for eksempel KKR-regi. KL forpligter sig samtidig til at formidle den nyeste kommunale viden på socialområdet.
 
I ’Investér før det sker’ efterlyser KL blandt andet praksisnære forskningsprojekter på en række områder, for eksempel afdækning og opsporing af sociale risikofaktorer hos voksne samt sociale teknologiers (velfærdsteknologi) betydning for inklusion, mestring og deltagelse i netværk for både borgere med handicap og udsatte grupper.
 
Så lad os få gang i forskningen og skabe evidens på området. Før da er der langt fra 2020-mål til 2020-resultater.