Debat

LA: Hellere handling end måltal

DEBAT: Jagten på et bestemt mål må ikke stå i vejen for en forbedret indsats, selvom intentionerne med at nå bestemte mål kan være nok så gode. Det skriver socialordfører Laura Lindahl (LA).

I et velfærdssamfund må de socialt udsatte borgere være første prioritet, og det mener vi ikke, at tilfældet er i dag. Det skriver socialordfører Laura Lindahl (LA).
I et velfærdssamfund må de socialt udsatte borgere være første prioritet, og det mener vi ikke, at tilfældet er i dag. Det skriver socialordfører Laura Lindahl (LA).Foto: Folketinget
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Laura Lindahl (LA)
Socialordfører

Den nye regering har varslet, at den vil opsætte nye og egne måltal på socialområdet. Det er ikke så overraskende, for selvom de nye sociale mål formentlig kommer til at minde meget om den tidligere regerings mål, så vil enhver minister naturligvis gerne sætte sit eget præg på tingene. Når det så er sagt, så er det dog slet ikke måltal, der optager Liberal Alliance, for vi er mere fokuseret på konkrete handlinger, der kan føre til en bedre socialpolitik.

Tilsyneladende er det blevet populært at gøre ting op i måltal, og det er såmænd ikke fordi, at der er noget galt med at opsætte mål og succeskriterier. Men faren består dog i, at måltal kommer til at skygge for den individuelle indsats, fordi statistikker kommer før det enkelte menneske og dets behov.

Det er en skam, for på den måde kan jagten på et bestemt tal stå i vejen for en forbedret indsats, selvom intentionerne med at nå bestemte mål kan være nok så gode.

Løft til det sociale område
I Liberal Alliance er vi oprigtigt interesseret i at løfte det sociale område, da vi ser det som en fundamental grundsten i velfærdssamfundet. Ja, faktisk kan man sige, at hele ideen med velfærdssamfundet – og dermed dets eksistensberettigelse - netop er, at vi som samfund kan række en fast og hjælpende hånd til de borgere, som har allermest brug for det.

Og på det punkt gør vi det ikke godt nok i Danmark, fordi vi har overladt alt for mange udsatte borgere til sig selv, alt imens vi har opbygget et offentligt system, som hovedsagelig de ressourcestærke borgere kan navigere i. Det er ikke rimeligt, og vi trænger derfor til, at der nu kommer handling bag ordene – eller måltallene, om man vil, når vi har med socialområdet at gøre.

I Liberal Alliance er vi oprigtigt interesseret i at løfte det sociale område, da vi ser det som en fundamental grundsten i velfærdssamfundet.

Laura Lindahl (LA)
Socialordfører

For Liberal Alliance er det en vigtigt sag, at de udsatte borgeres vilkår sættes højere op på den politiske dagsorden, og derfor melder vi hellere end gerne ind i socialdebatten, som desværre har det med at fylde for lidt. Således er det primært i perioden omkring satspuljeforhandlingerne, at der for alvor er fokus på dette område, men det vil vi gerne være med til at ændre på. Både når det gælder drøftelser med de udsatte mennesker selv og de mange organisationer, der knokler for dem, men også når det kommer til konkrete politiske tiltag.

Socialt udsatte må være første prioritet
Hos Liberal Alliance har vi selv mange forslag til, hvordan vi kan forbedre socialindsatsen. For eksempel ønsker vi at give klager opsættende virkning, så vi på den måde sikrer, at ingen borgere mister en ydelse, mens en sag behandles. Det vil være et stort skridt i den rigtige retning på socialområdet, fordi alt for mange udsatte borgere i dag oplever, at deres klager bliver trukket i langdrag, selvom de ikke får den hjælp, de har ret til.

Vi ønsker derudover en gennemgang af bureaukratiet, der fylder meget i socialindsatsen, hvilket mange fagfolk har påpeget. Det vil kunne frigøre ressourcer, der kan bruges bedre til fordel for udsatte borgere, og det bør netop være en borgerlig mærkesag inden for socialpolitikken.

Derudover ønsker vi også at indføre et socialt frikort, så udsatte borgere for eksempel kan tilbyde deres arbejdskraft i en begrænset periode helt ubureaukratisk og uden at betale skat. Det vil give de mest udsatte borgere en mulighed for at nærmere sig arbejdsmarkedet, hvilket kan skabe øget selvværd og livskvalitet.

I et velfærdssamfund må de socialt udsatte borgere være første prioritet, og det mener vi ikke, at tilfældet er i dag. Men vi vil gerne bidrage til at ændre det, og vi tror, at man kommer længst ved at fokusere indsatsen på konkrete initiativer frem for måltal.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Laura Lindahl

Chef for partnerskaber i privatafdelingen, Tryg, rådmand og gruppeformand (K), Frederiksberg Kommune
cand.merc. i filosofi (CBS 2011), HD Marketing Management (CBS 2014)

0:000:00