For en måneds tid siden skrev formanden for Det Kriminalpræventive Råd i et debatindlæg de indlysende, men sande ord: ”Indsatte skal hjælpes ud af kriminalitet – ellers ender de i fængsel igen”.

De kloge ord suppleres med en anbefaling til Folketingets partier om at styrke fængslernes resocialiserende indsatser ved både at indtænke virksomheder og frivillige foreninger som for eksempel Røde Kors. Det er en anbefaling, jeg bakker op om – vi er nødt til at indtænke alle gode kræfter på tværs af sektorer i det lange seje træk med at holde tidligere kriminelle på den rene sti.

Det kræver nemlig, at de (på ny) skal lære at begå sig socialt, mange skal opbygge et nyt netværk, og de skal have en uddannelse eller et arbejde.

Og samfundet kan spare mange penge, hvis vi investerer i resocialisering og forebyggelse. En ny rapport fra Justitsministeriet viser blandt andet, at samfundet vinder cirka 764.000 kroner per person over 10 år, hvis den indsatte ikke begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelse.

For at vi kan indfri de positive gevinster, mener jeg, at det brobyggende samarbejde med både civilsamfund og private virksomheder skal opprioriteres og samtænkes med Kriminalforsorgens arbejde, så vi sammen kan forebygge, at flere falder tilbage til kriminalitet.

Et eksempel på et vellykket samarbejde

Et tænkt scenarium på en vellykket indsats på tværs af sektorer kunne være, når Kriminalforsorgen vurderer behovene for kompetencer og støtte for en nyindsat, kan civilsamfundsorganisationer og private virksomheders indsatser med fordel tænkes tidligere ind end i dag.

For eksempel kan frivillige støtte med faglig, medmenneskelig og psykisk motivation, når den indsatte starter på en af Kriminalforsorgens uddannelsesafdelinger.

En privat virksomhed kan efterfølgende skabe et forløb med arbejdstræning i fængslet, og en frivillig besøgsven kan styrke evnen til gængs social omgang med andre mennesker og være en forbindelse til verden udenfor murene.

Når den indsatte løslades, kan frivillige mentorer tilknyttes for at støtte i den svære overgang tilbage i samfundet. Og hvis arbejdstræningen er gået godt under afsoningen, kan det være, at der står en åben dør til et job- eller en praktikmulighed, som kommunens jobcenter kan følge op på.

Så hvori består barrieren?

Barrierer for at udbrede og samtænke indsatser

Hos Røde Kors har vi omkring 1000 årlige forløb for indsatte og løsladte. De består i besøgsrelationer, i mentorforløb i overgangen til løsladelse, støtte til uddannelse for unge i varetægt, og fællesskabsaktiviteter i 49 af landets 52 fængsler, arrester og pensioner.

Vi har et rigtigt godt samarbejde med Kriminalforsorgen, men vi kan også mærke, at der er blevet flere indsatte og færre ansatte de senere år. Det spænder ben for vores indsatser. Vores fællesskabsorienterede almentdannende aktiviteter såsom banko, litteraturklubber, førstehjælp og tøjsalg er gået i stå mange steder, og det samme er udbredelsen af vores besøgstjeneste.

Vi oplever desværre også, at det er blevet sværere at skabe kontakt indad til de enkelte fængsler og arrester. Hvis personalet ikke har kendskab til civilsamfundstilbuddene eller mangler overskud til at koordinere, henvise til og have kontakt med civilsamfundet, når indsatsen ikke ud til den enkelte indsatte.

Samarbejdet mellem myndigheder og civilsamfundet er altid vigtigt for at skabe gode sammenhængende indsatser for udsatte. Men det særlige ved fængselsområdet er, at samarbejdet er helt nødvendigt for, at civilsamfundet overhovedet kan bidrage.

Civilsamfundet bidrager med andre kompetencer

Det er ærgerligt. For i en ny dansk undersøgelse blandt ansatte i Kriminalforsorgen peger de ansatte på, at civilsamfundsindsatserne har et godt ry, og at frivillige har nogle kompetencer, som Kriminalforsorgens ansatte ikke selv har. Kompetencer, der bidrager positivt til resocialisering ved blandt andet at skabe et tilhørsforhold til en verden udenfor og udgør et bidrag til normalisering i fængslerne. 

Røde Kors mener derfor – i tråd med en række andre civilsamfundsorganisationer – at der skal afsættes ressourcer til frivillighedskoordinatorer på de enkelte matrikler, som både udgør en indgang for civilsamfundsorganisationerne og sikrer alle ansattes kendskab til vores tilbud.   

Vi – civilsamfundet – kan gøre mere, end vi gør nu, og vi står klar til at undersøge effekterne af vores indsatser, eller til at videreudvikle indsatser til for eksempel løsladte med fodlænke, hvis det skal til for, at politikerne vil prioritere at tænke resocialisering på tværs af sektorer.

Det vil på den korte bane kræve flere ressourcer og bedre rammer for samarbejde, men på langt sigt er gevinsten, at færre falder tilbage til et liv med kriminalitet. Det vil betyde færre indsatte.