SF: Styrk de personlige relationer

Af Trine Torp (SF)
Socialordfører

Mål for socialpolitiken bør kobles til visionerne for det gode liv.  Alligevel kommer det ligesom indenfor andre politikområder ofte til at handle om økonomi og vækst. Børn skal lære noget helt fra vuggestuen. Eleverne i folkeskolen skal blive bedre til matematik og dansk.

De unge skal hurtigt igennem uddannelsessystemet.  Og falder man ved siden af, skal der sættes ind med individuel indsats og økonomiske incitamenter. Arbejdsløshed er et individuelt ansvar - uanset om arbejdspladserne og forudsætningerne er til stede.

Hvad hvis regnestykkerne ikke holder? Hvad hvis der faktisk er andre ”dynamiske effekter” end de økonomiske?  Vi vokser alle op med en tro på i princippet at have uanede mulighederne for at leve det liv, vi ønsker. Og vi vokser op med forventninger om, at det er vores eget ansvar, om vi griber mulighederne.

Ikke alle kan vælge frit
Alle ønsker derfor at mestre deres eget liv, men ikke alle har mulighederne for at vælge frit. Man kan være låst fast i en social situation, eller man kan have belastende erfaringer med sig i rygsækken. Socialpolitik handler derfor om at forstå den enkelte, og at styrke dennes ressourcer og handlemuligheder. Det kræver et socialt arbejde, der tager udgangspunkt i at opbygge tillidsfulde relationer, skabe medbestemmelse og medansvar.

Socialpolitikken har lidt under, at den ikke har kunne leve op til den medicinske diskurs om evidens. For hvordan ved man ellers, om de sociale indsatser hjælper? Men problemet er, at de sociale problemer, som der måles på, primært er dem, der træder tydeligt frem og kan afgrænses.

Socialpolitikken må derfor aldrig reduceres til en stereotyp opfattelse af udsathed.

Trine Torp (SF)
Socialordfører

Når symptomer er alvorlige nok, diagnosticeres og individualiseres de. Hvert problem kræver sin særlige indsats, samtidig bliver det vanskeligere at se sammenhænge og at koordinere indsatsen. Virkeligheden er, at det ikke er meningsfuldt at isolere sociale problemer.

De er uløseligt forbundne, og mistrivsel eksisterer lang tid før, problemerne bliver synlige, og vi begynder at kategorisere dem. Men vi kan få øje på problemerne - hvis vi vil se dem. Det kræver, at sociale indsatser er opsøgende, og at der er stabilitet og kontinuitet i dem, så man i en udsat position ikke er overladt til sig selv.

En fortsat kamp
SFI’s nye rapport "Familiebaggrund og marginaliserede" peger på, at unge fra såkaldt "velfungerende" familier i stigende grad tumler med misbrug og hjemløshed. De går under radaren, fordi deres mistrivsel først opdages sent, og fordi kategoriseringerne af udsathed ikke altid passer på virkeligheden.

Socialpolitikken må derfor aldrig reduceres til en stereotyp opfattelse af udsathed. Dette vil være et tilbageskridt til et tidligere almissesamfund, hvor uligheden i samfundet kunne kompenseres ved fattighjælp og hattedameomsorg, og hvor blikket for de strukturelle forhold, der skaber udstødning, forsvinder.

Socialpolitik rækker ind i mange områder. Det handler om børns trivsel i en tid med dårlige normeringer i daginstitutioner og skoler. Det handler om den hjælp, uddannelsessystemet stiller til rådighed for unge, der har svært ved at finde vej i livet.

Det handler om, hvordan vi håndterer stigningen i mennesker med depression og angst. Er det et individuelt problem, vi symptombehandler på? Eller er det et strukturelt problem, som bl.a. afspejler et arbejdsmarked, der gør mennesker syge af stress i kampen for at klare sig i konkurrencestaten?

Vi skal fortsat kæmpe for alles ret til at vælge det liv, de ønsker at leve. Men hvis det frie valg samtidig individualiseres, overses det helt fundamentale - at vi som mennesker er afhængige af hinanden. Det er de menneskelige relationer, som skaber tryghed og udvikling. Derfor må målene også være at styrke disse relationer, og at sikre, at  ingen står alene, når de møder ”bump” på livets vej, og når håbet og troen på forandringer forsvinder af syne.

Et socialt mål bør derfor være, at færre mister håb og drømme, og at færre skal føle sig alene i at mestre eget liv. Selv om dette kan være svært at sætte på formel, så er det ikke desto mindre en hovedvej i socialpolitikken.