Debat

Socialchefer: 2020-målene skal være troværdige

DEBAT: De nye 2020-mål skal udformes, så det er muligt for kommunerne at indfri dem. Ellers mister kommunerne troværdighed og tillid. Det mener Helle Linnet, landsformand for Foreningen af Socialchefer i Danmark.

Det er vigtigt med en forventningsafstemning, så lovgivning og politiske udmeldinger ikke stiller borgerne et niveau i udsigt, som vi ikke har mulighed for at indfri. Det mener Helle Linnet, formand, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark.
Det er vigtigt med en forventningsafstemning, så lovgivning og politiske udmeldinger ikke stiller borgerne et niveau i udsigt, som vi ikke har mulighed for at indfri. Det mener Helle Linnet, formand, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Helle Linnet
Formand, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark

Regeringen vil gerne sætte barren højt og have målsætninger for kommunernes arbejde og indsatser for at gøre det endnu bedre at være borger i Danmark nu – og i fremtiden. Men: Når de nye 2020-mål skal udfærdiges, er det vigtigt, at de bliver fastsat på et niveau, som kommunerne har mulighed for at leve op til. Og her mener jeg hvert enkelt mål.

Den kommunale hverdag består af prioriteringer og derved en skarp styring af de midler, vi forvalter. Det kan ingen vist være i tvivl om. Og vi anerkender til fulde, at vi er ansvarlige for, at vi inden for servicerammen og den til enhver tid gældende lovgivning skal tilgodese borgernes behov.

Vi skal samtidig spytte i kassen med et omprioriteringsbidrag på en procent, som betyder reduktioner – at vi endnu engang skal se på, hvor arbejdsgange og rutiner kan effektiviseres eller minimeres. Men vi skal samtidig fastholde blikket på, hvordan og i hvilket omfang vi kan tilgodese den enkelte borgers ønsker og behov.

Men i mine øjne er det er en illusion at tro, at de fremtidige reduktioner alene kan klares ved, at vi tænker innovativt, bruger digitale hjælpemidler, har LEAN-tankegangen i arbejdsprocesser og involvere civilsamfundet.

Økonomien spiller altid en rolle
Vi har behov for, at der fra ministerielt plan fastlægges en målsætning, der er realistisk inden for den pose penge, vi har til rådighed. Serviceloven er kendetegnet ved, at vi ikke må bruge økonomi som begrundelse for afgørelser fx om afslag på ydelser, men uanset hvilke begrundelser der ligger til grund for en afgørelse, vil økonomien altid spille en rolle. Det er også en illusion at tro andet.

Vi har behov for, at der fra ministerielt plan fastlægges en målsætning, der er realistisk inden for den pose penge, vi har til rådighed.

Helle Linnet
Formand, Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark

Vi tager myndighedsafgørelser med fokus på det tilstrækkelige og det nødvendige. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er det dyreste opholdssted, der vælges. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er det mest moderne og teknologisk fantastiske hjælpemiddel, der bevilges.

Det betyder også, at vi har brug for på udvalgte dele af servicelovens områder at tale om effekt, så vi er sikre på, at de aktiviteter, der ønskes igangsat, har et formål, og at disse formål kan forventes at blive indfriet. Ellers skal aktiviteten måske slet ikke sættes i værk. Eller også skal den måske standses.

Vigtigt med forventningsafstemning
Det er vigtigt med en forventningsafstemning, så lovgivning og politiske udmeldinger ikke stiller borgerne et niveau i udsigt, som vi ikke har mulighed for at indfri.

Udover at kommunerne bliver straffet, hvis vi ikke overholder servicerammen, betyder det også, at det enkelte individ mister tilliden til, at vi som kommune – og som enkeltstående myndighedsperson, fx sagsbehandler – vil borgeren det bedste. I bedste fald tolkes det som udygtighed fra vores side. 

Derfor vil vi fra Socialchefforeningen på det kraftigste opfordre til, at når de nye 2020-mål skal fastsættes, skal de udformes, så det er muligt for os i kommunerne at indfri dem. Der ligger også en stor opgave i at informere den enkelte borger og deres eventuelle interesseorganisation om, hvad de realistisk kan forvente at modtage af hjælp.

Vi kan ganske enkelt ikke byde den enkelte myndighedsperson eller andet udøvende personale, der arbejder tæt på borgeren, at der ikke er en klar beskrivelse af forventningsniveauet.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Linnet

Formand for foreningen af social, sundheds og arbejdsmarkedschefer i Danmark ( FSD), formand for Social Udviklingscenter (SUS)
sygeplejerske (Sankt Lukas Stiftelsen 1982), merkonom i ledelse og samarbejde (Næstved Handelsskole 1988), KIOL (Metropol 2013)

0:000:00