Debat

Socialdebatten sætter fokus på børneombudsmanden

PRÆSENTATION: Kritikken af Ombudsmandens børnekontor har været stor. Det ønsker Socialdebatten at sætte fokus på den kommende måned. Mød panelet og læs mere.

Foto: Colourbox
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ombudsmanden har haft et børnekontor i to år. Men kritikken af den såkaldte børneombudsmand har været stor, efter at det er kommet frem, at en stor del af børneklagerne bliver afvist på grund af formalia.

Børneombudsmanden har efterfølgende modtaget meget kritik, og mange politikere og aktører har efterlyst en anden struktur for børneombudsmanden, der er underlagt samme rammer som Ombudsmanden. Socialminister Manu Sareen har allerede sat kortlægning af området i gang og udtalt ønske om nemmere klageadgang for børnene.

Men hvordan skal sådan en ny klageinstans se ud? Og hvilke behov er der for at styrke børnenes retssikkerhed? Det vil Altinget: social gerne sætte fokus på.

 

Læs mere om panelet her:

Trine Pertou MachTrine Pertou Mach (SF), socialordfører
Trine Mach er uddannet i Statskundskab med speciale i international politik. Hun trådte ind i Folketinget i december 2013 for SF (blev i 2007 suppleant). Har tidligere fungeret som midlertidigt folketingsmedlem i 2009 og 2011, som stedfortræder for Ida Auken (dengang SF). I dag er hun bl.a. udviklingsordfører og medlem af Udenrigsudvalget. Desuden er hun medlem af OSCE's Parlamentariske Forsamling og Europarådets Parlamentariske Forsamling. Trine Mach har været formand for Mellemfolkeligt Samvirke i seks år frem til 2013 og har bl.a. arbejdet for EU-Kommissionen, Folkekirkens Nødhjælp og Institut for Menneskerettigheder.

 

Per LøkkenPer Løkken (K), socialordfører
Per Løkken er født i 1962 i Moss i Norge. Han er uddannet HRD (O) i 1999 i Aarhus. Han er medlem af Horsens Byråd siden 2010, medlem af Børne- og Skoleudvalget samt bestyrelsesformand for Horsens Erhvervshavn. Han indtrådte i Folketinget i februar 2015 som stedfortræder. I dag er han Social-, Handicap- og Psykiatriordfører samt Ordfører for Landdistrikter og øer. Han er desuden medlem af Transportudvalget.

 

Karin NødgaardKarin Nødgaard (DF), socialordfører
Karin Nødgaard er uddannet folkeskolelærer. Hun har været medlem af Folketinget siden 2005, men startede sin politiske karriere allerede i 2001, hvor hun stillede op for Dansk Folkeparti i Vardekredsen 2001. Karin Nødgaard har været socialordfører siden 2011. Derudover har hun været formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Ringsted 2002-2006. Stedfortræder i Ringsteds byråd 2004.

 

Stig MøllerStig Møller, forbundsformand hos DUI-Leg og Virke
Stig Møller er født 1951 og opvokset i Horsens. Efter endt realeksamen uddannet som typografisk håndsætter. 1983 tilknyttet Landsforbundet DUI-LEG og VIRKE som daglig administrativ leder af forbundsadministrationen i København. Herefter forskellig efteruddannelse inden for organisationsledelse- og udvikling. Siden 2001 ansat i LO og de seneste år som konsulent i LO’s Ledelsessekretariat. Siden 2012 valgt som frivillig forbundsformand for DUI-LEG og VIRKE.

 

Gry RambuschGry Rambusch, advokat med speciale i børns rettigheder
Gry Rambusch er født og opvokset i Esbjerg. Hun er uddannet jurist fra Aarhus Universitet (2007) og som advokat (2010), dertil en akademi-merkonomuddannelse i ledelse, HR (Human ressources). Hun har skrevet et dobbelt speciale på Aarhus Universitet om Anbringelsesreformen fra 2006, med afsæt i en autentisk case - nemlig hendes egen. Efter 5 års erhvervserfaring som advokat og rådgiver indenfor erhvervs- og selskabsret skiftede hun regi og rejste til København for at åbne sit eget advokatkontor med Børns rettigheder som mærkesag. Hun agerer ”Barnets Advokat” i børnesager om tvangsfjernelse og almindelige anbringelsessager omfattet af Servicelovens bestemmelser og møder på Børne-Familieforvaltninger, Børne- og Ungeudvalg, Ankestyrelsen – uanset om det er forældre eller børn, hun repræsenterer

 

Lasse Bjerg JørgensenLasse Bjerg Jørgensen, hovedkasserer for BUPL
Lasse Bjerg Jørgensen er uddannet pædagog i 1991. Han er valgt på BUPL' s kongres som politisk hovedkasserer. Han blev valgt første gang i 2006. Han er ligeledes valgt som formand for BUPL' s A-kasse. Til daglig er han ansvarlig for BUPL's økonomi. Desuden arbejder han politisk med BUPL' s forskningsindsats, uddannelsespolitiken, hele 0-6 årsområdet og det velfærdspolitiske og arbejdsmarkedspolitiske område.

 

Anne Mette FriisAnne Mette Friis, børn- og ungechef i UNICEF
Anne Mette Friis har siden 2001 været ansat i UNICEF Danmark som Børn- og Ungechef. Hun har i mange år siddet som formand for en international bestyrelse, der udarbejder strategier for UNICEFs rettighedsarbejde. Anne Mette er rettighedsekspert hos UNICEF Danmark og har i mange år lavet internationale konferencer med børn, været medforfatter på rapporter til FNs Børnekomité, udgivet undervisningsmateriale om rettigheder til børn og meget andet rettighedsbaseret nationalt arbejde.


Mads Roke ClausenMads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen
Mads Roke Clausen er uddannet cand.scient.adm. fra RUC. 1996, og han har læst social policy ved The University of Edinburgh. Han har været direktør for Mødrehjælpen siden 2006. Han har tidligere været ansat i det daværende Arbejdsministerium som hhv. fuldmægtig, taleskriver og projektleder. Som direktør for Mødrehjælpen er han optaget af, hvordan vi bedst muligt skaber trygge og udviklende rammer for gravide, forældre og børn i Danmark. I den sammenhæng har han en særlig viden om bl.a. betydningen af tidlig social indsats for unge familier og rådgivning til forældre ved konfliktfyldte skilsmisser.


Claus JuulClaus Juul, juridisk konsulent hos Amnesty
Claus Juul er cand.jur fra Københavns Universitet. Han arbejder for Amnesty International i Danmark som juridisk konsulent. Hans arbejde tager udgangspunkt i dansk rets forhold til de internationale menneskerettighedskonventioner og omfatter flere områder, som alle har at gøre med borgernes retssikkerhed. Herunder antiterrorlovgivningen, bandepakker, lømmelpakker mv. og udviklingen i retning af reduceret domstolskontrol med de udøvende myndigheder. Videre også spørgsmål om børns rettigheder (børn som selvstændige rettighedshavere), og udlændingelovgivningen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00