Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

Forhandlingerne om en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet er i gang. Her skal Folketingets partier særligt tage stilling til, hvordan vi håndterer unge mellem 12 og 17 år, som enten er i fødekæden til eller allerede er i en kriminel løbebane.

Det skal ske i regi af de nye ungdomskriminalitetsnævn, og som jeg tidligere har påpeget, er det afgørende, at omdrejningspunktet for nævnenes arbejde bliver at opstille virkningsfulde sociale indsatser for det enkelte barn.  

Men når vi snakker indsatser for børn, er jeg også optaget af, hvordan vi kan sætte langt tidligere ind. I stedet for først at sætte ind med massiv støtte når problemerne er eskalerede - og børnene i teenageårene risikerer at havne i et ungdomskriminalitetsnævn, fordi de har begået kriminalitet af mere alvorlig karakter – så skal vi gribe ind over for den helt tidlige kriminalitet.

Det kræver, at vi er på gaden. Vi skal være opsøgende, og vi skal arbejde på tværs af faggrupper og forvaltninger. Og så skal vi fokusere på indsatser over for ikke blot barnet, men hele familien.

Timing er afgørende
Som samfund skal vi reagere, når et barn begår noget kriminelt. Men vi skal sætte ind via det sociale system. For kriminalitet blandt børn er et bekymringstegn – nøjagtig ligesom pjækkeri, manglende vinterjakke i minusgrader eller en skoletaske uden madpakke.

Kriminalitet kan vidne om andre og langt større problemer end den egentlige kriminalitet, som er begået. Og er et barn ude i noget kriminelt, er det et klart tegn på, at vi skal gøre noget.

Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

Kriminalitet kan vidne om andre og langt større problemer end den egentlige kriminalitet, som er begået. Og er et barn ude i noget kriminelt, er det et klart tegn på, at vi skal gøre noget. Derfor skal der følges hurtigt op, når bekymringen tikker ind hos kommunen. Timing er nemlig afgørende i sociale indsatser.

Derfor har vi også sammen med Dansk Sygeplejeråd foreslået, at man etablerer udgående indsatsteams af socialpædagoger og sundhedsplejersker. De har fagligheden og kompetencerne til at forebygge mistrivsel og sikre, at der handles hurtigt på underretninger om for eksempel kriminalitet. Sådanne teams kan med fordel forankres lokalt.

Det handler især om at skabe en indgang og en tillidsfuld kontakt, der gør, at vi reagerer i tide. Vi skal se efter både sociale og sundhedsmæssige faresignaler - og vi kan tage problemerne i opløbet - inden problemerne eskalerer - og samtidig spotte, hvilke familier, der har behov for en mere intensiv indsats.

Styrke familien
Socialpædagogiske indsatser i familien er en anden vigtig social indsats. Hvis vi skal flytte børn ud af mistrivsel, skal vi styrke deres egen familie. Et barn har behov for sine forældre. De skal vise, hvordan man skal begå sig i samfundet, og de skal sørge for, at han eller hun kommer i skole, får omsorg og ikke hænger ud på gaden til sent. Og her har nogle forældre brug for redskaber og støtte til, hvordan de kan være stabile og tydelige forældre over for deres børn.

Her kan socialpædagogisk arbejde gøre en forskel, for socialpædagogen kan fungere både som en guide i forældreskab, men også som en brobygger for nogle forældre, som har mistet eller har svært ved kontakten til det øvrige samfund. Den kontakt skal genopbygges, så vi sikre, at vi ikke har forældre, som lever parallelt med det resterende samfund. 

Derfor handler meget af vores arbejde om at få skabt en rød tråd i børnenes og familiernes liv. Om at være en gennemgående person, som er der for børnene, som får skabt en relation og er en livslinje til forældrene, til skolen, til kommunen.

Den socialpædagogiske indsats er på den måde et fundament for den videre indsats med at skabe trivsel i barnets liv. Og den starter, fra barnet er helt lille.