Tanken om 18 måneders ventetid på en kræftudredning er absurd. Så hvorfor tillader vi det i psykiatrien?

De lange ventetider i psykiatrien er et kollektivt svigt. Forestil dig, at du gik til din læge med mistanke om kræft, og det tog op til 18 måneder, før du kunne udredes. Der ville være bål og brand i gaderne, skriver Kasper Jensen.

Det er ret sindssygt at acceptere et system, der afviser sårbare og suicidale mennesker, fordi der er mangel på kapacitet, skriver Kasper Jensen. Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Kasper Jensen

Rådgiver og projektleder, Nextstep, person med psykisk sygdom

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I løbet af det næste halve år skal sundhedsstukturskommissionen fremlægge deres anbefalinger til, hvordan vi indretter sundhedssystemet. I en tid, hvor der er stigende forventninger til, hvad vi kan forvente af sundhedssystemet, kombineret med, at flere har private sundhedsforsikringer, er der åbenlyst et pres på det offentlige sundhedssystem.

I slutningen af sidste år begyndte PFA at tilbyde adgang til børnepsykiatere som en del af deres sundhedsforsikring. Omvendt har Danica valgt en anden vej og ønsker et politisk indgreb for at forhindre, at der opstår endnu voldsommere flaskehalse, end hvad tilstanden er nu.

I grunden er det ret sindssygt at acceptere et system, der afviser sårbare og suicidale mennesker, fordi der er mangel på kapacitet.
Kasper Jensen

Men hvad skal vi som samfund i grunden forvente af fremtidens psykiatri? Jeg ser tre muligheder.

Basisopgaven for en psykiatri må være at hjælpe de mennesker, der akut har brug for hjælp, fordi de er selvmordstruede. Det er at sammenligne med akutte skadestuer inden for somatikken.

Grundlæggende er det et spørgsmål om kapacitet målt på antal sengepladser og specialiseret sundhedspersonale. Groft sagt skal man hjælpe mennesker, der er suicidale, og holde dem i en behandling, indtil de ikke længere er til fare for sig selv eller andre.

Desværre fejler psykiatrien på dette i øjeblikket. Man skal ikke researche længe for at finde historier om enten patienter, der er blevet udskrevet mod deres egen vilje – og hvor det er endt i selvmord. Eller patienter, der bliver afvist i døren og får besked på, at en del af det at have en psykisk sygdom er at kunne leve med den.

Det sidste er et greb, som benyttes, når man i forvejen har fyldt en hel afdeling op og derfor ikke kan tage mod patienter. I grunden er det ret sindssygt at acceptere et system, der afviser sårbare og suicidale mennesker, fordi der er mangel på kapacitet.

Problemet ved kun at behandle psykisk sygdom er, at det for de fleste betyder tilbagefald og genindlæggelser. Og da en sengeplads i psykiatrien er en stor udgift, er der et rationale i at tilbyde løbende behandling, der skal forhindre genindlæggelser. Det er også det, som vores nuværende system tilstræber.

Desværre oplever den svageste gruppe af patienter at få en mangelfuld behandling, selvom der er høj tilfredshed blandt majoriteten af patienter. Samtidig oplever mange, at der er meget lange ventetider på at komme til i psykiatrien.

Læs også

Dansk Psykiatrisk Selskab: En tryggere og mere sikker psykiatri kræver lovændringer

Debat

Derfor er det begrænset, hvor stor en forebyggende effekt, der er i det nuværende set-up. Når man skal vente i over et år på en udredning og eventuel medicinsk behandling, kan man nå at blive rigtig meget mere syg. Og så ender man formentlig med at skulle have en indlæggelse.

Igen er det utroligt, at vi kollektivt accepterer dette svigt. Forestil dig, at du gik til din læge med mistanke om kræft, og det tog op til 18 måneder, før du kunne udredes? Der ville være bål og brand i gaderne.

I en velfungerende psykiatri vil der derfor åbenlyst også være et langt større fokus på forebyggelse, sådan så man undgår, at patienter bliver meget syge, før de får hjælp.

Når man skal vente i over et år på en udredning og eventuel medicinsk behandling, kan man nå at blive rigtig meget mere syg.
Kasper Jensen

Samtidig vil der som del af behandlingen være et uddannelsesforløb i egen diagnose. Lad mennesker blive kloge på egne faresignaler for at kunne reagere, når det er ved at skride, samt råd til, hvordan man håndterer pressede hverdagssituationer.

For eksempel oplevede jeg selv, hvordan det ofte var et ret stort pres at deltage i familiære fester og skulle svare på, hvordan det gik, indtil jeg fik hjælp til at håndtere spørgsmålet.

Meget af den hjælp og støtte, der kan gives, handler om at kunne håndtere hverdagssituationer, hvor man ellers hurtigt må give fortabt med en diagnose. Simpelthen fordi man ikke intuitivt forstår de spilleregler, der er.

Samtidig er det oplagt, at der for en patientgruppe udbredes de tilbud, der allerede findes om at ”træne” hverdagssituationer. Hvordan handler man godt ind, så man undgår frysemad? At have en kontaktperson/behandler, der har mulighed for at være med til at træne hverdagssituationer, deltage i møder med jobcenteret eller hjælpe med at skabe struktur i hverdagen.

Den velfungerende psykiatri udvikler og lader mennesker vokse, så det er muligt at nå et potentiale. Det er sådan et forløb, jeg selv har været igennem.

Forestil dig, at det kun var visse typer af kræft, som gav adgang til en kræftpakke? Tanken er absurd.
Kasper Jensen

Desværre er det forløb, som jeg har været igennem, kun et, der lige nu tilbydes til mennesker, der diagnosticeres med en debuterende psykoselidelse til unge mellem 18 og 35 år.

På trods af, at den danske psykiatri faktisk har tilbud, der er helt igennem sublime, udrulles de ikke bredt. Det har skabt en tilstand af diagnoselotteri. Forestil dig, at det kun var visse typer af kræft, som gav adgang til en kræftpakke? Tanken er absurd.

Når mennesker får hjælp til at løse de praktiske udfordringer, som deres psykiske diagnoser skaber, giver det en ro til at fokusere på livet. Lige nu er det desværre sådan, at mange mennesker med en psykisk diagnose er uden for arbejdsmarkedet. Men en god psykiatrisk behandling kan løfte mennesker ind i samfundet igen.

Derfor håber jeg også, at vi i langt højere grad ser psykiatrien som et værktøj i værktøjskassen inden for beskæftigelsespolitik. Lad os bruge psykiatrien aktivt til at løse både den enkeltes problemer, og de problemer, som opstår for de pårørende og samfundsmæssige problemer.

Det er mit håb for en kommende psykiatripolitik.

Politik har aldrig været vigtigere