Debat

Ukvalificerede udenlandske tandlæger er også et problem

DEBAT: De offentligt ansatte tandlæger advarer politikerne om, at den seneste tids afsløringer af ukvalificerede udenlandske læger også dækker over et problem på tandlægeområdet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Kaae-Nielsen
Formand for Tandlægernes Nye Landsforening

Tandlægernes Nye Landsforening organiserer offentligt ansatte tandlæger - fortrinsvis ansat i kommunerne

Det er ikke kun ukvalificerede udenlandske læger, der slippes løs på sagesløse patienter. Dette gælder også udenlandske tandlæger. De opnår autorisation fra Sundhedsstyrelsen på en måde, som ikke adskiller sig væsentligt fra måden, hvorpå udenlandske læger opnår autorisation fra Sundhedsstyrelsen.

Alle patienter skal kunne føle sig trygge i det danske sundhedssystem. Det må derfor være de danske sundhedsmyndigheder, der pålægges ansvaret for, at de udenlandske læger og tandlæger, der får lov til at virke, har den samme teoretiske viden og praktiske færdigheder, som deres dansk uddannede kolleger.

Dette sikrer det nuværende system på ingen måde.

Behov for ingreb
I 2007 foreslog vi Sundhedsstyrelsen, at udenlandsk uddannede tandlæger bliver vurderet individuelt. Derefter kan man tilbyde dem den opkvalifikation, der er nødvendig for, at den enkelte kan virke på forsvarlig vis i det danske sundhedssystem. Vores forslag bygger på erfaringer fra ordninger i Sverige og Norge. Tandlægernes Nye Landsforening skal derfor opfordre sundhedsminister Bertel Haarder til at se på dette forslag.

Det er meget vigtigt at alle borgere kan føle sig trygge ved det sundhedsfaglige personale i det danske sundhedsvæsen. Og da vi i Danmark har udsigt til en stor mangel på tandlæger i de kommende år, er det vigtigt at den uddannede arbejdskraft, der kommer til Danmark, hurtigst muligt opkvalificeres, så de kan integreres på det danske arbejdsmarked.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00