Sverigedemokraterne angreb politiske venner med anonyme SoMe-konti. Nu kalder formand afsløringen for en "påvirkningskampagne"

Via anonyme konti har Sverigedemokraterna spredt opslag på sociale medier, der håner partiledere inden for den borgerlige blok. Det afslører TV4's Kalla Fakta. Men lederen af Sverigesdemokraterna, Jimmie Åkesson afviser at have gjort noget forkert.

Sverigedemokraterna har ikke ønsket at kommentere Kallafaktas anmeldelse.
Sverigedemokraterna har ikke ønsket at kommentere Kallafaktas anmeldelse.Foto: Christine Olsson/TT
Miranda Olsson

Det svenske TV4 kunne i sidste uge afsløre, at Sverigedemokraterna (SD) driver en lang række anonyme konti på sociale medier, som de bruger til at sprede indhold, der kommer partiet til gode.

Afsløringen kommer, efter at programmets journalist infiltrerede og blev ansat af SD. Blandt andet blev en lokal SD-politiker optaget med skjult kamera, da han sagde, at partiet havde ansat "netkrigere".

Anden del af TV4's gennemgang viser, hvordan kontoerne også blev brugt til at sprede vildledende information og indhold, der kritiserer og gør nar af de andre borgerlige partiledere.

Den svenske regering er en mindretalsregering bestående af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, men den har Sverigedemokraterna med som sit parlamentariske grundlag, og SD er medunderskriver af regeringsgrundlaget, den såkaldte Tidö-aftale. 

Programmet Kalla Fakta på TV4 har identificeret 23 konti, der kontrolleres af ansatte på SD's kommunikationsafdeling, uden at det fremgår. I alt har omkring 1.000 indlæg fra disse konti i løbet af årets første tre måneder fået over 27 millioner visninger.

I en optagelse opfordrer SD's kommunikationschef, Joakim Wallerstein, de ansatte til at skabe indhold rettet mod Kristdemokraternas spidskandidat ved EU-valget, Alice Teodorescu Måwe.

"Det ville være godt, hvis vi kunne gennemgå, hvad man kan finde på Alice. Hvorfor vi mener, at hun er en skraldespand," siger han på et møde.

Læs også

SVT's politiske kommentator Mats Knutson mener, at afsløringerne kan skade Tidö-samarbejdet, og at de andre partier kan forsøge at svare igen.

"På trods af formuelingerne i Tidöaftalen, om at partierne skal holde en god tone over for hinanden, er der via Sverigedemokraternas anonyme konti også blevet spredt indlæg, der gør nar af andre partiledere inden for Tidö-aftalen," siger han til SVT.

Sverigedemokraterna har afvist at stille op til interview med Kalla Fakta. Partilederen, Jimmie Åkesson, valgte i stedet at kommentere afsløringen i en mere end fem minutter lang video på SD's YouTube-kanal.

"Lige nu, i ugerne op til dette vigtige EU-valg, foregår der en gigantisk, indenlandsk påvirkningsoperation fra det samlede venstreliberale establishment," siger han og beskylder Kalla Fakta for "udspekuleret manipulation" og for at sprede desinformation.

Åkesson beskriver afsløringen af ​​Kalla Fakta som noget af det mest bizarre, han har oplevet.

"Der er ikke noget mærkeligt i, at et politisk parti vil udbrede sine holdninger på internettet. Vi er tilfældigvis forbandet gode til det, langt de bedste i Sverige."

TV4: Rimeligt at få svar på de faktuelle spørgsmål

Fredrick Malmberg er ansvarshavende redaktør for Kalla Fakta og siger til Expressen, at han er overrasket over Åkessons udtalelser.

"Kalla Faktas" opgave er at kulegrave magten, i dette tilfælde SD's kommunikationsafdeling, som har brugt anonyme konti til at angribe politiske modstandere og endda dem, de samarbejder med. Jeg synes derfor, det er rimeligt, at en folkevalgt partileder i et demokrati svarer på spørgsmål om det, vi har afsløret, i stedet for at gå til angreb."

Statsminister Ulf Kristersson blev spurgt ind til afsløringerne på en pressekonference tirsdag.

"Dette er meget alvorlige oplysninger, der kommer frem. Sverigedemokraterna skal svare fyldestgørende på alle de meget legitime spørgsmål, der nu stilles. De synes at have alvorlige problemer i deres kommunikationsafdeling," sagde Ulf Kristersson.

Også Kristendemokraternas partileder, Ebba Busch, mener, at det er op til SD at opklare sagen. Hun siger også, at det er en klar overtrædelse af Tidö-aftalen, melder Aftonbladet.

Venstres partileder Johan Pehrson kommenterer afsløringen i en mail til TV4:

"De forhold, der afsløres af Kalla Fakta, er uacceptable. Misinformation og online-had er ekstremt alvorligt. Sverigedemokraterna skal straks forklare, hvordan de har tænkt sig at stoppe denne aktivitet. Jimmie Åkesson er nødt til at svare på mediernes spørgsmål og mødes med partiernes partisekretærer for at diskutere, hvordan vi kommer videre i sagen”.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jimmie Åkesson

Formand, Sverigedemokraterna, medlem, Riksdagen, Sverige, kommunalbestyrelsesmedlem, Sölvesborgs Kommun
statskundskab (Lunds Uni.)

0:000:00